Skip to main content

Er der plads til sygdomsramte læger? »Jeg følte mig meget alene i verden«

Introlæge Mette Lodahl har oprettet en facebookgruppe for sygdomsramte læger. Hun lider selv af kroniske smerter og efterlyser mere diversitet og rummelighed i lægeverdenen. Samtidig undrer hun sig over, at læger – af alle mennesker – har svært ved at acceptere og tage hensyn til lægekolleger med helbredsudfordringer.

Efter år med sygdom, afslag og mistet håb er Mette Lodahl i dag ansat i en introstilling på en travl afdeling med »højt til loftet«. Foto: Claus Bech
Efter år med sygdom, afslag og mistet håb er Mette Lodahl i dag ansat i en introstilling på en travl afdeling med »højt til loftet«. Foto: Claus Bech

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

9. dec. 2022
016 min

 

Der er ingen, der ser på hende, da hun kommer ind til sine kolleger i reservelægekontoret. Ingen, der siger »hej« eller spørger, hvordan hun har det.

Faktisk er der ikke nogen, der registrerer, at hun nu er der igen. Heller ikke, da hun gør forsøg på at deltage i samtalen rundt om bordet.

»Der er overhovedet ingen respons. Jeg får en kold skulder«.

Mette Lodahl har været sygemeldt i nogle måneder med stress, da hun for en kort bemærkning er tilbage på sin afdeling til en samtale med den uddannelsesansvarlige overlæge om, hvordan hun vil kunne vende tilbage i sin stilling som KBU-læge.

Det er nu et par år siden oplevelsen i reservelægekontoret, og den i dag 32-årige introlæge sidder ved spisebordet i sin lille toværelseslejlighed. Her højt oppe over en københavnsk sidegade, tætpakket med parkerede biler, fortæller hun sin historie til Ugeskrift for Læger. En historie, der handler om afslag, sygdomsperioder og mistet håb. Men det er også en historie om, at der findes læger derude, der tør tage en chance – og give andre en chance.

Hun taler stilfærdigt, men tydeligt determineret og med et fast blik. Mette Lodahl har nemlig besluttet sig for at fortælle åbent, hvordan hun har oplevet både at kæmpe med kronisk sygdom og med det, hun ser som lederes og kollegers fordomme. Og hun gør det især, fordi hun ved, at der er mange andre, der tumler med de samme problemer.

Skelsættende øjeblik

Udgangen på samtalen med overlægen på Mette Lodahls KBU-afdeling blev, at det ikke var muligt for hende at vende tilbage til afdelingen på nedsat tid. Op til stresssygemeldingen havde hun haft en del sygdom i kortere perioder, hvor hun også forsøgte at få lov til at få lidt mindre vagtarbejde. Stresssygdommen var udløst af en akut belastningsreaktion.

»Jeg blev syg efter et patientforløb, hvor jeg forgæves havde bedt om hjælp til en meget dårlig og døende patient. Jeg kunne mærke, at patientforløbet overskred mine faglige kompetencer, men min mellemvagt ville ikke hjælpe mig. Det gjorde, at jeg havde brug for at blive aflastet i en periode, indtil jeg havde fået lidt mere faglig ballast«, forklarer Mette Lodahl om baggrunden for sin sygemelding.

Mette Lodahl mener, at sundhedsvæsenet har brug for læger, der på egen krop har kæmpet med sygdom og begrænsninger. »Jeg oplever selv, at det gavner mig, at jeg har været i patienternes sted i så mange situationer«. Foto: Claus Bech
Mette Lodahl mener, at sundhedsvæsenet har brug for læger, der på egen krop har kæmpet med sygdom og begrænsninger. »Jeg oplever selv, at det gavner mig, at jeg har været i patienternes sted i så mange situationer«. Foto: Claus Bech

Fakta

Uddannelsen til speciallæge

Den dag hun fik »den kolde skulder« i reservelægekontoret, skete der noget i hende.

»Det var et skelsættende øjeblik for mig. Jeg følte, at jeg havde givet alt jeg havde til den afdeling, og jeg blev så skuffet over, at de ignorerede mig, selvom de vidste, at jeg havde været sygemeldt længe. Det ramte mig«, fortæller hun.

I denne artikel omtaler Mette Lodahl en del forskellige oplevelser og ansættelser, gode som dårlige, som hun selv har oplevet dem. Ugeskrift for Læger har i samråd med Mette Lodahl valgt ikke at nævne navnet på afdelinger eller sygehuse.

Alene i verden

Sygemeldingen kom til at strække sig over fire måneder, og efterfølgende lykkedes det Mette Lodahl med Videreuddannelsessekretariatets hjælp at få et nyt KBU-forløb på deltid på et andet sygehus. Her indgik hun som ekstra KBU-læge, så hendes nedsatte tid ikke »belastede« afdelingen.

»Min KBU var meget farvet af, at jeg lige var kommet tilbage fra en langvarig sygemelding, så det var nogle gange ét skridt frem og syv tilbage. Men jeg er ret stædigt anlagt, og jeg vidste, at jeg ville have flere muligheder, hvis jeg kunne bide tænderne sammen og gennemføre«, siger hun.

Også i almen praksis-delen var Mette Lodahl på nedsat tid, og det var på det tidspunkt – i 2020 – at hun fik idéen til at etablere et forum på Facebook for sygdomsramte læger og medicinstuderende. Et netværk med 562 medlemmer, hvor læger kan udveksle erfaringer om f.eks. specialevalg og sygdom.

»Jeg følte mig meget alene i verden, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen for at få hjælp. Jeg fik ikke noget ud af at ringe til Lægeforeningen. Men på KBU-kurserne opdagede jeg, at der var flere, der havde det ligesom mig«, forklarer hun og siger:

»Jeg har oprettet gruppen, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at andre ikke skal føle sig helt så alene, som jeg selv gjorde. Og samtidig vil jeg også gerne være med til at råbe vores fagforening op«.

Flere af lægerne i facebookgruppen har ikke lyst til at stå åbent frem med deres kritik af frygt for deres videre karriere, fortæller Mette Lodahl – især hvis de er i kirurgien:

»Der er en udbredt bekymring for at blive dømt ude, før man rigtig har fået lov til at vise, hvad man er værd. På mange måder er lægeverdenen et meget lille miljø, hvor rigtig mange kender hinanden på kryds og tværs, og rummeligheden er ikke altid så stor«.

Højt til loftet

Efter KBU’en fik Mette Lodahl efterhånden lagt stresssygdommen bag sig, men de kroniske smerter, som især begyndte at udvikle sig under medicinstudiet, kom gradvist til at fylde mere og mere i hendes dagligdag.

»Der var ikke nogen, der turde ansætte mig efter KBU, og jeg var ret langt nede. Jo længere man går ledig, des sværere bliver det at få arbejde. Selv som læge. Jeg var til nogle samtaler, hvor jeg virkelig kunne mærke fordommene. De spurgte en del ind til min tidligere stress og gav udtryk for, at de syntes, at jeg skulle vælge et paraklinisk speciale – underforstået, fordi jeg ikke var ,stærk nok’ til at være kliniker«, fortæller hun og tilføjer:

»Intet kan være mere forkert. Og alle kan gå ned med stress«.

Men da Mette Lodahl havde gået ledig i det meste af et år og næsten havde mistet alt håb, kom hun til samtale på en arbejdsplads, hvor hun oplevede, at der var større interesse for hendes evner som læge end hendes sygdom.

»De tog ansvar, og de ønskede at hjælpe mig. Det er en afdeling, hvor der er megatravlt, men de har højt til loftet, og de tør tage en chance. Det er heller ikke fremmed for dem at tage hensyn, for de har andre ansatte med skavanker«, siger hun.

Mette Lodahl blev i første omgang ansat i en uklassificeret deltidsstilling i en begrænset periode. Så kunne både hun og afdelingen se hinanden an. Men siden september i år har hun været ansat i en introstilling på deltid.

Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech
»Lægeverdenen har brug for læger som os. Og det skal ikke kun være Sønderjylland og de upopulære eller parakliniske specialer, der skal udvise den nødvendige diversitet og rummelighed. Det skal alle«Mette Lodahl, introlæge

De kroniske smerter kan give udfordringer i arbejdet. Hun kan ikke arbejde 37 timer om ugen i en klinisk stilling, men på deltid kan hun varetage alle funktioner, inklusive nattevagter, på lige fod med sine kolleger, siger hun. Det værste er, at hun kan blive ekstremt hjernetræt. Miste overblikket og blive langsommere end normalt. Når hun har det sådan, er hun nødt til at blive hjemme fra arbejde.

Mette Lodahl fortæller:

»Så jeg har sygedage. Men jeg har en meget åben dialog med mine nuværende kolleger om min sygdom, og jeg synes ikke, at jeg møder nogen negative fordomme. Men det har jeg tidligere oplevet, og fra facebookgruppen ved jeg, at mange sygdomsramte læger bliver mødt af negative fordomme fra både ledere og kolleger. Man kan godt undre sig over, at læger – af alle mennesker – ikke har en bedre forståelse af mennesker med en usynlig sygdom. At der er så mange fordomme«.

Pres på kolleger

Flere yngre læger har i de senere år prøvet at råbe op og efterlyse et mere rummeligt og fleksibelt lægearbejdsmarked. Et arbejdsmarked med plads til læger, som af forskellige årsager ønsker at arbejde på nedsat tid, at få omlagt deres uddannelse eller at undgå nattevagter. For nogle er det kun i en periode. For andre er det et permanent behov.

Ret skal være ret. Der sker noget, og lægearbejdsmarkedet er ikke dybfrosset. For eksempel er andelen af regionsansatte yngre læger på deltid steget fra 2,5% i 2007 til 11,2% i 2022, viser tal, som Ugeskrift for Læger tidligere i år trak fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Men samtidig er de menneskelige ressourcer på sygehusene under et voldsomt pres, og flere læger har da også påpeget, at særhensyn til den enkelte lægger et øget pres på kollegerne.

Kan du ikke se, at det kan være svært for en arbejdsplads at tage hensyn til dig, fordi det kan gå ud over kollegerne?

»Men det er en dårlig undskyldning«, svarer Mette Lodahl. »Når min afdeling kan vise det hensyn, kan alle. For vi er virkelig en presset afdeling, som har utroligt travlt. Og der mangler jo folk i sundhedsvæsenet. Hvis man har tre ubesatte stillinger, hvorfor så ikke ansætte en læge på deltid i den ene stilling? Det er da bedre end ingenting«.

Fleksible læger

Lægeverdenen er vidtforgrenet, og diversiteten er stor. Der findes et utal af forskellige måder at være læge på, og samtidig er det evident, at der er mere kamp om stillingerne i nogle specialer end i andre, og at sygehuse i udkantsområder generelt er mindre søgte end de store sygehuse tæt på universitetsbyerne.

Har du selv søgt et mindre populært speciale eller søgt til sygehuse langt fra København?

»Ja, det har jeg. Og jeg ved godt, at læger let kan blive betragtet som forkælede, hvis de kun ønsker nogle specialer og ønsker at blive i København. Men det er en balancegang. Jeg kan f.eks. ikke pendle særlig langt pga. min kroniske sygdom. Så det vil kræve, at jeg flytter, hver gang jeg skal starte i en ny stilling – og det skal man jo hyppigt som yngre læge. Det kan godt lade sig gøre, men det kræver energi at etablere sig et nyt sted med ny vennekreds og nye kontakter, og den energi har jeg ikke«, siger Mette Lodahl.

Hun siger, at det er kendetegnende for mange af kollegerne i facebookgruppen, at de er yderst fleksible.

»Men selv i psykiatrien, selv i udkantsdanmark møder de en lukket dør. Jeg har en lægekollega, som nu tager til Tyskland, fordi det var der, hun kunne få job. Jeg kan ikke forstå, at det skal være så firkantet herhjemme«, siger Mette Lodahl.

Selv er hun endnu ikke helt afklaret om, hvilket speciale hun vil vælge. Men lige nu er neurologien det, hun brænder mest for.

»Men jeg er også nødt til at tænke på, hvad det er for et liv, jeg får. Lige nu går det, men det går kun lige. Jeg overkommer ikke meget andet end mit arbejde, og det kan fungere i en begrænset periode. Men ikke i hele mit arbejdsliv«.

Har du nogensinde overvejet, om du skulle sadle helt om og vælge en mindre krævende uddannelse og profession?

»Min sygdom blev rigtig slem, da jeg var på kandidaten. Hvis jeg havde vidst det, før jeg begyndte at læse, havde jeg valgt noget andet; noget mere fleksibelt og mindre krævende. Men så igen …«

Mette Lodahl afbryder sig selv og lader for en stund øjnene vandre tænksomt hen over loftet:

»Pas! På den anden side mangler der læger, så lægearbejdsmarkedet burde jo være mere fleksibelt. Det er bare ikke sådan, jeg oplever det«.

Lægedrømmen lever altså stadig. Og Mette Lodahl tror på, at hun har noget ekstra at byde på som læge, fordi hun selv ved, hvordan det er at være patient.

»Jeg ved alt om, hvordan det er at gå til lægen. Og jeg kan mærke, at det er med til at forme mig som læge og præge den måde, jeg taler med patienterne på. Det tror jeg er en kæmpestyrke. Alle læger skal selvfølgelig kunne føle empati med deres patienter, og en god epilepsilæge behøver ikke at have epilepsi. Men jeg oplever selv, at det gavner mig, at jeg har været i patienternes sted i så mange situationer«, siger hun og understreger:

»Lægeverdenen har brug for læger som os. Og det skal ikke kun være Sønderjylland og de upopulære eller parakliniske specialer, der skal udvise den nødvendige diversitet og rummelighed. Det skal alle«.

En lidt bredere vej

Mette Lodahl er ikke den eneste sygdomsramte læge, der har efterlyst mere rummelighed på arbejdsmarkedet for yngre læger under uddannelse. En af dem, der også har ytret sig, er Katharina Oravsky Sandström, der i juni skrev »Kære psykiatrien – hvor er der plads til en læge som mig?« i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger.

»Læger er jo ikke en anden slags mennesker end resten af befolkningen. Og det bør andre læger kunne rumme«, siger Katharina Oravsky Sandström, læge og klinisk assistent. Foto: Claus Bech.
»Læger er jo ikke en anden slags mennesker end resten af befolkningen. Og det bør andre læger kunne rumme«, siger Katharina Oravsky Sandström, læge og klinisk assistent. Foto: Claus Bech.

Her fortæller hun, at hun er blevet vraget til en introstilling i psykiatrien, fordi hun bad om at blive fritaget for nattevagter. Baggrunden for hendes ønske om vagtfritagelse er, at hun i perioder kæmper med angst og depression, som kan udløses af søvnmangel.

Efter debatindlægget modtog hun en strøm af henvendelser fra læger og medicinstuderende, som også kæmper med helbredsudfordringer og har svært ved at finde en plads på lægearbejdsmarkedet.

»Det var helt overvældende, så meget respons jeg fik. Det er derfor, jeg bliver ved med at råbe op. Det handler ikke kun om mig, men jeg bliver så træt af systemet. Der er så mange af os, der kunne passe ind, hvis vejen bare blev lidt bredere. Vi mangler jo læger, så jeg synes ikke, at vi har råd til at miste de læger, der ikke kan leve op til alle kravene. Læger er jo ikke en anden slags mennesker end resten af befolkningen. Og det bør andre læger kunne rumme«, mener Katharina Oravsky Sandström.

Men måske er vejen allerede blevet bredere – i hvert fald nogle steder? Debatindlægget afstedkom i hvert fald flere tilbud om at komme til samtale med ledende overlæger inden for psykiatrien. Katharina Oravsky Sandström har imidlertid valgt ikke at gå til nogen af samtalerne.

»Jeg er ikke kommet videre med min uddannelse, for jeg har valgt at lægge drømmen om at blive speciallæge i psykiatri lidt på is i en periode. Jeg har ikke afskrevet det fuldstændig, men jeg vil ikke kæmpe mig til blods og gøre det til en livsmission, at der skal stå speciallæge på mit cv. Alt har sin tid, jeg har tre børn hjemme, og i øjeblikket er jeg nødt til at passe lidt på mig selv«, fortæller Katharina Oravsky Sandström

Hun trives med de fleksible arbejdsforhold som klinisk assistent. Fra nytår skal hun arbejde deltid (30 timer) i en delt stilling mellem et psykiatrisk ambulatorium og sin nuværende forskerstilling.

Deltid og Grønland

Men fleksibilitet er ikke et fremmedord på alle danske sygehusafdelinger. Der er afdelinger, hvor det er en klar prioritet at imødekomme lægers ønsker til et andet arbejdsliv end den gængse ansættelse på 37 timer med skiftende vagter. Som det vil fremgå af det følgende, er det imidlertid som oftest langt lettere for overlæger at opnå personligt tilpassede ordninger, end det er for de yngre læger under uddannelse, ligesom det er lettere for fastansatte end for nyansatte.

Det er der en række årsager til.

På Nordsjællands Hospital i Hillerød står anæstesiologerne klar 24-7 året rundt. Men efterspørgsel og travlhed er ikke en forhindring for fleksibilitet. Ud af 32 overlæger er otte på nedsat tid, f.eks. for at få mere familietid eller af hensyn til helbredet. Derudover er tre overlægestillinger delt fifty-fifty mellem klinisk arbejde og forskning. Denne fifty-fifty-ordning har to ud af 13 afdelingslæger også, mens det blot drejer sig om en enkelt af de 21 reservelæger.

Cheflæge Lars Steen Jacobsen ser primært den udprægede fleksibilitet som et middel til at fastholde seniore læger, som af forskellige årsager ønsker et andet arbejdsliv.

»Vi har ikke i tilsvarende grad overvejet, om det vil kunne være en fordel i rekrutteringen – det hænger også sammen med, at vi hidtil ikke har haft rekrutteringsproblemer«, siger han.

Ud over fleksibiliteten i forhold til deltid og forskning er afdelingen meget åben over for at imødekomme lægers ønske om at blive udsendt med forsvaret, Dansk Røde Kors eller Læger uden Grænser, fortæller Lars Steen Jacobsen. Desuden dækker et hold på ti overlæger og afdelingslæger tilsammen en fuldtidsstilling i anæstesien på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor de skiftes til at have vagter i 4-6 uger. Det er på frivillig basis, og der er læger nok, som har mod på et afbræk fra hverdagen i Hillerød.

Men hvorfor er der ikke så mange yngre læger på deltid – ønsker de det ikke, eller giver I dem ikke lov til det?

»For afdelingslægerne er det nok lidt tilfældigt. Men vi er lidt mere tøvende over for at give læger under uddannelse nedsat tid. Det skyldes, at de skal opfylde deres uddannelsesmål, og samtidig forlænger nedsat tid deres uddannelse og udskyder forløbene. Det kan blive problemer, når en ny uddannelseslæge kommer til, inden den gamle er stoppet«, forklarer han.

Et er deltid, noget andet er, at nogle læger kan have behov for at slippe for eller få færre nattevagter. Er det muligt hos jer?

»Hvis det er seniore læger, kan vi ikke sige nej til deres ønske, for deres overenskomst [gælder kun nogle overlæger] giver dem ret til vagtfritagelse. Hvis en læge under uddannelse ønsker at blive ansat hos os og ønsker at arbejde 30 timer om ugen og slippe for nattevagter, vil vi være betænkelige ved, om lægen overhovedet er egnet til vores speciale. Der kan selvfølgelig være undtagelser, men man kan ikke gennemføre en anæstesiuddannelse uden at gå i vagt«, siger Lars Steen Jacobsen.

Han oplyser i øvrigt, at de færreste overlæger ønsker at blive fri for vagter. Det kan netop skyldes, at vagtforpligtelsen er en indgroet og integreret del af specialet.

Selvstændighed om natten

Region Syddanmark strækker sig over 12.191 km2 og over lige så store forskelle i vilkår for rekruttering og fastholdelse på regionens sygehuse og afdelinger. Men trods forskellighederne udviser sygehusene i regionen generelt stor fleksibilitet over for sygdomsramte uddannelseslæger med behov for særlige ordninger, lyder det fra Michael Dall, der er formand for Rådet for Lægers Videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd og lægelig direktør på Odense Universitetshospital.

»Jeg er enig i, at vi skal være rummelige«, siger han og understreger, at det er op til de enkelte afdelingers ledelser og/eller uddannelsesansvarlige overlæger at finde individuelle løsninger, der tilgodeser medarbejdernes behov og samtidig tager det nødvendige hensyn til driften og løsning af kerneopgaverne.

Men der er balancer, der ikke må tippe, påpeger han. Dels er der hensynet til driften, dels er der kompetencer i specialerne, som kræver kontinuitet i tilstedeværelsen, eller som man kun kan opnå på nattevagt.

Kan man gennemføre sin lægelige uddannelse uden at have nattevagter?

»Det kan man som udgangspunkt ikke. Sundhedsvæsenet skal fungere døgnet rundt, og det er bl.a. en del af de unge lægers uddannelse at lære at agere, når der er færre seniore læger at spørge til råds, så de bliver trænet i at tage flere selvstændige beslutninger. Det er i uddannelseslægernes egen interesse, at de får denne erfaring og dermed udvikler robusthed og tiltro til egne evner«, siger Michael Dall.

Når I nu skal tage hensyn til driften, hvordan viser I så i praksis rummelighed over for de læger, der f.eks. er sygdomsramte?

»Vi er også interesserede i, at vores yngre læger bliver speciallæger, og i, at vores lægelige arbejdskraft fungerer bedst muligt. Jeg tror derfor, at både deltid og hensyn ved nattevagter vil kunne lade sig gøre i de tilfælde, hvor en læge f.eks. er syg. De enkelte afdelinger kan f.eks. udarbejde planer for, hvordan nattevagterne kan tilrettelægges, så de bliver mere udholdelige for den pågældende«.

Kan I gøre mere fra den lægelige videreuddannelses side for at hjælpe sygdomsramte læger i forhold til ønsker om deltid og vagtfrihed?

»I udgangspunktet ansætter vi læger på fuld tid, og det forventer jeg, at vi bliver ved med. Vi har brug for vores læger i sundhedsvæsenet, og vi har brug for dem på fuld tid. Så jeg ser ikke for mig, at vi som sådan kommer til at arbejde med at lave uddannelsesstillinger på deltid fra den lægelige videreuddannelse, og det er heller ikke os, der har det sidste ord i disse sager. Det er de enkelte afdelinger«, siger Michael Dall.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen