Kandidatuddannelse målrettet generation Z: mindre udenadslære – mere feedback

Hanne Maare Søndergaard, overlæge på Hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg, kigger ned og griber fat i kitlens navneskilt: »Jeg husker, hvordan jeg selv som nyuddannet læge tænkte, hvordan man dog kunne finde på at slippe mig løs, da jeg pludselig skulle passe skadestuen. Jeg vidste jo ingenting og var ikke i nærheden af at have haft hverken klinik eller fået supervision. Og da slet ikke den feedback, de kandidatstuderende får her hos os«.

Siden den nye studiereform af kandidatuddannelsen i medicin på Aarhus Universitet trådte i kraft i september 2020, har Hanne Maare Søndergaard været en af to UPL’er (uddannelsesansvarlig prægraduat lektor) på afdelingen for hjertesygdomme. En helt ny figur på Aarhus Universitets kandidatuddannelse, der har det overordnede ansvar for, at de medicinstuderende får et klinikophold, hvor der i langt højere grad end tidligere er fokus på, at de får trænet rollen som læge, og at de sikres systematisk, individuel feedback.

Vi vender tilbage til Hanne Maare Søndergaard og de andre rundt om mødebordet på Hjertesygdomme i Viborg.

Først skal vi forstå, hvorfor det har været nødvendigt at reformere den gamle studieordning fra 2011. Dengang blev den praktiske del af lægegerningen styrket, da der blev indlagt kliniske ophold på alle semestre af kandidatuddannelsen. Men det var ikke tilstrækkeligt.

»Vi indså, at der var brug for ikke blot en justering, men en regulær reform af kandidatuddannelsen. Lægers mistrivsel er et tabubelagt, men et meget alvorligt problem, og vores aftagerpanel oplevede KBU-læger, for hvem transitionen til virkelighedens ansvar, tempo og vedvarende forstyrrelser var overvældende. Heller ikke underviserne og de studerende var tilfredse«, siger Jesper Stentoft, overlæge i hæmatologi på Aarhus Universitetshospital og siden 2011 fagdidaktisk professor og kursusleder på det første semester af kandidatuddannelsen i medicin på Aarhus Universitet.

Den generiske læge

For at sikre en mere lempelig overgang fra medicinstudiet til den kliniske hverdag som færdiguddannet læge har læringsmålene for klinikopholdene ændret karakter. Det er vigtigere, at de studerende udvikler sig i lægerollen, end at de kommer rundt i alle hjørner af specialerne.

»Vi snublede i vores tro på, at vi kunne give de studerende grundig oplæring i fagspecifikke kompetencer inden for alle specialer. Vi stikker hinanden blår i i øjnene, hvis vi bilder os ind, det er muligt. De skal ikke nødvendigvis kunne mikroskopere urin eller anlægge perifer venekanyle på de sværeste patienter. Derimod kunne vi se, der var behov for at oplære dem i noget mere generisk«, siger Jesper Stentoft.

Læringsmålene for alle klinikophold – uafhængig af afdeling – er derfor kondenseret til blot tre overordnede kompetencer: Den studerende skal kunne modtage en patient til indlæggelse eller til et ambulant forløb og kunne foretage en klinisk undersøgelse og en medicinsk sagsfremstilling.

Vedkommende skal kunne tage stilling til, om den plan, der er iværksat, er fulgt, og om der eventuelt skal sættes yderligere i værk.

Endelig skal den studerende kunne afslutte patienten i form af et resumé eller en epikrise og overlevere patienten til praktiserende læge eller anden instans.

Til gengæld strammes skruen, når det kommer til, hvornår læringsmålene er nået. F.eks. stilles der krav til, at den studerende kan overskue mere komplekse problemstillinger, der går på tværs af sektorer, og som eksempelvis indebærer samarbejde med det primære sundhedsvæsens mange aktører. 

Der har også været et ønske fra både aftagerpanelet og de studerende om at få etableret egentlig og systematisk feedback under klinikopholdene, således at opholdene ikke blot afsluttes med et kryds og en underskrift i protokollen som dokumentation for, at den studerende er mødt op på afdelingen.

»Holdningen har nok været, at hvis blot de studerende fulgte en dygtig læge, ville de automatisk tage ved lære af dennes dygtighed. Men det forbliver oftest en tavs viden, som ikke bliver hverken italesat eller afprøvet og derfor heller ikke siger noget om, hvordan den studerende udvikler sig. Vi kommer derfor ikke uden om systematisk feedback til de studerende.

Det er generation Z, vi uddanner i disse år, og de er i verden og i sundhedsvæsenet på en helt anden måde end en boomer som mig. Hospitalerne bliver deres, og vi har en forpligtelse til at tilpasse os deres helt legitime behov for at blive evalueret.

Det nytter ikke, at vi belærer dem om, at da vi skulle i klinik, fik vi koderne udleveret, og så var det bare om at kaste sig ud i det. Det når vi ikke langt med«, siger Jesper ­Stentoft og fortsætter:

»Tidligere var der en tendens til, at undervisning, fordi det ikke er målbar aktivitet, ofte blev taget tilfældigt hånd om. De studerende var alles ansvar og dermed ingens. I dag er det UPL’ens og et fælles ansvar – også når der er sygemeldinger og udækkede funktioner«.

130 prægraduate kliniske lektorer

Og så vender vi tilbage til mødelokalet på Hjertesygdomme i Viborg, hvor Hanne Maare Søndergaard er en ud af i alt 130 UPL’er på de midtjyske hospitaler.

En UPL er en overlæge eller afdelingslæge, der samtidig er ansat som enten ekstern eller klinisk lektor, og som er frikøbt en time pr. studerende pr. uge.

Alle hospitaler modtager refusion fra universiteterne i forbindelse med klinikophold, men i Region Midtjylland anvendes refusionen 1:1 til frikøb af speciallæger, der skal organisere undervisning og sikre de studerende systematisk feedback.

»Det er en opgave, jeg selv har opsøgt, fordi jeg brænder for at gøre de studerende engagerede i det kardiologiske speciale.

Når det er sagt, er det vigtigt at slå fast, at de studerende er en kollektiv opgave for alle afdelingens læger, og navnlig de yngste speciallæger er ekstremt dygtige til at give feedback. Vi, der er ældre i gårde, har ikke fået kommunikation ind med modermælken, og jeg lærer derfor meget af både vores yngre kolleger og de studerende«, siger Hanne Maare Søndergaard.

Srdjan Zivanovic, der er en af to UPL’er på Ortopædkirurgisk Afdeling, nikker:

»Jeg har været speciallæge i 25 år, og det er lysten til og glæden ved at undervise, der gør, at jeg er UPL for de studerende. De kommer på vores afdeling på sidste semester, hvor vi underviser i undersøgelsesteknik om formiddagen og om eftermiddagen i pensum.

Vi gør, hvad vi kan, for at de føler sig set og inkluderet i afdelingen. De er spredt på alle funktioner, og vi betragter dem som lægelige kolleger og som en del af driften. Vores opgave er at presse dem til at turde træffe beslutninger, inden de om blot tre måneder har afsluttet deres uddannelse«, ­siger Srdjan Zivanovic.

Kompetencebøger og feedback

Endnu en nyskabelse er, at der er indført kompetencebøger, der forbereder de studerende på de kompetencekort, de vil møde under både deres KBU og speciallægeuddannelse.

Kompetencekortene tjener til at holde styr på, om man under klinikopholdene får øvet sig i de praktiske færdigheder, man forventes at kunne mestre, og under hvert klinikophold bliver man løbende målt på, om man kan det, man skal kunne.

Det sker i form af tre gange personlig feedback.

Den første står de studerende selv for, idet de observerer og evaluerer hinanden parvis.

»Det er trygt at blive observeret og evalueret af en medstuderende, som kan give gode råd og kritik, man kan handle på, inden vi midtvejs i opholdet skal have feedback af en læge på afdelingen«, siger Lena Hansen,12.-semesterstuderende på Ortopædkirurgisk Afdeling.

Den anden evaluering består i, at en læge på afdelingen er flue på væggen, når den studerende optager anamnese og foretager en klinisk undersøgelse af en patient. Herefter giver lægen den studerende feedback, der adresserer styrker og svagheder, og hvordan den studerende kan udvikle sig yderligere.

Som afslutning på klinikopholdet finder den egentlige »eksamen i klinikophold« sted. Den består af en såkaldt summativ prøve, hvor den studerende først skal fremvise sin logbog og have godkendt tre notater – f.eks. en epikrise, en stuegangs- samt en journaloptagelse.

»Derefter observerer UPL’en den studerende under først forstuegangen, hvor de skal vise, at de kan samarbejde med sygeplejersken, og dernæst selve stuegangen. Herefter får de feedback på forløbet og et stempel i bogen. Det er en rigtig god dag for alle.

Tidligere skulle de afslutte klinikopholdene med en multiple choice-eksamen i pensum, men det her er en helt anden tilgang og måde at uddanne læger på«, siger Hanne Maare Søndergaard.

Fra skepsis til begejstring

Som mangeårig kardiolog og klinisk lektor var Hanne Maare Søndergaard til en begyndelse »meget skeptisk« over for den nye studiereform.

»Som læge – og helt tilbage som studerende – har jeg været meget fokuseret på pensum, og jeg kunne ikke forstå, at kommunikation og interaktion med patienter og personale nu pludselig skulle fylde. Men jeg er blevet klogere.

De studerende lærer mere og kan lynhurtigt udfylde en funktion. Teorien er på plads, for de har været igennem stoffet på det foregående semester, og undervisning i forhold til det teoretiske pensum er ikke længere et krav. Til gengæld tilbyder vi gerne undervisning i f.eks. ultralydskanning af hjertet eller andet, der måtte efterspørges. Og vi aflyser ikke studenterklinik, fordi der er sygdom – så er det noget andet, vi aflyser.

De kan selvfølgelig ikke alt på reservelægeniveau, men de kan det basale inden for specialet – og de er i stand til at tænke selv og træffe kliniske beslutninger. Nogle gange kan et kærligt skub, der bringer dem ud der, hvor de knap kan bunde, være nødvendigt, for at de rykker sig.

Allerede her på tredje semester af kandidaten går de selvstændigt stuegang, ligesom vi netop har indført, at de også får egne ambulatoriedage, hvilket ikke var muligt i de gamle studieordninger. De bliver hurtigere dygtige og fortrolige med at være i lægerollen, og dermed bliver overgangen til virkeligheden som KBU-læge forhåbentlig mindre barsk.

Og så kan vi jo sekundært håbe på, at vores indsats vil kunne give noget igen. At den på længere sigt vil vise sig som et rekrutteringsredskab, der får de studerende til at vende tilbage som færdige læger«, siger Hanne Maare Søndergaard.

Det er sværere at putte sig

Pernille Nørgaard-Jacobsen er tredjesemesterstuderende på kandidatuddannelsen og forventningen er, at hun ved slutningen af semestret er på nogenlunde samme faglige niveau som en nyuddannet læge. Lige nu er hun på et otte uger langt klinikophold – kandidatuddannelsens længste – på Hjertesygdomme, og på universitetet har hun forinden netop været igennem pensum og været til eksamen i kardiologi.

»Det fungerer rigtig godt, at jeg ikke kommer blank, men at jeg kan være med fagligt og byde ind med, hvad jeg gerne vil lave. Det er svært at sætte ord på, hvad man vil lære noget om og øve sig i, når man intet ved«, siger Pernille Nørgaard-Jacobsen.

Som modsætning til opholdet her i Viborg erindrer hun sig et klinikophold på første semester af kandidatuddannelsen – også under den nye studieordning.

»Her havde jeg et i øvrigt supergodt ophold på  Aarhus Universitetshospital, men det var sværere at træne de nye læringsmål og dermed lægerollen, både fordi jeg ikke havde haft pensum, og fordi det var en højtspecialiseret afdeling. Først den sidste uge fik jeg mulighed for at udskrive en patient og skrive epikrise. På universitetshospitalet er det sværere at få lov til at se sine egne patienter, ligesom det heller ikke er alle specialer, der er lige velegnede til det«, siger Pernille Nørgaard-Jacobsen.

Både hun og Lena Hansen er enige om, at kompetencebøgerne er et godt redskab til at sikre, at de får feedback og udvikler sig som læger.

»Lægerne ved, at vi bærer rundt på denne her«, siger Pernille Nørgaard-Jacobsen og griber ud efter den lille røde bog.

»Og når vi møder ind om morgenen, er de gode til at spørge ind til, hvad vi gerne vil have fokus på og lære netop denne dag. Kompetencebogen gør også, at man ikke kan putte sig. Den sikrer og dokumenterer, at vi opnår læring, ligesom den er garant for, at vi kommer hele processen igennem, og at feedbacken ikke begrænser sig til, at ,det gik fint nok’«.

Ud over at de studerende i forbindelse med deres »klinikeksamen« giver feedback til afdelingen, sker det også undervejs i klinik­opholdet.

Senest har Ortopædkirurgisk Afdeling netop afsat hver torsdag eftermiddag til, at de studerende kan evaluere deres ophold.

»Hvad fungerer godt? Hvad fungerer knap så godt? Og hvad vil de gerne have mere af? Ved at evaluere løbende kan vi hurtigere justere programmet i forhold til deres input og interesser, og dermed behøver vi ikke afvente deres endelige evaluering, når klinikopholdet er slut«, siger Srdjan Zivanovic.

Han forlader rummet sammen med fotografen og Lena Hansen, der om få måneder begynder sin KBU: »Jeg føler mig helt klar – det skræmmer mig ikke på nogen måde, at jeg selv skal ud og have ansvaret. Jeg har ikke bare stået i baggrunden og set på. Jeg har selv fået lov at stå i front«.