Skip to main content

Medicinsk studenterforskning: Et år med fremskridt – men arbejdet er ikke slut

Cover

Johanne Juul Petersen1, Dogukan Jesper Gür2 & Noah Nøhr Hjorth Westh3

13. okt. 2025
3 min.

I april 2024 satte vi – Panums UngdomsForsker Forening (PUFF), Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) og MedicinerRådet på Københavns Universitet (MR) – fokus på de uholdbare vilkår for medicinske studenterforskere [1]. Vi mente, at lønnen var for lav og arbejdsvilkårene for dårlige. Det mener vi stadigvæk. Heldigvis er der sket store fremskridt det sidste år, men arbejdet er langt fra færdigt.

Medicinsk studenterforskning befinder sig i en gråzone mellem studiet, fritid, arbejde, hospitaler, fonde og landsdele – og ansvaret ender tilsvarende uklart. Derfor tog PUFF, FADL og MR initiativ til et nationalt samarbejde, som skulle skabe struktur i dialogen mellem de mange involverede aktører. Det skulle sikre en fortsat høj kvalitet af og interesse for studenterforskning og dermed øge bæredygtigheden af prægraduat forskning.

Dialogen er forsat siden april 2024. PUFF, FADL og MR har, bakket op af organisationer på universiteterne i Aarhus, Odense og Aalborg, offentliggjort otte anbefalinger til bedre rettigheder for studenterforskere [2] . Derudover har vi udarbejdet en forskningsaftale, der kan anvendes som udgangspunkt for samarbejdet mellem studerende og vejledere [3].

Vores arbejde har allerede skabt konkrete resultater. Danmarks Frie Forskningsfond har som følge af vores dialog fjernet den øvre grænse for lønnet arbejde ved siden af skolarstipendium. Samtidig har mange fonde opjusteret deres stipendier til 12.000 eller 15.000 kr./måned. Enkelte får også de anbefalede 20.000 kr./måned eller fuld stipendiesats ved nedsat arbejdstid. Der er også sket et skifte i kulturen blandt de studerende, som i stigende grad stiller spørgsmål og insisterer på klar forventningsafstemning, før de indgår et forskningssamarbejde. Det viser, at vi er på rette vej – og at reelle forbedringer kan opnås gennem dialog og samarbejde.

Men trods fremskridtene er der stadig udfordringer. En anbefaling om et konkret beløb vil uundgåeligt blive forældet over tid. De mange forskellige former for studenterforskning betyder, at én løsning sjældent passer alle. Og vigtigst af alt: Der mangler fortsat en entydig ansvarsfordeling. Ingen enkelt aktør bærer det overordnede ansvar – og netop derfor risikerer problemerne at bestå.

I det kommende år vil arbejdet fortsætte med fokus på de udfordringer, der stadig eksisterer for medicinske studenterforskere. Vi vil bygge videre på de fremskridt, der allerede er opnået, samtidig med at vi fastholder fokus på de centrale problemstillinger. Helt konkret vil der blive udarbejdet en detaljeret vejledning gennem FADL til de studerende, så de bliver bedre rustet til at starte dialog og forventningsafstemning forud for et forskningssamarbejde. Det overordnede mål er fortsat at skabe større klarhed, bedre rettigheder og mere bæredygtige rammer for medicinsk studenterforskning – så dansk forskning fortsat kan være blandt den bedste i verden.

Referencer

  1. Petersen JJ, Gür DJ, Westh NNH. Medicinske studenterforskere skal have bedre vilkår – og arbejdet er allerede i gang, 2024. https://ugeskriftet.dk/debat/medicinske-studenterforskere-skal-have-bedre-vilkar-og-arbejdet-er-allerede-i-gang
  2. FADL, PUFF MR, et al. Anbefalinger til rettigheder som studenterforsker. https://fadl.dk/wp-content/uploads/2024/09/Anbefalinger-til-rettigheder-for-forskningsstipendiater-NY.pdf
  3. https://fadl.dk/forskningsansat/