Et dansk registerstudie har vist, at læger er den erhvervsgruppe med den højeste selvmordsrate. Vi har selv lavet en undersøgelse af forekomsten af psykisk sygdom blandt læger og psykologer, der arbejder i psykiatrien, og fandt, at ca. en tredjedel havde eller havde haft en psykisk lidelse. Min forventning er ikke, at dette tal er anderledes i andre specialer. Tværtimod. Men det, der slog mig mest i resultaterne, var den skam, som læger forbandt med deres egen psykiske sygdom.
Som psykiater ved jeg godt, læger har psykiske sygdomme. Jeg har indlagt mange medicinstuderende og kollegaer gennem årene.
Men vi snakker ikke rigtigt om det. Vi har så travlt med vores patienter, at vi glemmer os selv. Og glemmer, at vi også selv er patienter.
Når jeg møder kollegaer, der har eller har haft en psykisk sygdom, udtrykker de en massiv selvstigmatisering og skamfuldhed. De er bange for at fortælle åbent om deres oplevelser med depression, angst, bipolar sygdom, misbrug, OCD, ADHD og autisme, fordi vi tilsyneladende alle har købt illusionen om, at læger ikke bliver sådan rigtigt psykisk syge. Men det gør de altså.
»Vi er nødt til at tale åbent og fordomsfrit om, at læger i høj grad får psykiske sygdomme og at det faktisk ikke gør den enkelte til en dårligere læge«Simon Hjerrild, psykiater
Vi fortæller selv patienterne, at de skal prøve at være mere accepterende over for deres sygdom og være åbne omkring den. Vi siger, det jo er ikke anderledes end »et brækket ben«. Men mener vi egentlig det?
Når vi selv rammes, så skammer vi os over vores egen psykiske lidelser og er bange for, at andre vil finde ud af noget, for så vil de nok tænke, vi er dårlige læger. Vi er bange for, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal finde ud af noget, for måske vil de tage vores autorisation. Vi slæber os afsted på arbejde med angst, træthed, koncentrationsbesvær, tristhed og modløshed og arbejder under urimeligt pres og på urimelige tidspunkter af døgnet i svært kognitivt krævende miljøer. Det er opskriften på et sammenbrud. Et forudsigeligt sammenbrud. Vi selvmedicinerer for at undgå frygten for kollegaens dømmende blik. Vi mødes af ledelser, der har begrænset forståelse for, at læger får psykiske sygdomme. Vi er bange for at sygemelde os, når årsagen er en psykisk lidelse, vi synes det er mindre legitimt. Man skal jo bare »tage sig sammen«.
Vi er nødt til at tale åbent og fordomsfrit om, at læger i høj grad får psykiske sygdomme, og at det faktisk ikke gør den enkelte til en dårligere læge. Tværtimod kan man igennem egne oplevelser få en særlig forståelse, indsigt og indfølelighed med vores patienter. Vi skal forpligte os til at hjælpe hinanden, og vi skal have et sted, vi trygt kan gå hen, når vi har det dårligt. Ellers ændrer vi ikke den selvmordsrate.
