Hanne Maare Søndergaard, overlæge på Hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg, kigger ned og griber fat i kitlens navneskilt: »Jeg husker, hvordan jeg selv som nyuddannet læge tænkte, hvordan man dog kunne finde på at slippe mig løs, da jeg pludselig skulle passe skadestuen. Jeg vidste jo ingenting og var ikke i nærheden af at have haft hverken klinik eller fået supervision. Og da slet ikke den feedback, de kandidatstuderende får her hos os«.
Siden den nye studiereform af kandidatuddannelsen i medicin på Aarhus Universitet trådte i kraft i september 2020, har Hanne Maare Søndergaard været en af to UPL’er (uddannelsesansvarlig prægraduat lektor) på afdelingen for hjertesygdomme. En helt ny figur på Aarhus Universitets kandidatuddannelse, der har det overordnede ansvar for, at de medicinstuderende får et klinikophold, hvor der i langt højere grad end tidligere er fokus på, at de får trænet rollen som læge, og at de sikres systematisk, individuel feedback.
Vi vender tilbage til Hanne Maare Søndergaard og de andre rundt om mødebordet på Hjertesygdomme i Viborg.
Først skal vi forstå, hvorfor det har været nødvendigt at reformere den gamle studieordning fra 2011. Dengang blev den praktiske del af lægegerningen styrket, da der blev indlagt kliniske ophold på alle semestre af kandidatuddannelsen. Men det var ikke tilstrækkeligt.
»Vi indså, at der var brug for ikke blot en justering, men en regulær reform af kandidatuddannelsen. Lægers mistrivsel er et tabubelagt, men et meget alvorligt problem, og vores aftagerpanel oplevede KBU-læger, for hvem transitionen til virkelighedens ansvar, tempo og vedvarende forstyrrelser var overvældende. Heller ikke underviserne og de studerende var tilfredse«, siger Jesper Stentoft, overlæge i hæmatologi på Aarhus Universitetshospital og siden 2011 fagdidaktisk professor og kursusleder på det første semester af kandidatuddannelsen i medicin på Aarhus Universitet.
Den generiske læge
For at sikre en mere lempelig overgang fra medicinstudiet til den kliniske hverdag som færdiguddannet læge har læringsmålene for klinikopholdene ændret karakter. Det er vigtigere, at de studerende udvikler sig i lægerollen, end at de kommer rundt i alle hjørner af specialerne.
»Vi snublede i vores tro på, at vi kunne give de studerende grundig oplæring i fagspecifikke kompetencer inden for alle specialer. Vi stikker hinanden blår i i øjnene, hvis vi bilder os ind, det er muligt. De skal ikke nødvendigvis kunne mikroskopere urin eller anlægge perifer venekanyle på de sværeste patienter. Derimod kunne vi se, der var behov for at oplære dem i noget mere generisk«, siger Jesper Stentoft.
Læringsmålene for alle klinikophold – uafhængig af afdeling – er derfor kondenseret til blot tre overordnede kompetencer: Den studerende skal kunne modtage en patient til indlæggelse eller til et ambulant forløb og kunne foretage en klinisk undersøgelse og en medicinsk sagsfremstilling.
Vedkommende skal kunne tage stilling til, om den plan, der er iværksat, er fulgt, og om der eventuelt skal sættes yderligere i værk.
Endelig skal den studerende kunne afslutte patienten i form af et resumé eller en epikrise og overlevere patienten til praktiserende læge eller anden instans.
Til gengæld strammes skruen, når det kommer til, hvornår læringsmålene er nået. F.eks. stilles der krav til, at den studerende kan overskue mere komplekse problemstillinger, der går på tværs af sektorer, og som eksempelvis indebærer samarbejde med det primære sundhedsvæsens mange aktører.
Der har også været et ønske fra både aftagerpanelet og de studerende om at få etableret egentlig og systematisk feedback under klinikopholdene, således at opholdene ikke blot afsluttes med et kryds og en underskrift i protokollen som dokumentation for, at den studerende er mødt op på afdelingen.
»Holdningen har nok været, at hvis blot de studerende fulgte en dygtig læge, ville de automatisk tage ved lære af dennes dygtighed. Men det forbliver oftest en tavs viden, som ikke bliver hverken italesat eller afprøvet og derfor heller ikke siger noget om, hvordan den studerende udvikler sig. Vi kommer derfor ikke uden om systematisk feedback til de studerende.
Det er generation Z, vi uddanner i disse år, og de er i verden og i sundhedsvæsenet på en helt anden måde end en boomer som mig. Hospitalerne bliver deres, og vi har en forpligtelse til at tilpasse os deres helt legitime behov for at blive evalueret.
Det nytter ikke, at vi belærer dem om, at da vi skulle i klinik, fik vi koderne udleveret, og så var det bare om at kaste sig ud i det. Det når vi ikke langt med«, siger Jesper Stentoft og fortsætter:
»Tidligere var der en tendens til, at undervisning, fordi det ikke er målbar aktivitet, ofte blev taget tilfældigt hånd om. De studerende var alles ansvar og dermed ingens. I dag er det UPL’ens og et fælles ansvar – også når der er sygemeldinger og udækkede funktioner«.