Medicinalindustrien efteruddanner ikke læger – de sælger medicin!

»Jeg mener, at det er naivt at tro, at læger kan dygtiggøre sig uden samarbejde med medicinalindustrien«, skriver Henrik Day Poulsen (HDP), speciallæge i psykiatri, i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger 23. juni 2025 [1]. Derved desavouerer HDP både Cochrane-netværket og Ugeskrift for Læger, som jo drives uden samarbejde med medicinalindustrien. Spørgsmålet er, om ikke HDP selv er lige lovligt naiv, når det gælder, i hvilken grad vi læger bliver påvirket af medicinalindustrien, når vi deltager i deres arrangementer.

Medicinalvirksomhederne efteruddanner ikke læger – de udvikler og sælger lægemidler. Deres motiv til at holde arrangementer for læger, hvad enten det kaldes møde, kursus eller konference, er, at de regner med at det skal øge salget af deres præparater i sådan en grad, at de øgede indtægter overstiger udgifterne til at holde arrangementet. Lægemiddelvirksomhederne er forpligtet over for deres aktionærer til at maksimere overskuddet. Dette er indlysende for de fleste.

De penge, som medicinalvirksomhederne tjener på at holde arrangementer for læger, kommer fra patienterne og skatteyderne. Den læge, der skriver recepten, er blot et mellemled – en forvalter af det offentlige sundhedsvæsens begrænsede ressourcer. Fordi medicinalvirksomhedernes overskud ved at holde arrangementet overstiger udgifterne, er det en dyr ordning for sundhedsvæsenet. Det er selvfølgelig bedre og billigere for regionerne selv at betale for lægers efteruddannelse end at gøre det indirekte via stigende udgifter til medicintilskud og dyr sygehusmedicin.

»Ofte inviteres key opinion leaders til at holde foredrag; altså spydspidserne i det enkelte speciale, som ved mest om emnet«, skriver HDP, men han glemmer at fortælle, at det kun er de »spydspidser«, som siger det, medicinalvirksomheden vil, at de skal sige, der bliver inviteret. Hvis medicinalvirksomheden ikke er tilfreds med »spydspidsens« indsats, så bliver denne hurtigt erstattet af en mere loyal »spydspids«. That’s the game, som nogle vælger at spille med i.

De læger, der deltager i medicinalvirksomhedernes arrangementer, ordinerer mere medicin og dyrere medicin end andre læger, og de afviger i højere grad fra officielle kliniske retningslinjer [2]. At læger »dygtiggør sig« i samarbejde med medicinalindustrien, er derfor en skidt løsning både for patienterne og for det offentlige sundhedsvæsen.

»Og man får hverken i Europa eller USA godkendt et præparat, hvis der ikke kan påvises en væsentlig fordel ved produktet, i forhold til hvad der allerede er på markedet«, skriver HDP og gør sig derved til talerør for en udbredt misforståelse. Udsagnet er forkert. For at blive godkendt skal et lægemiddel enten have en klinisk relevant effekt sammenlignet med placebo eller ikke være signifikant dårligere end en eksisterende behandling. Ny medicin skal ikke pr. automatik opfattes som bedre end gammel medicin. En væsentlig ulempe ud over prisen er, at vi har kortere erfaring med ny medicin. Langtidsbivirkninger og sjældne bivirkninger er som regel endnu ikke kendte.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke HDP for, at han indleder denne debat. Det er vigtigt, at vi som lægestand løbende drøfter medicinalindustriens rolle og incitamenter i forhold til vores efteruddannelse.