Mor, man kan altså også dø af en depression

Sådan starter samtalen lørdag morgen. Dicte, min datter på 17 år, ser på mig henover kaffekoppen og vil vide, hvor mange unge der begår selvmord. Jeg fortæller, at 10-15 unge mellem 15 og 19 år hvert år tager deres eget liv. Dicte kniber øjnene sammen og konstaterer, at det er mange. Hun har selv haft en alvorlig depression med selvmordstanker. Nu har hun læst om de lange ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien. Hun kræver handling her ved morgenmaden.

Senere læser jeg en artikel i Ugeskrift for Læger [1] om, at halvdelen af psykiaterne i det offentlige overvejer at skifte til det private. Der tales om et muligt kollaps, men også om at der ikke er lette løsninger.

I de seneste 10-15 år har et stadigt stigende antal børn og unge haft brug for hjælp. Børne- og ungdomspsykiatri kan slet ikke følge med. Forældrene er bekymrede og frustrerede og kan ikke passe deres arbejde. Børnene får ikke den behandling, de har brug for, med konsekvenser for helbred, livskvalitet og uddannelse. Forsikring og pensionsselskaber må træde til. Speciallægernes faglige stolthed lider, og de søger mod det private, hvor rammerne er lidt bedre.

Der mangler ikke offentlig debat. Vi diskuterer, om der er gået inflation i diagnoserne, og om det er en samfundsskabt sygelighed. Vi diskuterer, om der er kausal sammenhæng mellem mistrivsel og sygdom, og om vi kan forebygge os ud af problemerne. Vi diskuterer ventelister og manglende kapacitet. Med jævne mellemrum er der vidnesbyrd fra forældre om at blive ladt alene, med de svære konsekvenser psykisk sygdom har for barnet. 

Vi sætter vores lid til 10- årsplanen. Særligt beskrivelsen af et lettilgængeligt tilbud, som skal etableres i alle kommuner, lover godt. Spørgsmålet er bare, hvornår det får effekt, og om det er tilstrækkeligt?

I det faglige oplæg til 10-årsplanen står, at forudsætningen for et løft er at holde fokus og sikre opbygning af den nødvendige kapacitet. Børn og unge er højt prioriteret, og de fik deres eget kapitel. Men spørgsmålet er, om vi fik analyseret dybt nok? På det seneste har det strejfet mig, om børnene måske har brug for deres egen plan?

Ingen aktører kan løse problemerne alene. Måske skal fagfolk, administratorer og politikere samles om en akutplan for børn med psykisk sygdom? Indholdet kunne f.eks. være tilstrækkelig investering til både en hurtig skalering af det let tilgængelige tilbud samt kapacitet i børne- og ungdomspsykiatrien, forstærket samarbejde mellem offentlige og private aktører, målrettet implementering af faglige anbefalinger, skarp visitation, ledelsesmæssig opfølgning samt inddragelse af civilsamfundet og forældrenes ressourcer.

Dicte har ret. Psykiske sygdomme er alvorlige sygdomme. Mange børn og unge mærker konsekvensen. Vi må handle derefter.