Halvdelen af psykiaterne i det offentlige overvejer at skifte til det private

Artiklen er 20. februar opdateret med oplysninger om Rigsrevisionens beretning om udredningsretten for børn og unge i psykiatrien.

Hele 55% af børne- og ungdomspsykiaterne og 51% af voksenpsykiaterne overvejer at forlade deres job i den offentlige psykiatri til fordel for en stilling i det private.

Det viser en ny undersøgelse af afvandringen fra den offentlige psykiatri, som Overlægeforeningen og Yngre Læger har foretaget.

Tallene dækker dog over store regionale forskelle. I Region Syddanmark og Region Hovedstaden er det cirka syv ud af ti børne- og ungdomspsykiatere, som overvejer at skifte. I voksenpsykiatrien er det i omegnen af 50% i alle regioner.

Region Sjælland er den eneste region, som har formået at vende udviklingen. Her er andelen, som ønsker at forlade deres job i det offentlige, lavere end i 2022 inden for begge specialer.

Manglende indflydelse på, hvordan arbejdet tilrettelægges og pressede arbejdsforhold er blandt hovedårsagerne til, at lægerne overvejer at vende den offentlige psykiatri ryggen, men også ledelses- og samarbejdsproblemer samt mangel på behandlingsmuligheder spiller ind.

Undersøgelsen afdækker også, at 28% af speciallægerne i børne- og ungdomspsykiatrien og 19% af speciallægerne i voksenpsykiatrien allerede har forladt det offentlige sundhedsvæsen.

De seneste seks år har således 45 børne- og ungdomspsykiatere og 99 voksenpsykiatere opsagt deres ansættelse i regioner og kommuner.

I Region Hovedstaden og Region Midtjylland har mere end hver tredje børne- og ungdomspsykiater sagt farvel til den offentlige psykiatri for i stedet at arbejde i det private.

Undersøgelsen fra Overlægeforeningen og Yngre Læger kommer samtidig med en beretning fra Rigsrevisionen, der viser, at 71% af de henviste børn og unge har ventet for længe på udredning - i gennemsnit 115 dage. Desuden har regionerne i 61% af sagerne forsømt at informere de berørte om det udvidede frie sygehusvalg med mulighed for hurtigere udredning. Beretningen har fået Statsrevisorerne til at udtrykke skarp kritik af regionerne. 

Mangel på handling er »alarmerende«

Tallene i undersøgelsen fra Yngre Læger og Overlægeforeningen vider om, at navnlig børne- og ungdomspsykiatrien befinder sig i en »ond cirkel«, og det vækker dyb bekymring hos de to organisationer.

»Den offentlige psykiatri kan ikke opretholdes uden speciallæger. Vi risikerer et regulært kollaps, når over halvdelen af speciallægerne i flere regioner overvejer at rejse. Det vil ramme de mest udsatte i samfundet hårdest, fordi de ikke har mulighed for at købe privat behandling og oftest ikke vil være omfattet af en forsikring. Den udvikling skal vendes«, siger Yngre Lægers forperson, Helga Schultz.

Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen, kritiserer politikerne i regionerne og ledelserne på de enkelte sygehuse for ikke at gøre nok:

»Vi ville aldrig acceptere en så katastrofal lægeflugt, hvis den ramte mennesker med fysiske sygdomme som kræft eller hjertesygdom. Men flere speciallæger fortæller, at de har forsøgt at råbe ledelserne i regionerne op uden held. Regionernes mangel på reel handling er alarmerende.

Undersøgelsen viser, at der er brug for en langt stærkere indsats for at fastholde de erfarne speciallæger i den offentlige psykiatri. Det er helt afgørende for at sikre både kvalitet i udredning og behandling og uddannelse og rekruttering af nye læger«, siger Susanne Wammen.

Undersøgelsen peger dog på, at det faktisk er muligt at vende udviklingen. Ikke mindre end 50% af børne- og ungdomspsykiaterne og 31% af voksenpsykiaterne, som har forladt deres job i det offentlige, kunne overveje at vende tilbage til den offentlige psykiatri, såfremt arbejdsbetingelserne forbedres.

»Psykiaterne giver i rapporten en anvisning af, hvad der skal til, for at de får lyst til at arbejde i det offentlige igen. Det handler om mindre pressede arbejdsforhold, mere indflydelse på tilrettelæggelsen og bedre behandlingsmuligheder. Så derfor en klar opfordring til arbejdsgiverne: Hvis I vil holde på speciallægerne og få dem, der har søgt væk, tilbage, så er det nu, I skal handle«, siger Helga Schultz.

Og fra Susanne Wammen lyder opfordringen: »Ræk ud til nogle af dem, der har forladt den offentlige psykiatri og inviter dem ind til dialogmøder med ledelser og regionspolitikere for at høre, hvad der skal til, for at de vender tilbage. For de har ikke sagt farvel til det offentlige sundhedsvæsen, fordi de vil det, men fordi de f.eks. ikke har haft det fornødne råderum, men ene mand har skullet bestyre fire sengeafsnit og ambulatorier spredt ud over en region«.

Regioner: ingen snuptagsløsninger

Formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner, børne- og ungdomspsykiater Jacob Klærke (SF) afviser imidlertid, at regionerne ikke handler.

»Når det er sagt, er tallene umiddelbart noget højere, end jeg både havde forventet og ønsker, at de skal være.

Som arbejdsgiver er vi i regionerne bevidst om behovet for at løfte kvaliteten og kapaciteten inden for såvel voksen- som børne- og ungdomspsykiatrien. Ikke bare af hensyn til patienterne, men også for at sikre arbejdsglæden hos medarbejderne og gøre det attraktivt både at forblive og søge ind i psykiatrien«.

Men det er åbenbart ikke tilstrækkeligt?

»Nej, men vi er heller ikke i mål.

Mange steder har man endnu ikke oplevet forbedringer, men jeg håber, at mange speciallæger vil holde fast, fordi de kan se, der er lagt nogle spor, og at der arbejdes hårdt politisk for at forbedre forholdene. Men der er ingen tvivl om, at lange ventelister frustrerer og trækker på lægernes arbejdsglæde.

Jeg melder ikke hus forbi og kan sagtens forstå, at læger i de to specialer finder, det kan være belastende at gå på arbejde. Men det er ikke sådan, at den aktuelle undersøgelse får mig til at sige, at vi skal sætte noget helt nyt i gang. Vi har en del af ansvaret, men man skal også huske, at de to specialer i en lang årrække har haft det svært«.

Hvilke konkrete forbedringer er der sket?

»I min egen region er der et stort pres på sengepladser. Et pres, der falder tilbage på lægerne og deres faglige vurdering af, hvilke patienter der kan indlægges og udskrives. Der åbnes et nyt sengeafsnit senere i år.

Vi er også i gang med at ansætte flere socialrådgivere i psykiatrien, som skal aflaste bl.a. læger i forhold til de opgaver, som ofte lander hos dem, men som lige så godt kan varetages af andre faggrupper. Målet er, at lægerne kan koncentrere sig om deres kerneopgave, ligesom vi arbejder på at styrke muligheden for, at man kan arbejde med et ben i forskning og et andet i klinikken.

Dertil kommer, at der kan være lokale forhold, der skal ses nærmere på, ligesom der kan være noget, vi endnu ikke har taget fat på. Det skal ske i dialog med med de respektive lægegrupper og ledelserne, og er der brug for også at inddrage os regionspolitikere, har jeg indtryk af, at vi på tværs af regionerne er åbne for det«, siger Jacob Klærke.

Er det ikke utilfredsstillende, at en tredjedel af børne- og ungdomspsykiaterne i din egen region er skiftet til det private?

»Jo, det tal er klart for højt.

Vi burde have en offentlig børne- og ungdomspsykiatri, hvor alle læger ville have lyst til at arbejde. Men der er selvfølgelig nogle, der er bedre tilpas i f.eks. en privatpraksis, hvor man har større indflydelse på arbejdsforholdene, kan yde en god behandling og har en oplevelse af, at det, man foretager sig, giver mening og ikke lige så godt kan varetages af andre faggrupper. Ligesom man i det offentlige skal håndtere den frustration, der er hos forældrene, fordi de har ventet så længe, og deres børn har det rigtig skidt.

Nej, jeg accepterer ikke lægeflugt, fordi det er psykiatri, men der er ingen snuptagsløsninger, og vi kan heller ikke tvinge lægerne til at blive. Vi kan forsøge at skabe så gode forhold som muligt, men skal også ærligt sige, at der er udfordringer, som vi politisk gerne vil løse, og hvor vi har behov for at være i dialog med bl.a. de faglige selskaber og med lægerne om, hvad der kan lade sig gøre på såvel kort som længere sigt. Bl.a. når det kommer til at tilrettelægge vagtarbejdet bedre.

Vi skal ikke være blege for at tale om problemerne i psykiatrien, men vi alle sammen – både læger, politikere og organisationer – skal også huske at fortælle, hvor vi lykkes, og hvad der kan bygges videre på«, siger Jacob Klærke.

Overlægeformand: Hvilke spor?

Overlægeforeningsformand Susanne Wammen kan ikke genkende billedet af, at sporene til forbedringer er lagt:

»Det kan godt være, der er lagt nogle spor, men de er ikke klare og tydelige, og jeg tror, man skal have været på det udvidede stifinderkursus for at kunne se dem. Det kan godt være, der nogle steder oprettes flere senge, men antallet af senge er også blevet reduceret igennem mange år.

Speciallægerne har udvist tålmodighed og råbt vagt i gevær gennem flere år, men desværre for døve øren. Nu har vi endelig fået en psykiatriplan, men om de penge, der følger med den, overhovedet er kommet i spil, har vi ikke set tegn på. Tværtimod har vi set, at også psykiatrien rammes af besparelser«.

Kjellberg: Uddan de nødvendige speciallæger

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), mener ikke, man kan skose regionerne for, at psykiatriske speciallæger overvejer at søge andre græsgange eller allerede har gjort det.

»Navnlig antallet af børn og unge, der mistrives, er eksploderet, og de henvises i stort tal fra almen praksis til regionerne, der ikke har ressourcerne. Efterspørgsel på psykiatriske ydelser blandt både børn og voksne presser psykiatriske speciallæger. Og at der er nogle, der hellere vil udøve deres faglighed og har bedre mulighed for at yde et godt stykke arbejde til færre patienter i privat regi end kæmpe inden for et offentligt system, hvor henvisningerne vælter ind, kan man ikke klandre regionerne for«, mener Jakob Kjellberg og fortsætter:

»Det betyder ikke, at man ikke kan gøre noget. Psykologer har vi mange af, og måske man skal se på arbejdsfordelingen mellem psykiatere og psykologer.

Dertil kommer, at vi i dimensioneringen af speciallægeuddannelsen burde gå efter en mere efterspørgselsbaseret model, således at vi uddanner de speciallæger, der er brug for. Det har ikke noget med tvang at gøre, men er et spørgsmål om, hvilke mulighedsrum der er«, siger Jakob Kjellberg.

Andelen af offentligt ansatte speciallæger, som overvejer at skifte til privat beskæftigelse, er væsentligt større i den foreliggende undersøgelse end i den første af sin slags fra 2022, hvor det »kun« var 47% af børne- og ungdomspsykiaterne og 40% af speciallægerne inden for voksenpsykiatrien, der overvejede at stoppe i det offentlige.