Lægeforeningen: Case without a rebel?

I Ugeskrift for Lægers artikel om Sundhedsplatformen (SP) interviewes enhedschef for SP i Region Hovedstaden, Marianne From, om den – på andet år – fortsatte dobbeltindtastning af data til kvalitetsdatabaserne – trods løfterne. En velkendt teknik anvendes: a) indrøm det åbenlyse, b) påstå problemet er uløseligt, c) skyd ansvaret over på andre – her databaserne selv.

Der hvor jeg kommer til at græde, er når jeg læser, at man da nu har »arbejdet« med problemet, sådan at SP kan sætte en grøn farve ud for de kliniske variable, klinikeren så skal sidde og dobbeltindtaste.

Man gives indtryk af, at web-services (metoden forskellige it-systemer kommunikerer sammen indbydes) er en ny og kompliceret teknologi, som kræver »enorme mængder af mandetimer«. Som halv ingeniør samt grundlægger og primær udvikler af AmbuFlex (en metode og et it-system til ambulant opfølgning baseret på spørgeskemaer) ved jeg en smule om emnet, som ikke er så indviklet. AmbuFlex har den arbejdshypotese at kunne udvikle web-services til at koble op mod ethvert it-systemer og har gjort det i årevis – det er aldrig hos os stopklodsen ligger. AmbuFlex er et lille system sammenlignet med SP – javel, men vi betjener tre ud af fem regioner med godt 31.000 patienter i 20 diagnosegrupper og med 2.700 kliniske brugere og bliver efter alt at dømme første system af sin art i Danmark som bliver CE-mærket. Hvorfor SP, som koster milliarder, ikke har samme mulighed, har vi ikke fået forklaret – andet end at det er meget indviklet og kompliceret.

Bullshit! Udover at der åbenlyst er købt en forkert vare, som bygger på forkerte principper, og at dette selvfølgelig ikke er nogens skyld (andre DJØF'ere er ferme nok til pege på personligt ansvarlige læger ved UTH'er) skal jeg ikke bedrive årsagsanalyse, men påpege et mønster, som er lige så deprimerende: Lægeforeningens rolle.

Lægeforeningen knap forsøger at kanalisere den vrede, frustration og magtesløshed, som hersker bredt blandt medlemmerne ud i noget offensivt – herunder at tage journalen tilbage til sin oprindelige primære rolle: lægens arbejdsredskab.

Hvorfor er det ikke i Lægeforeningen, at denne vrede og magtesløshed samles og koordineres – og måske reducerer magtesløsheden en smule?

Og hvorfor kommer Lægeforeningen nærmest sidst, når proppen endelig springer af flasken? Måske et meget karakteristisk foto, vi så af vores formand siddende blandt tilskuerne på #DetKuHaVæretMig-mødet i Svendborg.

Og hvorfor nøjes Lægeforeningen med at pippe mod selv den nedrigste signalpolitik som at fjerne tolkebistand fra de allersvageste patienter? Et offensivt svar: Opfordr os medlemmer til fortsat at rekvirere tolkebistand, og at vi pure nægter at anvende familie som tolke – civil ulydighed er ikke kriminelt!

En fællesnævner begrædelighederne er, hvad vi i mangel af bedre kalder DJØF-isering, hvilket antyder, at en DJØF'er er et særligt nederdrægtigt eksemplar af menneskeheden. Det er ikke tilfældet, men begrebsmæssigt handler det om, at vores etik, vores faglighed og vores menneskelighed gradvist og systematisk undergraves og overtages af en anonym klasse af administratorer, som ikke selv har noget som helst personligt ansvar. Lægeforeningen bruger mig bekendt ikke begrebet selv, men anerkender Lægeforeningen problemet som sådan?

Desværre har jeg et – nedslående – svar: Måske befinder Lægeforeningen sig meget godt i DJØF-land – jf. hvordan tidligere koryfæer marcherer durk ind i magtfulde chefstillinger hos »modparten«.

Er det tiden til en ny lægeforening?