Kroniske smerter er et af nutidens dominerende mistrivselssymptomer

I et nyligt bragt debatindlæg i Ugeskrift for Læger anfører overlæge, lektor, dr.med. Niels Vidiendal Olsen og overlæge Torben Ishøy, at opiatepidemien og den deraf følgende samtidige hastigt stigende incidens af dødsfald [1] bør indgå i overvejelserne om, hvordan medicinsk cannabis fremover skal anvendes her i landet.

Der er i perioden 2003- 2012 sket en ret betydelig stigning i antallet af danskere, der lever med kroniske smerter, og ca. en fjerdedel af den danske befolkning over 16 år anslås i dag at leve med kroniske smerter [2].

Det, at antallet af danskere, der lever med kroniske smerter, og at opiatforbruget er steget så meget, er næppe et udtryk for en tilsvarende stigning i forekomsten af smerteudløsende sygdomme i den danske befolkning. Og selvom medicinsk smertebehandling med bivirkningstung smertemedicin som opiater og cannabis er mulig, er vi som læger nødt til at spørge os selv, om den er nødvendig.

Spørgsmålet er for mig ikke, om patienterne med kroniske smerter skal have opiater eller cannabis eller anden bivirkningstung smertemedicin, men om det overhovedet giver mening med en medicinsk smertebehandling. Hvad ved vi om evidensen for, at det giver et bedre funktionsniveau og en bedre livskvalitet?

Smerteepidemien udfordrer os som læger. Vi er uddannet i primært at behandle medicinsk, og apparatfejlsmodellen dominerer stadig vores sygdomsforståelse. Men måske er det tid for et paradigmeskift i vores forståelse af smerter, og hvordan vi skal behandle disse.

Historisk set har menneskelig mistrivsel over tiden haft forskellige manifestationsformer. Kroniske smerter, der ligesom stress, sygdomsangst og postkommotionelt syndrom er nogle af nutidens dominerende mistriveselssymptomer, fyldte slet ikke så meget i sygdomsbilledet i Danmark for blot 10-20 år siden. Men dengang var diagnoser som whiplash og fibromyalgi derimod hyppigere, end de er idag. Sådan vil nogle »biopsykosociale« diagnoser formentlig over tid fortsætte med at brænde ud og blive erstattet af andre, eftersom samfundsforholdene ændrer sig [3].

Smerteepidemien i det danske samfund er næppe et udtryk for en stigende forekomst af smerteudløsende sygdomme. Man skal nok snarere søge forklaringen i en ændret smerteforståelse og til dels måske også i et urealistisk normalitetsbegreb hos befolkningen i et samfund, hvor der samtidigt dels er accelerende tempo og stigende krav om effektivitet, dels er en forventning om, at de fleste ting kan og skal løses umiddelbart. I dagens danske samfund er der måske simpelthen bare ikke tid til at have ondt. Der er ikke tid til at lade naturen udspille sig – og måske endda løse problemet – uden lægelig indblanding. Selvfølgelig er der en mindre gruppe patienter med kroniske smerter, der har så mange smerter, at de skal have medicinsk behandling, men tærsklen for vores lægelige indgriben med medicinsk behandling skrider parallelt med, at befolkningens og samfundets forventning til og krav om behandling stiger.

Lægeligt bør vi i langt højere grad overveje, om kroniske smerter hos mange patienter ikke er et symptom på menneskelig mistrivsel i et stresset samfund – et symptom på ondt i livet. Og ondt i livet skal selvfølgelig tages alvorligt og behandles, men behandlingen er ikke bedøvelse med opiater og cannabis, men psykoedukation og derudover helt andre tiltag, der retter sig mod årsagen, tiltag, som nok er af mere politisk, pædagogisk og samfundsmæssig karakter.

Som læger bør vi i stedet for at fokusere på, hvilken stærk smertestillende medicin patienterne skal have, fremadrettet fokusere på, om medicinsk smertebehandling overhovedet giver mening.