Panelet
Min lægefaglighed er tilsidesat
11. nov. 2022
3 min.
Her kommer Peter Plysbjørn kurende ned ad trappen efter Jakob. Han ved ikke bedre, end at det er den eneste måde, hvorpå man kommer ned ad en trappe, men undertiden føler han, at der måske er en anden måde, hvis han blot et øjeblik kunne lade være at dumpe fra trin til trin og tænke sig om.
I sidste uge så jeg fru Hansen og fru Petersen i ambulatoriet. De fejlede det samme. Desværre fejlede fru Hansen så lige nogle ekstra ting. Fru Hansen var også den af de to, der var mest generet – faktisk så meget, at hun hver dag måtte arbejde med smerter og tage smertestillende for at klare jobbet. Fru Hansens hænder var det, man kalder varme hænder, altså hænder, der er helt nødvendige for velfærdsstaten og derfor ikke må strejke, mens fru Petersen egentlig havde ret kolde hænder. Hun var heller ikke så generet af sin diagnose og kunne fint passe sit arbejde og sine fritidsinteresser.
Ud fra en lægelig vurdering trængte fru Hansen helt klart mest til operation, mens fru Petersen sagtens kunne vente. Rent samfundsmæssigt trængte vi også mest til fru Hansens varme hænder. Desværre mener de fleste politikere, at der er større mulighed for genvalg ved at lade fru Hansen vente og lade fru Petersen komme først i køen.
»Normalt har jeg betalt min skat med glæde, men det gør jeg ikke mere – det giver nemlig for mig ikke mening, at mine skattekroner bruges til dels at ødelægge det offentlige sygehusvæsen, dels at behandle patienter, som jeg ud fra min lægefaglige vurdering mener, kan vente«. Hanne Dalsgaard, overlæge
Det er selvfølgelig okay at mene sådan, men det kræver så blot, at politikerne også står ved de konsekvenser, der er ved den beslutning. Det ville være passende, hvis de ville stå på den politiske ølkasse og højt sige, at det er helt okay 1) at tilsidesætte den lægefaglige vurdering, fordi det ikke skal være den, der bestemmer, hvilke patienter der skal behandles, 2) at der i Danmark er et A- og et B-hold af patienter, hvor de raske og dem med banale og simple problemer prioriteres på bekostning af de syge og akutte og dem med lidt mere komplekse lidelser, og 3) at denne skævvridning udhuler og dræner de offentlige sygehuse for både personale og økonomi, når rigtig mange læger, sygeplejersker og skattekroner ender ved de private aktører.
Normalt har jeg betalt min skat med glæde, men det gør jeg ikke mere – det giver nemlig for mig ikke mening, at mine skattekroner bruges til dels at ødelægge det offentlige sygehusvæsen, dels at behandle patienter, som jeg ud fra min lægefaglige vurdering mener, kan vente.
Læs også:
Behandlingsgarantien er i spil