Mere fleksibilitet i videreuddannelsen, tak. »Jeg synes, det er rigidt«

Læs i faktaboks, om det lykkedes Regitze Høy at få mere fleksibilitet og et uddannelsesforløb på tværs af to regioner.

Hun har prøvekørt turen. Det tager to timer og 15 minutter, fra hun drejer nøglen om i låsen til gårdens hoveddør i Vestervig, til hun kan parkere sin hvide Audi A5 på parkeringspladsen ved Aalborg Universitetshospital. Og så skal hun hjem igen.

»Det tager ekstremt lang tid. Rutevejledningen siger godt nok ,kun’ en time og tre kvarter, men når man skal ind gennem Aalborg med vejarbejde, morgentrafik og parkering, holder det ikke. Jeg skal også gennem naturreservatet Vejlerne og kan maksimalt køre 90 km/t på turen«, fortæller Regitze Høy.

Hun er HU-læge i almen medicin, og hun har sammen med sin familie bosat sig langt fra storbyens udbud og tilbud. Når man bor i en by som Vestervig med godt 600 indbyggere, skal man køre til det meste. Det ved Regitze Høy godt. Men hun har en drøm om at blive praktiserende læge i det lægedækningstruede område, som hun bor midt i. Hun skal bare lige blive færdig med sin speciallægeuddannelse i almen medicin først.

Regitze Høy er sådan en læge, som regionerne drømmer om at få fingre i. En læge, der hellere end gerne vil væk fra storbyerne og bo i de tyndtbefolkede egne, der mangler læger.

Men Regitze Høy har måttet sande, at det er ikke uden problemer at bosætte sig langt fra de større sygehuse. For som led i sin hoveduddannelse i almen medicin skal hun i ti måneder til Aalborg Universitetshospital for at gennemføre de obligatoriske forløb i henholdsvis pædiatri og socialmedicin.

Og den lange transporttid harmonerer dårligt med familielivet, der udover ægtemanden Simon består af Bertel på tre år og Asger på otte måneder.

»Jeg synes, det er svært at skulle have et 8 til 16-job så langt væk fra hjemmet. Om morgenen skal jeg hjemmefra klokken 5.30, hvor ingen institutioner er åbne, og på en god dag vil jeg først være hjemme klokken 18, hvor børnene er på vej i seng. Det holder ikke«, siger hun.

Geografi

Regitze Høy bor i Region Nordjylland, men hun befinder sig i grænselandet mellem to regioner - blot et kvarters kørsel fra Region Midtjylland - og for hende fremstår regionsgrænserne efterhånden mere og mere som snærende bånd. I snart to år har hun forsøgt at bøje systemets grænser og prøve at gøre det mere fleksibelt.

»Selvfølgelig skal jeg have pædiatri, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget som helst at udsætte på afdelingen i Aalborg eller på sygehuset. Men udfordringen for mig er, at jeg skal køre to timer og et kvarter hver vej«, fortæller Regitze Høy.

Hun har til gengæld selv har fundet en alternativ løsning, som passer bedre med hendes familieliv

»Jeg har kigget geografi, og fra Sydthy til Viborg er der halvanden time, og det er der også til Gødstrup, så jeg er tættere på de store sygehuse i Region Midtjylland, end jeg er på sygehuset i Aalborg«, siger Regitze Høy.

Lad os først slå fast: Regitze Høy har selv søgt og fået sin hoveduddannelse i Region Nordjylland og har dermed accepteret de enkelte forløb. Hun har også selv valgt at bosætte sig langt væk fra universitetssygehuset i Aalborg, lige som det er hendes eget valg at få to børn, mens hun er i gang med sin hoveduddannelse.

»Jeg ved godt, at jeg har gjort det besværligt for mig selv ved at stifte familie, købe hus og bosætte mig i udkantsdanmark. Men det har jeg gjort i det håb, at jeg havde en region, der ville stå bag mig og gøre, hvad de overhovedet kan for at imødekomme mig, så jeg både kan gennemføre min hoveduddannelse og bevare et rimeligt afbalanceret familieliv med små børn i et område, hvor jeg tænker, der er brug for mig. Lægelivet er dynamisk, og det synes jeg også, at uddannelsen burde være«, siger Regitze Høy.

Hun tilføjer:

»Det er ikke, fordi jeg ser mig som ,regionens helt’, og jeg ved også godt, at vi nu er blevet en del flere yngre almenmedicinere i Thisted-området. Men jeg ville bare sådan ønske, at Region Nordjylland ville forsøge at bakke mig op i min beslutning om at bosætte mig i et område, hvor der reelt er mangel på praktiserende læger og dermed gøre det en smule lettere for mig. Jeg synes, det er rigidt«.

Men kunne du ikke bare have søgt hoveduddannelse i Region Midtjylland fra starten?

»Jo, men så risikerede jeg at få meget langt til andre forløb, for eksempel i praksisdelen. Jeg havde allerede fundet en super god praksis i Thisted, som jeg er meget glad for, og de øvrige hospitalsforløb tager jeg på Thisted Sygehus«.

Kan det ikke hjælpe, hvis du søger deltid i den periode, du skal være i Aalborg?

»Nej, det synes jeg ikke er løsningen. Jeg vil stadig skulle arbejde flere dage i ugen, og mit forløb vil så tilmed blive forlænget. Det ændrer jo ikke på institutionens åbne- og lukketider. Desuden er deltid heller ikke nemt at få. Det hører jeg fra mine kolleger«.

Region frygter præcedens

Ugeskrift for Læger har læst Region Nordjyllands respons på Regitze Høys ønske om at flytte sit forløb i pædiatritil Region Midtjylland,

Regionens begrundelse for afslag er i hovedtræk:

I almen medicin går uddannelsesophold ikke over regionsgrænser, medmindre der er særlige grunde til det. Og Regitze Høys ønske om kortere transporttid til arbejde og hensyn til familieliv med små børn regnes ikke som »særlig grund«. Regionen skriver videre, at uddannelseslægerne er vigtig arbejdskraft på afdelingerne og indgår som en del af driften, samt at det vil kunne danne præcedens for ønsker fra andre yngre læger om at flytte hele eller dele af deres forløb ud af regionen.

Uddannelseschef Gurli Lauridsen fra Region Nordjylland uddyber:

»I Sundhedsstyrelsens vejledning til os om uddannelse af læger fremgår det, at en særlig grund for eksempel kan være egen sygdom eller børns sygdom. Afstand indgår ikke, og vi ønsker heller ikke at åbne for, at afstand kan være årsag til flytte forløb, for hvis vi gør det, vil vi få meget svært ved at fastholde nogle af lægerne«.

Gurli Lauridsen forklarer, at det også handler om, at de yngre læger ikke kun er i et uddannelsesforløb. De har også en værdi som arbejdskraft.

»Vi kalkulerer med et vist antal uddannelseslæger på hospitalerne – plus/minus – og hvis ikke der kommer nogen uddannelseslæge, så skal man ud at have fat i en vikar. Derfor fastholder vi, at lægerne skal gennemføre de forløb, der indgår i deres uddannelse«.

Hun tilføjer, at det også handler om, at Region Nordjylland ikke kender til forholdene på afdelingerne i andre regioner.

Men kan I ikke bare gå ud fra, at kvaliteten er i orden på afdelinger i andre regioner?

»De er sikkert ganske udmærkede, men de er ikke en del af vores uddannelsesplaner i almen medicin, og det ville fordre, at vi fik et indblik i arbejdet og procedurerne i Region Midtjylland, og det vil være et stort arbejde. Det er regionens pligt at sikre uddannelseskvalitet og sammenhæng i alle forløb«.

Gurli Lauridsen siger, at hun rent menneskeligt godt kan forstå Regitze Høys ønske, og at der er flere andre yngre læger, der har lignende ønsker.

»Der er ikke tvivl om, at en sådan sag kan danne præcedens for læger i samme situation. Vi ser i disse år, at flere yngre læger udtrykker ønske om særhensyn under deres uddannelse – heraf er afstand et af parametrene, der indgår. Derfor tager vi i september spørgsmålet op til principiel drøftelse i koordinationsgruppen for lægelig videreuddannelse i Region Nordjylland. Vi er nødt til at drøfte, hvad det vil betyde for os, hvis vi giver los i enkelte tilfælde. Så kan andre med rette spørge, hvorfor én læge får lov, mens andre ikke bliver imødekommet«, siger Gurli Lauridsen.

Hun understreger, at regionen også har blik for, at der kan være rekrutteringsfordele ved at udvise fleksibilitet over for de yngre lægers ønske. Eksempelvis har lægerne inden for visse rammer mulighed for selv at vælge, hvilken praksis de ønsker i uddannelsesforløbet.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at rekruttere. Regitze Høy er et af flere eksempler på, at uddannelseslæger ønsker at kunne leve deres liv, samtidig med at de er i et uddannelsesforløb«.

Savner fleksibilitet

Ugeskrift for Læger har talt med næstformand i regionsrådet i Region Nordjylland, Pia Buus Pinstrup (K), der netop er gået på barsel. Hun har taget Regitze Høys sag op, fordi hun »er meget optaget af, at regionen gør, hvad den kan for at rekruttere læger«.

Hun siger:

»Vi har mangel på læger, og vi har mange lægedækningstruede områder. Derfor synes jeg, at vi skal strække os langt. Hvis vi skal holde på de yngre læger, så er vi nødt til at være fleksible. Også fordi mange yngre læger er kvinder, der måske også har børn, og de vil have, at deres arbejde skal passe sammen med familielivet. Hvis vi ikke er fleksible, er alternativet, at de helt forsvinder ud af vores region«.

Pia Buus Pinstrup siger, at man som bosat i udkantsdanmark selvfølgelig skal være klar over, at der kan være langt at køre til mange ting.

»Men det ved Regitze Høy godt, og for mig er det bare en god historie, at hun gerne vil bo derude og hjælpe os ved at blive praktiserende læge i det område«.

Regitze Høy er skuffet over afslagene fra regionen.

»Det er fuldstændig rigtigt, at det ikke er deres problem, at jeg har fået to børn, og at jeg har bosat mig herude. Men jeg ville ønske, at de ville synes, at det er dejligt, at jeg gerne vil være her«.

Hun beskriver det selv som at »møde en mur«, når hun anmoder regionen om at udvise fleksibilitet. Og hun siger, at det samme billede går igen fra kolleger i almen praksis.

»Vi føler os lidt ,alene’, og det er jeg virkelig ærgerlig over. Jeg begynder at sætte spørgsmålstegn ved regionsgrænserne. De er i hvert fald ikke til for hverken patienternes eller de ansattes skyld«, siger Regitze Høy.

I samme åndedrag vil hun dog fastslå, at det ikke skal være et konfliktfyldt emne.

»Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke forsøger at være lidt fleksible overfor os, der vælger at bosætte os i et lægedækningstruet område. Det er ærgerligt, at systemet er så rigidt. Herude er der jo en fantastisk dejlig stemning, og hvis man først har været her, er det ikke svært at forstå, hvorfor flere ender med at blive. Jeg håber, at man med tiden kan opnå en større fleksibilitet, så man som yngre læge kan få uddannelsen til at passe ind i et liv med familie og småbørn«.

Men regionen er bange for, at det kan skabe præcedens, og at der vil være mange andre læger, der skal have opfyldt deres ønsker om særhensyn i forhold til afstand eller andet, hvis de giver dig lov. Er du ikke med til at underminere regionens sygehuse, så de kommer til at mangle arbejdskraft?

»Nej, for der findes jo forløb, for hvem det ville være mere hensigtsmæssigt at køre til Aalborg fremfor Viborg. Desuden er der andre speciallægeuddannelser, der krydser regionsgrænsen med Aalborg-Viborg-forløb. På sigt bliver jeg forhåbentlig en arbejdskraft i en anden kontekst. Jeg mener faktisk ikke, at man ,bare’ kan få flyttet sit forløb, men man kan måske kigge på omstændighederne. Nu har de jo mig her i udkantsdanmark, og jeg tænker, at Region Nordjylland ville være populære, hvis de forsøgte fortsat at gøre det attraktivt for mig at blive boende netop her. Så min geografiske placering i et lægedækningstruet område, synes jeg, kunne være en glimrende grund til at give mig dispensation«, siger Regitze Høy.

YL: mere rummelighed

Regitze Høy er ikke alene med sit ønske om fleksibilitet i videreuddannelsen. Adskillige yngre læger forsøger i disse år at rykke ved de eksisterende grænser og rammer. Yngre læger, som ikke føler, at de passer ind i den traditionelle standardskabelon af læger under uddannelse til speciallæge.

Helga Schultz, der er formand for Yngre Læger, genkender tendensen.

»Rent uddannelsesmæssigt skal det være helt legitimt at forsøge at finde en work-life-balance som yngre læge, og der er gode muligheder for at udvise fleksibilitet i uddannelsen«, påpeger Helga Schultz, der siger følgende om Regitze Høys sag:

»Jeg vil helt sikkert opfordre arbejdsgiver til en anden strategi. Arbejdsgiver skal gå i dialog og finde langtidsholdbare og fleksible løsninger for den enkelte læge. Det kan jo netop være en mulighed for at fastholde en læge, hvis man ændrer i forløbet for at tage højde for individuelle præferencer i en kortere eller længere periode. Regionen skal i denne situation vise, at de spiller med og gerne vil have hende til at blive i Nordjylland. De opnår ingen goodwill på den lange bane, tværtimod mister de måske en læge i et lægedækningstruet område, men vinder seks måneders lægelig arbejdskraft på den korte bane. Man skal også huske på, at fleksibilitet efterspørges på hele arbejdsmarkedet – ikke kun i lægeverdenen«, siger Helga Schultz.

I de senere år har vi ellers mest hørt om yngre lægers kamp for bedre adgang til deltid i deres uddannelse. Yngre Læger gennemførte i 2018 en medlemsundersøgelse blandt yngre almenmedicinere, hvor 74 procent af de adspurgte svarede, at de i nogen eller høj grad ønsker at arbejde på nedsat tid. Som Ugeskrift for Læger for nylig har beskrevet, gennemfører Sygehus Sønderjylland et forsøg, hvor alle involverede sygehusafdelinger i specialet almen medicin på forhånd har accepteret deltid på 30 timer om ugen. Målet er at rekruttere flere yngre almenmedicinere.

Det er et godt tiltag, lyder det fra Helga Schultz:

»Spørgsmålet om deltid handler i høj grad om, at uddannelse af yngre læger i dag ikke skal se ud, som det altid har gjort, og at den typiske unge læge i dag ikke er, som den typiske unge læge var for 50 år siden. Det, vi hører fra mange medlemmer, er, at de ønsker at være på deltid i en periode, og derefter bidrage på fuld tid. Og så er der også en del, som slet ikke er interesserede i deltid«.

Der er også yngre læger, der efterspørger tilpassede forløb, som kan gøre det muligt at have en uddannelsesstilling, selv om man på grund af somatisk sygdom eller sårbarhed og »særlige behov« ikke kan arbejde helt så meget og dække helt så mange vagter, som andre yngre læger kan.

Helga Schultz kalder det »ret vildt«, at læger, der ikke kan arbejde på 100 procent, kan have svært ved at finde en uddannelsesstilling.

»Jeg synes virkelig, at det er sørgeligt, at systemet ikke kan rumme folk, der har taget en lægeuddannelse og så efterfølgende bliver syge. Det skal der rettes op på. Jeg ved godt, at det bliver påpeget, at man nærmest ikke er til nogen hjælp, hvis man ikke kan tage vagter, men det passer altså ikke. Der bliver lavet rigtig meget fornuftigt lægearbejde døgnet rundt – på hverdage, på helligdage og juleaften og i påskeferien. Læger, som ikke kan byde ind på aften- og nattevagter, kan jo godt aflaste kollegerne på andre tidspunkter«, siger Helga Schultz, der påpeger, at andre læger jo også slipper for vagter, hvis de for eksempel skal forske.

»Læger kan – ligesom alle mulige andre mennesker – blive syge, og vi bør alle tage ansvar for, at vores arbejdspladser kan rumme læger, der ikke er 100 procent raske og tilgængelige«, siger hun.