Medicinrådet er åbent

Med oprettelsen af Medicinrådet er der tilstræbt fuld uafhængighed af Danske Regioner, og Medicinrådet vil selv begrunde de beslutninger Rådet træffer. I Ugeskrift for Læger (2017;179:358-9) kritiserer professor Rikke Søgaard Medicinrådet for manglende transparens i de metoder, som i vidt omfang er udviklet af Danske Regioner inden Rådets etablering. Danske Regioner ønsker en åben debat om Medicinrådet, men kritikken bygger flere steder på misforståelser.

Transparens om etablering og metoder

Medicinrådet har fra starten været genstand for stor interesse. Det har været et udtalt ønske fra Danske Regioner, at Medicinrådet ikke blev omgærdet med mystik, men kendetegnet ved åbenhed og offentlighed. Det er f.eks. kommet til udtryk ved, at Medicinrådets og Amgros metoder har været i offentlig høring, ligesom der har været afholdt en række informationsmøder. Ønsket om transparens er sågar direkte afspejlet i rådets sammensætning, hvor bl.a. både klinik, patienter og lægemiddelindustri er repræsenteret.

Omkostningsanalyse

Mens Medicinrådet fokuserer på klinisk effekt, er det Amgros, der med den fornødne ekspertise inden for sundhedsøkonomi forestår validering af omkostningsanalysen. Som Rikke Søgaard rigtigt beskriver, bruger Amgros Medicinrådets viden om et nyt lægemiddels karakteristika, når de kvalitetssikrer omkostninger for et nyt lægemiddel. Her kritiserer Rikke Søgaard Amgros’ krav til data. Hvor data for klinisk effekt kan overføres fra et land til et andet, med de udfordringer det afstedkommer, så må oplysninger om en læges løn eller prisen på en injektionsnål nødvendigvis afspejle danske forhold, for at indgå i en vurdering af omkostninger for et dansk sundhedsvæsen.

Omkostningsanalysen anlægger et samfundsperspektiv med blik for sundhedssektorens brede aktørfelt og belyser dermed ikke blot, som Rikke Søgaard skriver, om omkostninger tilfalder en patient/pårørende, men også om de tilfalder f.eks. almen praksis eller kommuner. Det er for at sikre et fuldere omkostningsbillede og for at anerkende, at sundhedsvæsenet er mere end sygehusøkonomi. Der er, som Rikke Søgaard rigtigt fremhæver, frataget omkostninger som følge af vundet/tabt arbejdsevne. Her er der taget hensyn til at undgå diskrimination i forhold til arbejdsmarkedstilknytning og dermed implicit aldersdiskrimination. Det ville i øvrigt have været i modstrid med Folketingets princip om lighed.

Merværdi og Rådets beslutninger

Livskvalitet indgår i enhver vurdering af merværdi. Væsentlighedskriterier, der anvendes som en delfaktor i vurderingen af øvrige effekter, anvendes ikke til livskvalitet, da det er metodisk vanskeligt. Graden af opnået livskvalitet bliver vurderet ud fra den målte livskvalitet hos dem, der har fået lægemidlet, og dem, der ikke har. Det er således direkte forkert, når Rikke Søgaard skriver, at livskvalitet ikke indgår i klassifikationen af merværdi.

Sammensmeltningen – eller bolsjestøbningen – af de forskellige effektmål sker netop i kategoriseringen af merværdi, der dernæst udgør hovedingrediensen i Rådets beslutning. Det sker ikke, som Rikke Søgaard fejlagtigt skriver, ved at rådsmedlemmerne selv sammenholder og vægter effekt.

I den endelige beslutning indgår en overvejelse af, om der er et rimeligt forhold mellem merværdi og omkostninger. Her anvender Medicinrådet Amgros' udarbejdede analyse og indstilling. Hvornår et lægemiddels effekt står mål med dets omkostninger, er måske det sværeste spørgsmål i enhver prioritering. Men ingen sundhedsøkonomisk metode – ej heller kvalitetsjusterede leveår – giver svaret. Beslutningen om at allokere midler til et givent lægemiddel vil altid være netop det – en beslutning, der gerne skal træffes på det mest oplyste grundlag. Det er det, der er kernen i Medicinrådets, sekretariatets, fagudvalgenes og Amgros' opgave.

Så nej, rådets medlemmer skal ikke have lommeregneren med. De skal bruge deres individuelle, faglige kompetencer til at beslutte, om et nyt lægemiddel skal tages i brug som standardbehandling.