Debat
For meget bureaukrati i psykiatrien
30. mar. 2026
4 min.
Ved nytårsskiftet stoppede jeg i psykiatri efter 30 år som overlæge på forskellige afdelinger.
Det, som har forandret sig mest, er den eksplosive vækst af bureaukrati. Velmenende administratorer og politikere har i årtier ment, at man kunne forbedre psykiatrien ved ekstra krav om alle mulige administrative krav. Se mit tidligere indlæg i Ugeskrift for Læger 10. januar 2022: »Dansk psykiatri er fuld af tidsrøvende bureaukrati«.
Først i de senere år har man indset, at der skal tilføjes ressourcer, for at psykiatrien skal fungere bedre. Nu, hvor der tilføjes flere ressourcer, er det på høje tide at afvikle bureaukratiet. Her synes jeg, at Dansk Psykiatrisk Selskab har »sovet i timen«.
Det er tidstypisk, at der sidste år kom en klage på grund af for få speciallægeressourcer i Psykiatrisk Afdeling i Vejle. I sin »visdom« stillede Styrelsen for Patientsikkerhed blot skærpede krav til alle de bureaukratiske regler. Men det er jo ressourcer og ikke regler, der mangler.
Jeg var i tre år supervisor på Psykiatrisk Afdeling i Vejle. Det var så ekstremt, at jeg jævnligt stødte på yngre læger, som fortalte, at de nogle dage brugte hele dagen ved skrivebordet for at opfylde alle de administrative krav. For de fleste blev det oplevet som meningsløst arbejde.
Er det en god måde at bruge lægeressourcer?
Bureaukratiet omkring tvang i psykiatrien er også eksploderet på de 30 år. Der bruges enormt mange lægetimer på at lave de helt rigtige formuleringer for ikke at blive underkendt i patientklagenævnet. Og tvangen skal registreres på alle mulige måder.
Prøv at se til nabolandet Sverige. Hvis man her bliver tvangsindlagt, er det underforstået, at så kan man også tvangsbehandles. Det er ren logik. Hvis man bliver tvangsindlagt, er det altid med henblik på behandling. Hvorfor arbejder Dansk Psykiatrisk Selskab ikke for en sådan ændring i loven?
Det er, som om juristerne i Danmark har langt mere at skulle have sagt end psykiaterne. Selvbestemmelsesretten er en »hellig ko« i dansk jura. Det ses i sin meste groteske form, når det ikke er muligt med tvungen ambulant opfølgning.
Jeg har mødt mange patienter på psykiatrisk afdeling, som er »svingdørspatienter«. De bliver tvangsindlagt, og efter hele proceduren med patientklagenævnet bliver de efter nogle uger sat i antipsykotisk medicin og bedres langsomt i løbet af en måned eller to. De kan herefter udskrives med depotmedicin til videre ambulant behandling i lokalpsykiatrien. Næste gang, de skal have depotmedicin, nægter de at tage medicinen. Der går herefter 2-3 måneder, hvor de bliver tiltagende psykotiske, inden de igen bliver tvangsindlagt. Og så starter »møllen« forfra.
Det er meningsløst, at disse mennesker skal have selvbestemmelsesret og kan afvise at tage medicin. Det hører til selve sygdommen, at de ikke har sygdomsindsigt og dermed ikke ønsker behandling. Det giver enorme lidelser for patienten og dennes pårørende, at de igen og igen skal martres af deres psykose.
I min bekendtskabskreds er en kvinde, hvor ovenstående er sket i årevis og fortsat sker. Når hun er psykotisk, har hun alle mulige vrangforestillinger om mand og børn. Råber ad børnene og kalder dem djævelens yngel. Manden beskylder hun for alt muligt. Når de er sammen, laver hun scener, hvor hun råber op og beskylder andre for at være besat af onde ånder. Det har medført, at de måtte skilles.
Kvinden lider tydeligt af sine vrangforestillinger og får det godt, når hun har været indlagt på psykiatrisk afdeling og har opstartet medicinsk behandling.
Kan Dansk Psykiatrisk Selskab ikke tage ved lære af den norske psykiatrilov? Her bruger man tvungen ambulant opfølgning med stor succes. Jeg har selv arbejdet i Norge mange gange og kan se, at loven virker efter hensigten. Og der er en Kontrolkommisjon, som overvåger, at loven efterfølges.
Vi har i Danmark også haft lov om tvungen ambulant opfølgning, men den blev kassere,t fordi den blev brugt for lidt. Man glemmer bare, at den blev brugt så lidt, fordi den var omgærdet af så meget bureaukrati og administrative krav, at den blev nærmest ubrugelig. Tvungen ambulant opfølgning vil spare mange for store psykiske lidelser og vil frigøre mange sengepladser til andre patienter.
En anden stor ændring, der er sket i de sidste 30 år, er et voldsom øget misbrug af alle mulige euforiserende stoffer. Psykose og stofmisbrug er en meget giftig cocktail. Alle bestræbelser på mindre tvang i psykiatrien bliver modgået af denne giftige cocktail, som gør patienterne mere psykotiske og voldelige.
Man har gjort mange politisk begrundede administrative og bureaukratiske »krumspring« for at mindske tvangen, men det lykkes dårligt, fordi misbruget er tiltagende og er med til at gøre endnu flere psykotiske og voldelige.
Opfordring til Dansk Psykiatrisk Selskab: Kæmp for væsentlig mindre bureaukrati, og arbejd for at ændre psykiatriloven, så den mere ligner Sveriges og Norges psykiatrilov.
Begge tiltag vil frigøre enorme ressourcer i dansk psykiatri.
Fakta
Svar fra Dansk Psykiatrisk Selskab
Christian Legind på vegne af Dansk Psykiatrisk Selskab
Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) deler bekymringen over den betydelige administrative byrde, som gennem årene er vokset frem, og som har fjernet lægetid fra patientbehandlingen. Bureaukrati må naturligvis aldrig blive et mål i sig selv. Det er imidlertid vigtigt at nuancere billedet af DPS’ rolle og indsats. For det første er en væsentlig del af de beskrevne forhold forankret i lovgivning og nationale myndighedskrav. De juridiske rammer for tvang, dokumentation og klageadgang fastsættes som bekendt politisk. DPS er et videnskabeligt selskab og ikke lovgivende myndighed. Vi forsøger at rådgive og påvirke, men vi kan selvfølgelig ikke ændre psykiatriloven eller administrative bekendtgørelser. For det andet er der allerede betydelige processer i gang, som adresserer flere af de forhold, som Laurits Bjerre efterlyser ændringer af.
Der arbejdes aktuelt med at indføre mulighed for tvangsmedicinering uden opsættende virkning for udvalgte patienter over 18 år, der tvangsindlægges eller indlægges i henhold til retslig foranstaltning på baggrund af medicinsvigt og psykose. Formålet er at reducere risikoen for forværring, kronificering og kognitive skader ved langvarig ubehandlet psykose. Ordningen påtænkes anvendt både i almenpsykiatrien og retspsykiatrien og ledsages naturligvis af klare retssikkerhedsmæssige garantier.
Ligeledes vil tvungen ambulant opfølgning og mere sammenhængende behandlingsforløb efter tvangsindlæggelse blive taget op igen. Erfaringerne fra både Sverige og Norge indgår i disse drøftelser. Den tidligere danske ordning med tvungen ambulant opfølgning blev som bekendt afskaffet, men diskussionen er ikke afsluttet, og der arbejdes på modeller, der både kan styrke behandlingskontinuiteten og sikre proportionalitet og retssikkerhed.
Begge disse muligheder for bedre at kunne behandle svært syge patienter blev foreslået af DPS i 2024 i samarbejde med Retspsykiatrisk Interessegruppe.
DPS har gennem de seneste år ydet et meget stort arbejde i forbindelse med den nationale tiårsplan for psykiatrien. Her har selskabet konsekvent peget på behovet for reelle ressourcetilførsler, flere speciallæger, bedre normeringer og mere sammenhængende patientforløb. Det er en væsentlig landvinding, at psykiatrien nu tilføres langt flere midler. Men strukturelle forandringer i en sektor, der i årtier har været underprioriteret, tager tid.
Vi er selvfølgelig enige i, at lægers tid i højere grad skal anvendes på klinisk arbejde frem for unødige registreringer. Samtidig er dokumentation og klageadgang en integreret del af en retsstat, særligt på et område, hvor indgreb i selvbestemmelsesretten kan være vidtgående. Udfordringen er at finde den rette balance mellem faglig handlekraft og retssikkerhed – ikke at sætte disse hensyn op som modsætninger.
Laurits Bjerre rejser et centralt spørgsmål om svingdørspatienter med manglende sygdomsindsigt og gentagne psykoser. Dette er en klinisk og etisk kompleks problemstilling, som DPS tager alvorligt. Der er bred faglig enighed om, at ubehandlet psykose kan medføre betydelig lidelse og funktionstab. Derfor arbejder vi som nævnt for lovgivningsmæssige og organisatoriske rammer, der muliggør tidligere og mere sammenhængende indsats – uden at gå på kompromis med proportionalitet og retssikkerhed.
DPS har ikke noget at skamme sig over. Tværtimod har selskabet gennem årtier kæmpet for bedre vilkår for patienter med psykisk sygdom, både videnskabeligt og politisk. At forandringer tager tid er ikke udtryk for passivitet, men for kompleksiteten i at ændre lovgivning, kultur og organisering på et område, der berører grundlæggende rettigheder. Debatten om bureaukrati, tvang og behandlingskontinuitet er vigtig og nødvendig. DPS deltager aktivt i dette arbejde og vil fortsat bidrage konstruktivt til at udvikle en psykiatri, der både er evidensbaseret, effektiv og retssikker.