Læge alene i verden kalder på fællesskab

Denne sommer står endnu et hold nyuddannede læger klar. De springer ud fra landets fire universiteter, hvor de har tilbragt de seneste år med at tilegne sig viden semester for semester. I fællesskab har de siddet til undervisning, været i klinikophold på hospitalerne og gået til eksaminerne, men det afsluttende lægeløfte aflægger de individuelt. Og netop lægeløftet markerer transitionen som et overgangsritual fra lægestuderende til nyuddannet læge. Universiteterne siger farvel til dimittenderne, og på den anden side står hospitaler og almen praksis klar til at modtage dem som læger i klinisk basisuddannelse (KBU).

Både nationalt og internationalt er denne overgang fra medicinstuderende til nyuddannet læge i første ansættelse kendt som værende udfordrende, overvældende og stressfyldt [1]. Beder man læger tænke tilbage på deres første tid som nyuddannet læge, vil det også ofte være lignende ord, der knyttes på tiden. Måske endda med en bemærkning om, at det ikke bliver værre end den tid. Det rejser det første spørgsmål; hvorfor er det mon sådan?

Det nye ståsted

Et umiddelbart sted at starte i søgningen på svaret er den nyuddannede læges ståsted, når KBU-forløbet begynder. For nogle betyder tildelingen af KBU-forløb, at de skal arbejde i en ny by, måske endda flytte dertil, og arbejde i en ny organisation for første gang. Ud over at det for mange er det første rigtige job, så er det at starte på et nyt arbejde i en hospitalsfunktion forbundet med mange nye arbejdsgange, funktioner og procedurer, som man ikke nødvendigvis har kunnet forberede sig til på forhånd. Derudover medfølger der forventninger, både fra samarbejdspartnere og uddannelseslægen selv, om at man kan tage ansvar og træffe selvstændige beslutninger. Alt dette foregår i en ramme af arbejdspladslæring, hvor lægen på én og samme tid både skal være uddannelseslæge (og herunder opnå udfyldelse af kompetencer) og på samme tid skal jonglere med at være arbejdstager og løse opgaver inden for den givne tidsmæssige ramme.

Et nyligt afsluttet ph.d.-studie omhandlende den første tid som nyuddannet læge har gennem et etnografisk feltstudie vist, at når nyuddannede læger kæmper med at tilpasse sig den hvide kittel, så er fællesskabet med andre KBU-læger af afgørende betydning [2]. Med dem kan de dele usikkerheder, udfordrende oplevelser og tvivl, og nyuddannede læger oplever, at det har afgørende betydning for dem at have et sådant fællesskab. Som en KBU-læge udtrykte det i et interview: »Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer«. Ph.d.-studiet viste dog også, at fællesskabet langtfra altid er givet på forhånd, idet et højt arbejdstempo udfordrer tiden, og naturlige krydspunkter mangler i det daglige arbejde.

Samarbejde i studietiden

Det betyder, at vi står med en gruppe nyuddannede læger, der fra studietiden er vant til at samarbejde i fællesskaber og som nyuddannede oplever et stort behov for at indgå i et fællesskab på arbejdet. Samtidig har vi et arbejdsmarked, hvor de arbejdsmæssige rammer ikke altid fordrer et sådant fællesskab. KBU-lægerne begynder deres kliniske karriere i en organisation med en høj arbejdsintensitet. Det betyder, at det ikke kun er dem som nye læger, der har travlt, men også alle deres kollegaer. Det høje arbejdspres har indflydelse på, at kollegaerne ikke nødvendigvis har tiden til at få inkluderet de nye læger i arbejdsfællesskabet.

Vi ser dermed med et tydeligt behov for fællesskab mellem ligesindede, samtidigt med at muligheden for fællesskabet har svære vilkår i et presset hospitalsvæsen. Spørgsmålet er, hvordan hospitalsorganisationer alligevel kan arbejde med at sikre rammerne?

På Aalborg Universitetshospital har der – i samarbejde med KBU-læger, uddannelseskoordinerende yngre læger (UKYL’er) og uddannelsesansvarlige overlæger (UAO’er) – gennem de seneste år været fokus på netop fællesskabet mellem uddannelseslægerne [3]. Der er blevet indført en obligatorisk introduktionsdag for alle KBU-læger på tværs af afdelingerne. Her er fokus på konkret viden om arbejdet som forvagt, men også at skabe et fællesskab blandt de nye læger. For at sikre en vedvarende relation, er der udviklet og implementeret et »Forvagtsforum«, som har til formål at bygge videre på fællesskabet fra introduktionsdagen. Her har forvagterne mulighed for at mødes månedligt og dele oplevelser med hinanden. Senest er der også kommet fokus på læger i hoveduddannelse til almen praksis (AP-læger) i deres hospitalsblok, og der er ansat en tværgående AP-UKYL, der skal være med til at sikre et netværk og fællesskab blandt AP-lægerne.

Netværksdannelser

Lignende initiativer målrettet netværksdannelse ses også ved de mange spirende tiltag for sikring af netværk, som vi ser vokse op rundt omkring. Eksempelvis etableringen af et netværk for hoveduddannelseslæger i almen medicin på sygehusene i Region Syddanmark [4], coachinggrupper for uddannelseslæger på Aarhus Universitetshospital [5] og »reflekterende teams« for medicinstuderende på kandidaten ved Aalborg Universitet. På tværs af disse initiativer er et af de overordnede formål at skabe rammerne for at dyrke fællesskabet med ligestillede.  

Vi har ingen grund til at tro, at det oplevede arbejdspres bliver mindre for uddannelseslægerne i fremtiden, hvorfor vi med denne kronik ønsker at sætte fokus på vigtigheden og ikke mindst værdien af fællesskab blandt lægerne. I en hverdag, hvor arbejdsintensiteten er høj, er det vigtigt at føle sig som en del af et fællesskab. Det kan være blandt de nyuddannede KBU-læger, det kan være blandt AP-lægerne i deres hospitalsblok, men det kan også være inklusionen af nye kollegaer i fællesskabet. Hospitalet har et ansvar for at sikre dette, når naturlige krydspunkter ikke eksisterer. Det er vigtigt, at inklusion i arbejdsfællesskabet prioriteres og vedligeholdes – selv i en presset hverdag.