Debat
#Metoo: Det tyder ikke på et omfattende problem
Formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke, kommenterer på kronikken om lægers indberetninger af sexisme på arbejdspladsen.
Formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke.
6. mar. 2018
3 min.
”Nu mangler vi bare, at Yngre Læger og FAS tager dette op, da det jo på alle måder er et arbejdsmiljømæssigt problem”, skriver de fem kronikører, og det er jeg helt enig i: Sexisme er et arbejdsmiljøproblem – hvis vi ellers har evidens for, at sexisme er et generelt problem for læger i det danske sygehusvæsen.
Men det har vi – heldigvis, havde jeg nær sagt – ikke. Som skribenterne selv understreger, modtager Yngre Læger ikke mere end knap en håndfuld henvendelser årligt om sexisme fra vores over 13.000 medlemmer. Det tyder ikke på et omfattende problem. Og jeg må understrege, at vi i Yngre Læger er vant til at modtage og behandle alverdens problemer – læger holder sig ikke tilbage, og tak for det – og vi også er vant til at behandle henvendelserne fortroligt. Vores medlemmer kan altså roligt gå til os med penible sager.
Men at henvendelserne til os ikke er flere, er nødvendigvis ikke det samme, som at problemet ikke eksisterer – det skal måske bare ikke løftes eller løses af fagforeningen, måske ønsker man ikke selv at involvere sin forening i det, måske løses det andre steder, måske løftes det af arbejdsgiver lokalt – det er jo trods alt arbejdsgiverne, der skal håndtere også dette arbejdsmiljøproblem. Eller ingen af delene, fordi det er så graverende en sag, at retssystemet involveres og bliver den afgørende faktor.
Jeg vil ikke underkende de refererede sager – nogle af dem lyder forfærdelige. Men de optræder trods alt i et beskedent omfang: 60 anonyme henvendelser om mere eller mindre graverende oplevelser opsamlet over to måneder blandt 30.000 læger. Sagerne kan godt være toppen af isbjerget, men måske er der ikke noget at løse for os som forening, siden vi ikke hører om det. For var det et udbredt ønske blandt Yngre Lægers medlemmer, at sexisme på arbejdspladsen blev undersøgt, ville vi som fagforening naturligvis gå ind i arbejdet.
For mig tyder intet på, at vi har et særligt problem blandt læger. Og sagen er jo også, at det dybest set ikke er et fagforeningsansvar – det er et samfundsansvar, at sexisme og magtmisbrug ikke finder sted nogen steder. Og det er et samfundsansvar og et forældreansvar, at vi lærer vores børn at respektere hinanden og opføre sig ordentligt – uanset om de vokser op til at blive læger eller skuespillere, og om de arbejder i sundhedsvæsenet eller i Hollywood. Og så er der de sager, der kan og skal løses i retssystemet, og det synes jeg, vi skal lade retten om, det er vi alle trods alt bedst tjent med.