Content area

|

Læger skal generobre ledelsesrummet i sundhedsvæsenet

Læger skal som fagprofession være bevidste om, at deres indflydelse og position ikke er givet til evig tid – alene på baggrund af deres lægefaglige baggrund og ekspertise. Det er vigtigt, at der er læger, der går ind i ledelse.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Allan Linneberg Centerchef professor overlæge ph.d. Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Hvorfor skal læger beskæftige sig med ledelse – de er jo primært uddannet til at behandle patienter? Det korte svar er, at det skal de primært gøre for patienternes skyld, fordi mere lægefaglig ledelse fører til et bedre sundhedsvæsen.

Der har i en periode været en ledelsestrend, der sagde, at man ikke behøvede at vide så meget om kerneydelsen i den organisation, man var leder af. Argumenterne herfor var lidt uklare, men kunne f.eks. være, at der kunne være situationer, hvor det er en fordel ikke at være sovset ind substansen og dermed de fagprofessionelle konflikter og særinteresser. Denne trend synes dog at være vendt, hvilket i tiltagende grad er bakket op af empiri. Der er f.eks. forskning, der viser, at universiteter, hvor der er topforskere i topledelsen, præsterer bedre på de kvalitetsindikatorer, som man vurderer universiteter på internationalt. Der er også empiri, der viser, at hospitaler, der i høj grad ledes af klinikere, præsterer bedre på anerkendte kvalitetsmål [1].

Tilbageholdende læger

Desværre er det almindeligt kendt, at det længe har været svært at rekruttere lægelige ledere i det danske sundhedsvæsen. Noget af forklaringen skal måske findes i, hvad det er, som driver læger. Læger er ofte dybt engagerede i det faglige og patienterne; og ledelse kan opfattes, delvist berettiget, som en forstyrrelse af dette arbejde. Lægefaget er desuden et håndværk, der kræver øvelse og vedligeholdelse af kompetencer. Forlader man det kliniske arbejde for en tid, risikerer man at miste skarpheden. Dette er måske årsagen til, at lægelige ledere udfører markant mere klinisk arbejde end andre fagprofessionelle ledere på samme niveau på hospitalerne. Der har også internt blandt læger været en tendens til, at det ikke blev anset for at være så fint at være leder sammenlignet med at være kliniker.

Andre faggrupper erobrer ledelse

I mellemtiden har andre faggrupper, f.eks. sygeplejersker, DJØF’ere, i tiltagende grad erobret hospitalernes ledelse. Disse faggrupper kan uden tvivl bidrage med meget; og tværfaglighed er som udgangspunkt godt; men det kan blive fatalt for sundhedsvæsenet, hvis lægerne ikke indtager en mere markant rolle i ledelsen og udviklingen af det danske sundhedsvæsen. Læger bør derfor som profession tage ledelse mere alvorligt som disciplin og fag. Der bør være respekt om ledelse og respekt om læger, som vælger ledelse. Sundhedsvæsenet bør også skabe gode betingelser for, at læger kan udføre ledelse. Ellers risikerer vi, at andre faggrupper overtager ledelsen, og lægerne mister indflydelse, når der skal tages beslutninger om organiseringen af behandlingen, hvad der skal forskes i, hvad der er brug for af faglig udvikling, hvilke prioriteringer der nødvendigvis skal foretages, valg af næste store it-system osv. Ledelse er en del af det lægelige arbejde, men er forskelligt afhængigt af niveau. Den unge læge leder sin egen opgaveløsning typisk i samarbejde med andre faggrupper. Med stigende erfaring øges det faglige og formelle lederskab og ansvar. Læger har derfor gode forudsætninger for at omfavne ledelse. Læger er vant til at træffe svære beslutninger, hvor »Pros and Cons« afvejes, i et tværfagligt samarbejde og med inddragelse af patienten. Læger er vant til at påtage sig et ansvar og har aflagt et løfte om at de vil gøre gavn – både for rig og fattig. Det er slet ikke et dårligt udgangspunkt – heller ikke som leder. Måske skulle alle ledere aflægge et lederløfte.

Læger kan fristes

En nyere dansk spørgeskemaundersøgelse [2] blandt medlemmer af de Lægevidenskabelige Selskaber viste, at mange læger angav frygt for at blive begravet i administration, længere arbejdsdage, stress og at blive en del af en organisatorisk kultur, hvor man alligevel ikke kunne ændre noget – som de hyppigste årsager til at de ville tøve med at gå ind i ledelse. På den positive side – så angav tre fjerdedele af respondenterne, at de godt kunne overveje at gå ind i ledelse, hvis de kunne få indflydelse på organisationen og behandlingen. Dette tyder på, at læger kan fristes til at gå ind i ledelse, hvis bare de tror på, at de kan gøre en forskel.

Overenskomst et lyspunkt

Der er andre lyspunkter, og stemningen er måske ved at ændre sig. Den nye FAS-overenskomst baner vejen for mellemledere (afsnitsledelse) [3]. En fordel ved denne konstruktion er, at øverste ledelse (nuværende ledende overlæge) nu ikke længere skal være direkte leder for et ofte urealistisk højt antal medarbejdere (stort ledelsesspænd). Afsnitslederstillingerne giver også mulighed for ledertalentudvikling af unge læger, og dette kan dermed senere lette rekrutteringen til stillingerne som ledende overlæge (nu benævnt cheflæge). Man forstår godt, at det kan føles som et stort spring at gå fra menig overlæge til leder af en hel afdeling. Dette spring kan med den nye struktur tages i to trin. Den nye struktur giver også nye udfordringer, fordi de nye cheflæger nu bliver leder af ledere og skal få ledergrupper til at fungere og samarbejde på tværs. Dette vil selvfølgelig kræve kompetenceudvikling. Samlet set har den nye overenskomst potentiale til at give hospitalerne en bedre ledelsesstruktur og samtidigt få flere læger til at gå ind i ledelse på alle niveauer, hvilket kan blive til gavn for patienterne i fremtiden. Sundhedsvæsenet er i en stigende konkurrence med industrien om rekrutteringen af læger. Denne konkurrence styrker argumentet for bedre ledelse i sundhedsvæsenet, dels for at forbedre arbejdsmiljøet for lægerne, dels for at skabe karriereveje for yngre læger med interesse i ledelse inden for systemet, så de ikke skal søge ud for at virkeliggøre ledelsesambitioner.

Uddannelse

Lægeforeningens politiske udspil fra 2019 – Styrk ledelsen i sundhedsvæsenet [1] – kommer med klare anbefalinger for fremtidens ledelse i sundhedsvæsenet og konkrete bud på, hvordan vi får flere læger engageret i ledelse på alle niveauer. Og hvem der kan gøre hvad. Det foreslås f.eks. at øge tilbud om uddannelse til læger i alle niveauer af ledelse, og at ledelse integreres i lægestudiet, at talentudvikling og -pleje af unge læger styrkes, at ledelsesansvar anerkendes på linje med klinisk ansvar, og at rekrutteringen af ledere med lægefaglig baggrund prioriteres på alle niveauer.

COVID-19-pandemien viste, at da tingene spidsede til, så var der i den grad brug for de sundheds-fagprofessionelle ledere, ikke mindst lægerne. Det er nyttigt at have en lægefaglig baggrund, der gør det muligt at sætte sig ind i sundhedsfagligt stof og træffe beslutninger – i dialog med lederkolleger og medarbejdere. Alle ledere (og ikke-ledere) har oplevet, at antallet af e-mails med information om COVID-19 væltede ind. Det kan være svært for ikke-fagpersoner hurtigt at kunne sætte sig ind i denne ganske omfattende og ofte overvejende sundhedsfaglige information. Og den slags kriser vil komme igen – i mindre eller større format – og i andre forklædninger.

Vigtigt at læger positionerer sig

Læger har historisk set som profession haft en særstilling. Virkeligheden i dag er bare, at læger ikke længere kan være sikre på at bevare deres særstatus og monopol som eksperter, behandlere, ledere og kommunikatorer. Andre faggrupper kan overtage nogle af disse roller/opgaver. Og det er ikke sikkert, at dette vil være i patienternes interesse. Derfor er det vigtigt, at lægerne positionerer sig som faggruppe – ikke kun som ledere – og deltager aktivt i den offentlige og politiske debat. Som faggruppe skal lægerne f.eks. stå fast på – og være garant for – videnskabeligheden og evidensen – som den mest forskningsaktive sundheds-fagprofessionelle gruppe.

Lægerne skal som fagprofession være bevidste om at deres indflydelse og position ikke er givet til evig tid – alene på baggrund af deres lægefaglige baggrund og ekspertise. Det er vigtigt, at der er læger der går ind i ledelse, og at læger aktivt kommunikerer og blander sig i debatten. Læger skal generobre det tabte terræn i ledelsesrummet i sundhedsvæsenet. De er nødvendige som ledere og som opinionsdannere – ikke for at varetage eget fags særinteresser – men til gavn for helheden, sundhedsvæsenets udvikling og patienterne.

Blad nummer: 

Right side

af Karen Flink Konstantin-Hansen | 25/01
3 kommentarer
af Claus Peter Hovendal | 24/01
1 Kommentar
af Tommy Hindenburg | 24/01
6 kommentarer
af Pia Herltoft Madsen | 20/01
15 kommentarer