Det bumpede voldsomt i bilen. Så blev der stille. Rystelserne havde vækket hende; hun missede med øjnene, fortumlet, forvirret.
Den røde Toyota holdt stille på en lille bakketop midt i en rundkørsel. Det sidste, hun kunne huske var, at hun havde kørt på motorvejen.
»Jeg var simpelthen døset hen og faldet i søvn ved rattet«.
Karen Tilma læner sig tilbage i stolen og gemmer ansigtet i hænderne med tanke på, hvor galt det kunne have gået.
Dengang kørte hun mellem hjemmet i Brønderslev og arbejdspladsen i Aarhus. Det var et travlt og hårdt lægeliv. Døgnvagter i op til tre dage i træk, små børn og en lang køretur frem og tilbage.
Speciallægetitlen skulle i hus, pengene var små, og hun og ægtefællen Axel Tilma, der også er læge, havde en familie med tre børn at forsørge og tage sig af plus Axels fire børn fra første ægteskab.
»Jeg var virkelig træt dengang. Men det er forfærdeligt at tænke på. Jeg kunne jo have slået både mig selv og andre ihjel …«.
Efter oplevelsen i rundkørslen begyndte Karen Tilma at tage toget. Hun faldt stadig i søvn, men i toget risikerede hun ikke på samme måde sit eget eller andres liv. Blot at køre for langt. Det gjorde hun så.
For 30 år siden, et par år efter den bratte opvågnen i rundkørslen, blev Karen Tilma speciallæge i pædiatri. Siden da har hun været vidne til børnelivet i Danmark på godt og ondt. Et vagtsomt og årvågent vidne til de konsekvenser, som skiftende pædagogiske strømninger, økonomiske prioriteringer og politiske beslutninger har fået og stadig får for børn og unges liv.
Lige nu taler man om en epidemi af mistrivsel blandt børn og unge. Karen Tilma mener, at børnenes dårlige trivsel er menneskeskabt. Det har hun sagt ofte, højt og vedvarende. Hun har været så insisterende, at journalister har opsøgt hende og viderekolporteret hendes budskab under overskrifter som:
»Børnelæge advarer … «
»Børnelæge tordner … «
»Børnelæge slår alarm«.
Selv siger hun:
»Jeg ser det som min pligt at gøre opmærksom på, når det er helt galt. Politikerne burde lytte. Men det har de svært ved«.
På væggene i opgangen i det røde murstenshus hænger laminerede tegninger fra stueetagen og op til 2. sal; 378 tegninger af fodboldspillere, bondegårde, snemænd, bamser, heste, regnbuer, slotte – og børnelæger. De fleste er udstyret med fine kunstnersignaturer som f.eks. Asta 1.b., Natashia 10 år og Jonathan 7 år.
Vi er i Børneklinikken midt i Brønderslev, en af landets 30 pædiatriske speciallægepraksis, og Karen Tilma viser rundt – ikke uden stolthed. Hendes navn står med dyrebogstaver i træ på døren, og der er kulørte hinkeruder og ditto nudging-fødder på gulvet.
Vi ser kursuslokale, venteværelse, terrasse med legeplads, undersøgelsesrum, piktogrammer til børn med ADHD, varmeskab til urinprøver, og på computeren viser Karen Tilma kurver over børns urinflow – de skal helst være klokkeformede.
Hun viser os ultralydskanneren, der bl.a. kan påvise forstoppelse. Hvis diameteren på rectum er over tre centimeter, er børnene forstoppede, også selv om de har daglig, blød afføring.
Karen Tilma begyndte at bruge den i 2014, men fik først honorar for undersøgelserne i 2017, dog med regionalt loft over.
»Vores kvote er altid brugt op i maj måned, og så burde vi egentlig sende børnene ind til sygehuset i Aalborg. Men det gør vi ikke«.
Hvorfor ikke?
»Fordi de er her. Og det er en kæmpestor tilfredsstillelse at gøre et godt stykke arbejde og få sat børnene i behandling. Selvfølgelig er det vigtigt, at vi bliver honoreret for vores arbejde. Men nogle gange skal man bare gøre det rigtige, fordi det er det bedste for børnene«.
Lige om lidt er det slut. Den 1. marts går Karen Tilma på pension, og en ny børnelæge rykker ind i det røde murstenshus.
Det er med blandede følelser. Hun glæder sig til mere tid med Axel, børn og svigerbørn, ti børnebørn og mange bonusbørnebørn. Men det er rigtig svært at slippe de børn og unge, der har det svært.
Adskillige rapporter og undersøgelser har i de senere år dokumenteret stigende og problematisk mistrivsel blandt børn og unge. Senest viste Statens Institut for Folkesundheds midtvejssundhedsprofil en bekymrende høj mistrivsel blandt især 16-24-årige kvinder. Og dagbladet Politiken har netop beskrevet, at en kommende beretning fra Rigsrevisionen vil afdække massive overtrædelser af børn og unges ret til psykiatrisk udredning inden for 30 dage. Beskrevet som »et kollaps«.
De børn kender Karen Tilma alt til.
På en hylde under loftet på hendes kontor står tidsskrifter og ringbind ryg ved ryg, og på rundt regnet halvdelen af dem står der noget med ADHD. Børn med ADHD og ADD er en af Karen Tilmas selverklærede hjertesager. Hun ser dem stadig – også selv om Region Nordjylland og Sundhedsstyrelsen for nogle år siden meldte ud, at udredning og behandling af børn med ADHD er en opgave for børne- og ungdomspsykiatrien, ikke for børnelæger.
»De, der bliver henvist til mig med ADHD, må jeg sende videre til børne- og ungdomspsykiatrien. Men de, der bliver henvist på grund af f.eks. mistrivsel, angst og tics – som så viser sig at være komorbiditeter til ADHD – kan jeg behandle med Ritalin eller ikkemedicinsk behandling«, siger Karen Tilma.
Men du skal vel ikke behandle dem, der henvises med noget andet, men som viser sig at have ADHD?
»Narh. Jeg er i 2014 godkendt af Sundhedsstyrelsen til at udrede og behandle børn med ADHD, og regionerne har tre gange akkrediteret mig til at behandle børnene. Så det er jeg blevet ved med. For at være på den sikre side har jeg dog skrevet og spurgt Sundhedsstyrelsen, og de har henvist mig til Styrelsen for Patientsikkerhed. Men dem har jeg aldrig fået noget svar fra, og nu stopper jeg, såeh …«.
Når man siger ADHD til Karen Tilma, åbner man for en lige dele engageret og indigneret strøm af ord; de kommer uden tøven, hurtigt, præcist og skarpt. Ikke mindst når talen falder på henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien.
»Det er blevet et helvede på jord at have et barn med ADHD. Man har bestemt, at børnene skal igennem et komplet umuligt nåleøje for at komme ind i systemet og få en tid. Det er så bestialsk, det, der foregår nu«.
Karen Tilma skyder på, at 80% af »hendes« børn bliver afvist i børne- og ungdomspsykiatrien, selv om hun efter eget udsagn »har skrevet en udførlig henvisning og har udredt dem til punkt og prikke efter de nationale guidelines«.
Hun sukker. Og fortsætter så lidt mere lavmælt, men stadig tydeligt insisterende:
»Et er, at de ikke overholder ventetidsgarantien. Noget andet er, at rigtig mange børn slet ikke kommer ind i systemet og bliver omfattet af garantien. De bliver afvist med den begrundelse, at der ikke er en børnepsykologisk test af børnene fra PPR. Med andre ord desavouerer man praktiserende læger og børnelæger og sætter i stedet skolepsykologer ind som gatekeeper. Det er jo helt galt«.
Grusvejen snor sig ud og ind mellem høje, slanke træstammer i Grindsted Plantage. Til sidst kører vi nærmest i en hulvej med vægge af mørk jord, holdt sammen af knoklede trærødder og lysegrønt mos.
Et kuperet morænelandskab åbenbarer sig midt i al den flade gamle havbund, der ellers er så dominerende på egnen, og midt i idyllen ligger Karen Tilmas hjem: et gulmalet, renoveret husmandssted fra 1870 med æsler, får, høns, to legepladser, vildmarksbad, trampolin og en sø med bålsted, robåd og shelter.
Indenfor venter Axel Tilma med tændte stearinlys, ild i pejsen og lutter kræs: hjemmelavet laksetærte, humor, hvidvin og gode fortællinger. Der er lavloftet, men man skal ikke tilbringe lang tid i det Tilmaske selskab, før man fornemmer, at der i mere overført betydning er særdeles højt til loftet. Et kreativt og musikalsk hjem med rod i det folkelige og grundtvigske.
»Jeg ser det som min pligt at gøre opmærksom på, når det er helt galt«Karen Tilma, børnelæge
Vi sidder bænket i den ene ende af et gigantisk egetræsbord med plads til 16 siddende gæster. Bordet stod i Karen Tilmas barndomshjem i landsbyen Hjerk i Salling, hvor hun voksede op med syv søskende, en præstefar og en mor, der var organist i kirken og praktiserende læge hjemme i præstegården.
Når Karen Tilma beskriver sin barndom, er det ikke ordet mistrivsel, der dukker op.
»Det var et utroligt nemt liv og en lykkelig barndom. Der var sammenhold i landsbyen, og vi havde et åbent hjem, hvor alle var velkomne, hvad enten de skulle til præsten eller lægen. Vi sad rundt om bordet her«, fortæller Karen Tilma, »og der blev sunget sange og salmer; der var foredrag, og Sløk og Løgstrup kom hos min far, og så sad vi børn og lyttede til deres snak med store ører. Det var så spændende«.
I den lille lokale skole var der én lærerinde, der var ro i timerne, sammenhold og ingen mobning. Det lyder idyllisk, nærmest Morten Korchsk, og Karen Tilma skynder sig at tilføje, at hun godt ved, at det ikke var sådan alle steder.
»Der var nogle børn i skolen, der aldrig havde madpakke med, og de lugtede af fugt og skimmel. Men de blev ikke mobbet, og vi delte vores madpakker med dem«.
Hendes egne børn kom i 1990’erne til at gå på Skolegades Skole i Brønderslev; der hvor blokbørnene og indvandrerbørnene gik. Med andre ord: skolen med det dårlige ry. Karen blev formand for skolebestyrelsen.
»Det var en god skole, de lærte noget, alle kom med til børnefødselsdage, og der var ikke mobning for fem flade øre. Det var der til gengæld på de andre skoler«, siger hun.
I sensommeren 2015 begyndte det at vælte ind med børn med mistrivsel i Karen Tilmas praksis. Vi er nået til endnu en hjertesag.
»Der har altid været mistrivsel hos børn, men det her var anderledes. De kom væltende i løbet af bare en måned. Det var så voldsomt. Henvist med tics og søvnproblemer, ondt i maven og hovedet, og de tissede i bukserne. Det var resultatet af skolereformen og de lange skoledage – og jeg så dem hver dag«, siger Karen Tilma.
»Børnene var stoppet med at gå til fodbold, stoppet med legeaftaler, og de orkede ikke andet end at sidde på deres værelser med iPad’en. Det var så hjerteskærende«, siger hun med et fast blik over bordet.
Karen Tilma skrev den ene lægeerklæring efter den anden. For med en lægeerklæring kunne børnene få nedsat timetal.
»Da jeg havde skrevet 300, holdt jeg op med at tælle. Og jeg gør det stadig. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke skriver en lægeerklæring om nedsat timetal«.
Det virker. Efter blot et par uger med kortere skoledage melder forældrene tilbage om børn, der igen har fået overskud og er begyndt at have legeaftaler og gå til fodbold. De har set, at der er et lys for enden af tunnelen, fortæller hun.
»Det har været en åbenbaring for mig, fordi det viser, hvad vi i dag gør ved børn og unge. Alt det, der gør, at børn og unge ikke har det godt mentalt i dag, er menneskeskabt. Der er jo ikke naturkatastrofer. Det er noget, samfundet påfører dem«.
Inden for det seneste år er en ny gruppe børn begyndt at komme i klinikken.
»Jeg ser flere børn i 9. klasse med angst, depression og skolevægring. De har ikke været i skole i halve år, og de er så færdige med det hele. Hele deres skoletid er de blevet slæbt igennem lange skoledage med alt for lidt faglighed og alt for lidt socialt fællesskab, og nu orker de bare ikke mere. Når jeg spørger dem, hvad de skal efter 9. klasse, siger de, at de skal have sabbatår. Før var sabbatår noget, som nogle tog efter gymnasiet. Det er så skræmmende«.
Rammer det også de mere robuste børn og unge, eller drejer det sig om en særlig sårbar gruppe?
»Nogle børn er født med mere robusthed end andre. De, der bliver særlig hårdt ramt, er børn, som under normale omstændigheder ikke er syge, men når man belaster dem over evne med for høje krav, bukker de under«, siger Karen Tilma og fortsætter:
»Det er en tendens i tiden, noget strukturelt, som pisker børn og unge: nationale test, lange skoledage, adgangskrav, fremdriftsreform, færre SU-klip og så videre. Alt skal gå hurtigt, og der skal sorteres nogen fra. Det ødelægger så mange«.
Ungdomsårene er en sårbar tid, hvor ulykkelig forelskelse, modgang, afslag og mistede venskaber synes at slå særligt hårdt. Det er en kendt sag – og de fleste, der har lidt flere år på bagen, har sandet, at op- og nedture hører menneskelivet som sådan til. »Sorrig og glæde, de vandrer til hobe«, som Kingo skrev.
Imens Karen Tilma taler, tænker jeg på, at der også i min skoletid var børn, der ikke ville i skole. Men dengang talte man ikke om skolevægring – de skulle bare af sted. Og jeg husker også, at der var mobning dengang ligesom i dag. Men i dag skal alle skoler have mobbeplaner, og der er oprettet en national klageinstans mod mobning. Det virker, som om der er kommet mere fokus på at gribe ind mod dårlig trivsel.
»Jeg ser flere børn i 9. klasse med angst, depression og skolevægring«Karen Tilma, børnelæge
Handler det også om, at forældre er blevet mere sårbare og usikre end tidligere?
»Joooh, men hvorfor skulle de blive det over så kort tid? Jeg tror, at forældre i dag er frygtelig bange for ikke at lykkes. De har meget høje forventninger til sig selv, og det kan medvirke til at gøre dem mere skrøbelige. Og så er de vokset op i en tid, hvor vi har adskilt børn fra andre end deres jævnaldrende: i vuggestuer, børnehaver, indskoling, mellemtrin, udskoling. Forældre i dag er ikke vokset op i et børnefællesskab, hvor de store tog sig af de mindre, så de har aldrig lært det«, siger Karen Tilma.
Dagligdagen i Børneklinikken i Brønderslev er en temperaturmåling på børnelivet og livet i landets børnefamilier. Og når børnelægen tager temperaturen på sine allermindste patienter, tyder det på, at der er noget galt.
Karen Tilma fortæller, at babyer før i tiden var sjældne gæster i klinikken. Men inden for de seneste fire-fem år er de blevet hyppige patienter.
»Børnene skriger og gylper, og forældrene er desperate. Alle de børn, jeg får henvist, har først været til zoneterapeut, kiropraktor, kraniosakralmassage« – hun tæller på fingrene – »mange har været til osteopat, og næsten alle har fået klippet tungebånd. Den tidlige omsorg for mor og det nyfødte barn er sparet væk, og bedsteforældrene er på arbejde. Så søger forældrene råd i Facebook-grupper om at klippe tungebånd. Det er ikke godt«.
Selv om husmandsstedet bebos af to snarlige pensionister, virker det næsten, som om man er trådt inden for i en privat pasningsordning. Løbecykler, dukkevogne, små stole og legetøj popper op mellem Hornung & Møller klaveret, Axels malerier og en tung egetræskiste.
Karen Tilma er tydeligvis en garvet bedstemor, men lige om lidt er det slut med at være »a working grandma«, som amerikanerne siger. Spørgsmålet er, om det får hendes stemme til at forstumme i debatten om børnelivet i Danmark?
»Absolut ikke. Der er mere end nogensinde behov for at gøre opmærksom på børns vilkår. Politikerne taler bekymret om mistrivsel, men de gør kun vilkårene værre«, siger Karen Tilma.
Det at råbe op er noget, hun altid har set som en pligt for læger.
»Der er en paragraf i vores etiske regler, som siger, at hvis man bliver opmærksom på, at der er forhold i samfundet, der øger sygeligheden, så er man forpligtet til at gøre opmærksom på det i den offentlige debat. Det har jeg gjort. Håbet er, at det kan gøre en forskel. Håbet er, at der er nogen, der kommer til at tænke over tingene. Håbet er, at der er nogle ting, der bliver forandret«.
Man kan vel godt være en god læge uden at råbe op?
»Ja, bestemt; vi er forskellige. Når jeg ikke kan lade være med at engagere mig og råbe op, skyldes det, at jeg i min klinik kan se så tydelige følger af menneskeskabte ændringer i samfundet. Følger, som jeg ikke kan løse i min praksis. Så må jeg gøre opmærksom på det. Vi taler om syge og pressede mennesker, som ikke har overskud og ofte har givet op. Det er et særligt lægeanliggende at tale deres sag«
Karen Tilmas mellemste, Jens Tilma, som i dag er yngre almenmediciner i Thy, har tilsyneladende arvet sin mors evne til at engagere sig, råbe op og præge debatten. I hvert fald har han siden sommer optrådt i både Ugeskrift for Læger og landsdækkende medier med et opråb om mere rimelige arbejdstider for læger.
Tid til børn. Tid til et meningsfuldt liv ved siden af lægearbejdet.
Han havde en god barndom, men han savnede at have mere tid sammen med sine travle forældre. Nu hvor han selv har fået børn, vil han noget andet.
»Det handler ikke om, at de unge læger ikke vil arbejde. Men de vil – mere end vi gjorde – vælge børnene til«Karen Tilma, børnelæge
Karen Tilma nikker. Eftertænksomt. Jens har jo ret. De havde for travlt dengang.
»Jeg synes, at det er så godt, at han siger det, og jeg har rost ham meget for det. Det er en kamp mod både regionerne og PLO, og der er nogle læger, der håner ham og siger, at han ikke gider at arbejde. De vil have, at de unge læger bare skal levere, og fra regeringen lyder det samme: arbejd, arbejd, arbejd. Det er frygteligt«.
Karen Tilma trækker vejret dybt ind.
»Det handler ikke om, at de unge læger ikke vil arbejde. Men de vil – mere end vi gjorde – vælge børnene til. De vil have et arbejdsliv, hvor man ikke bliver udbrændt, men har et liv. Jeg synes, det er fantastisk, at de unge læger kæmper for det, og det er godt for børnene. Det ved jeg«.
Hun tænker igen tilbage på dengang, hun kørte galt og havnede midt i en rundkørsel. Det var for presset.
Dengang havde Axel og Karen, der begge havde travlt med deres lægekarrierer, sørget for en lokal »ung pige« – på 40 år – der hjalp dem med børn og hus. Men hun kunne ikke erstatte forældrene, og når Karen Tilma skulle af sted på døgnvagt, skete der altid det samme. Børnelægens egne børn fik symptomer.
»Den ældste, Jørgen, blev så træt, så træt. På et tidspunkt fik jeg taget blodprøver på ham for at sikre, at der ikke var noget fysisk galt. Jens fik ondt i benene, og Bodil, den yngste, ville ikke stoppe med at blive ammet og skreg »mææææælk«, lige så snart hun så mig. Jeg ammede hende stadig, da hun var begyndt til fodbold, så hun fik mælk, iført benskinner og fodboldstøvler«, griner Karen Tilma.
Men da så den unge pige sagde op, omtrent samtidig med at en uopmærksom Karen Tilma oplevede endnu et trafikuheld, da hun kørte i grøften på vej til toget i Brønderslev, besluttede Karen sig for at tage forældreorlov i tre måneder. Stressniveauet i familien var blevet faretruende højt.
»Der gik en uge, og så var Jørgen ikke træt mere, Jens havde ikke ondt i benene, og Bodil ville ikke ammes. Det var et wakeupcall. Børn har brug for tid med deres forældre«.
Karen Tilma tænker lidt. Så bryder et af hendes karakteristiske smil frem:
»Men lidt af det, vi forsømte med vores egne børn; det tager vi nu revanche for med børnebørnene«.
