Unge læger stikker en kæp i hamsterhjulet: »Jeg vil opleve mine børn«

Jens Tilma tror, at han har været fire-fem år gammel. Han vågnede om natten og hoppede ud af sengen. Hans mor var på vej ud ad hoveddøren.

»Hvorfor skal du af sted midt om natten, mor?« kan han huske, at han spurgte.

Men sådan var det dengang. Moren var læge i Aarhus og måtte af sted klokken 4 for at kunne nå frem til sygehuset i tide.

35-årige Jens Tilma er vokset op i en lægefamilie. Han har hovedet fuldt af gode barndomsminder fra gården lidt uden for Brønderslev, hvor han voksede op med sine forældre, Axel og Karen Tilma, og de to søskende, Jørgen og Bodil.

Men hans mors og fars lægearbejde har også slugt en stor bid af porteføljen af barndomsminder.

»Jeg har altid tænkt, at de arbejdede for meget. Men sådan var tiderne. Der var stor arbejdsløshed blandt læger, og det var arbejdet, der satte dagsordenen. Min mor og far havde mange vagter; jeg kan huske, at de var væk hele weekender, juleaften og på ens fødselsdag. De havde ikke rigtig et valg«, fortæller han.

Jens Tilma er omtrent midtvejs i sin hoveduddannelse i almen medicin, og når han om et par år er klar til at blive praktiserende læge, er det med den faste overbevisning, at han skal leve et andet lægeliv end det, hans forældre havde.

Ikke fordi han har haft en dårlig barndom. Slet ikke. Han vil bare noget andet med sit liv:

»Jeg har altid haft et rigtig godt forhold til mine forældre, og jeg har haft en tryg barndom. Men jeg ønsker ikke det liv, som de havde, da vi var børn. Så meget tid brugt på arbejde – er det virkelig det værd?«

Fleksibilitet

Står Jens Tilma alene med sine synspunkter? Langtfra.

Selvom yngre læger som andre mennesker er forskellige og har vidt forskellige forventninger til deres fremtidige arbejds- og familieliv, er ønsket om kortere arbejdstid gentagne gange dukket op i undersøgelser fra både Yngre Læger og Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) i DSAM.

I FYAM-undersøgelsen fra 2016 bliver uddannelseslægerne f.eks. spurgt til, om de har konkrete planer om at gå ned i tid som speciallæger. Det svarer 52% af de 351 deltagende læger ja til, og ud af disse svarer 75%, at ønsket om kortere arbejdstid skyldes hensynet til familien.

»Min generation vil have mere fleksibilitet i vores arbejdsliv, og derfor bliver ønsket om kortere arbejdstid mere og mere udbredt. Vi vil ikke have et arbejde, der får som konsekvens, at vi ikke har tid til vores familie eller til andre ting, der giver os livskvalitet«, siger Jens Tilma.

Han er på det seneste trådt frem som en markant stemme i debatten om arbejdstid og -vilkår for yngre læger. Jens Tilma er politisk aktiv i Yngre Lægers repræsentantskab, især fordi det giver ham en mulighed for at få en stærkere stemme. At blive hørt.

Det er ikke, fordi han savner noget at give sig til.

Ugeskrift for Læger besøger Jens Tilma på en rummelig landejendom mellem Frøstrup og Lild Strand i Thy. Her har han slået sig ned sammen med kæresten Emma Kristensen, også yngre læge, og deres børneflok, der p.t. tæller Axel på fire år, Emil på to og Sven på et par måneder.

Det er først og fremmest den hastigt voksende familie, Jens Tilma gerne vil bruge mere tid på. Men der er mere.

Børn, natur og løb

Vi går ud i maskinhallen – også kaldet »Jens’ værelse«. Hallen er fuld af grej, dæk, børnecykler, værktøj og to landrovere, som man kan skille ad, skrue på, smøre og male. Uden for hallen står to gamle røde Volvo-traktorer i et skur. På den ene snor bugter kulørte ledninger sig ud fra et Varta-batteri. Jens viser det frem. Det har han fikset. Og mere til.

»Jeg kan godt lide at gå at reparere og nørkle med ting. Jeg kobler af, når jeg bruger mine hænder og min hjerne på en anden måde, end når jeg er læge«, siger Jens Tilma.

På familiens græseng, som udgør en stor del af de i alt fem hektarer land, er der blomster overalt, langhåret græs og en konstant knitrende summen af bier og insekter. Rundt om vores fødder springer bittesmå frøer for livet.

»Det er meget vigtigt for mig at komme ud i lyset og al den skønne natur, vi har heromkring«, forklarer Jens Tilma, mens han skridter grunden af med lange skridt.

»Alle sanser bliver aktiveret og skærpet her. Man kan lugte rådyrene, for nylig var der en intens duft af hyld, inden da var det porse, og om lidt blomstrer gyvel og så lyngen. Det er noget af det, jeg bruger til at lade op«.

Bedst er det, når det foregår i løb. Jens Tilma er en habil ultra- og trailløber, og en rigtig løbetur skal helst strække sig over mindst 20 kilometer. For der sker noget inden i ham, når han løber i bakkerne ud mod Bulbjerg med musvågerne svævende højt oppe over hovedet.

»Så tænker jeg utroligt meget bedre og hurtigere, og jeg får mere overskud – både herhjemme og på arbejde. Alle de ting, jeg har oplevet, og alle de tanker, jeg går med, falder på plads efter en løbetur. Jeg får mere energi, et bedre humør og præsterer bare bedre«, fortæller Jens Tilma.

Børn, biler, håndværk, natur og løbeture. Mange vil nok sige, at det bruger de tid på efter deres arbejde.

»Det gør jeg også. Men lægers arbejdsdage er lange, og den tid, små børn er til rådighed i, er begrænset. Børn eksisterer ikke kun i weekenden eller på hverdage mellem klokken 17 og 19. Jeg vil opleve mine børn og være en del af deres liv. Så skal jeg også være til stede, når de er der. Og jeg fatter ikke, at vi skal arbejde allermest i de år, hvor vores børn er små«.

Generationsoprør

Det er ikke et særligt kendetegn for læger at efterspørge et andet arbejdsliv end det, generationerne over 40 år har fyldt en stor del af tilværelsen med. Det præger en stor del af den yngre generation, uanset valg af profession, som efter coronakrise, klimakrise og fokus på stress og mistrivsel er begyndt at vakle i den ellers så udbredte tro på fortsat vækst. En tro, som ældre generationer typisk har set som et middel til bedre velfærd og en bedre fremtid.

Et mindre stressende arbejdsliv, kortere arbejdstid og et mere fleksibelt arbejdsliv er nogle af de ønsker, som med stadigt større styrke bliver efterspurgt i disse år. Ønsker, som har fået politisk medvind fra flere partier og meningsdannere.

Men ønskerne møder også hård modstand. For hvis fremtidens arbejdskraft vil bidrage mindre med deres arbejdskraft og dermed sikre færre skatteindtægter til samfundskagen, så bliver de udskårne stykker af kagen mindre. Og det vil gøre det svært at finansiere ønsker om bedre velfærd, flere pædagoger, kampvogne, skolelærere, sygeplejersker, hjemmepleje eller vindmøller, som der – alt efter politisk mavefornemmelse og ståsted – er bud efter. Læger er der også mangel på, og patienter bliver nogle gange syge på ubekvemme tidspunkter.

En kommentator har kaldt det »en giftig værdikamp« om moral, solidaritet og frihed i en af de mange artikler, som medierne i de senere måneder har bragt om debatten om arbejdstid og de afledte konsekvenser for vores velfærdssamfund.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt:

»Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner. Glem det.«

Mens Venstres og Danske Regioners næstformand Stephanie Lose udtrykte det således:

»Det er svært at se den samfundsmodel, vi har, hænge sammen, hvis vi ser en generel tendens hen imod at arbejde mindre«.

Læge i udkanten

Jens Tilma er en del af en succeshistorie, der er blevet fortalt vidt og bredt i de danske medier i de senere år: En gruppe af yngre almenmedicinere har givet hinanden håndslag på, at de vil blive i Thy og blive fremtidens praktiserende læger. Det løfte har lunet gevaldigt på en egn, der er lige så rig på klithede og marehalm, som den er fattig på læger.

Gruppen af yngre læger har en vigtig mentalhygiejnisk funktion. Den har skabt et stærkt indbyrdes fællesskab, som lægerne vil kunne bygge på, når de om få år skal skabe stærke, levedygtige og værdibaserede kompagniskaber.

Idéerne, tankerne og hensigterne er på plads. Men når Jens Tilma ser rundt i lægeverdenen i dag, kan han godt blive lidt modfalden. For her ser han lægekolleger med alt for meget arbejde. Samme tristesse går igen i PLO’s trivselsundersøgelser.

»Det er altså ikke imponerende, at mange praktiserende læger er udbrændte. Og det er slet ikke rekrutterende – mindst af alt, hvis man gerne vil være læge i Udkantsdanmark. Men det handler ikke om, at jeg er bange for at blive udbrændt. For det er jeg ikke. Jeg vil bare noget andet med mit liv«, siger Jens Tilma.

Han er godt klar over, at han har slået rod et sted, hvor det er mere besværligt at være læge end i de store byer. Folk er mere syge, og det betyder, at man som læge både har dårligere mulighed for at gøre et ordentligt stykke arbejde og for at få en god work-life-balance. Korte konsultationer og hjælp fra vikarer kan man skyde en hvid pil efter.

»Politikerne undrer sig over, at lægerne ikke vil til Udkantsdanmark, men samtidig har de lavet et system, hvor det på alle måder er mindst attraktivt at være læge i udkanten. Det giver ingen mening. Hvis forholdene ikke bliver bedre, risikerer de jo, at der ikke kommer nogen læger«, mener Jens Tilma.

Mangel på praktiserende læger på landet er i øvrigt ikke et særligt dansk fænomen. Antallet af praktiserende læger er gået ned, særligt i landområderne, i mange OECD-lande – og det på trods af at det samlede antal læger stiger. Det viser »Health at a Glance: Europe 2022«, som er OECD’s oversigt over udvalgte indikatorer for sundhedsvæsenerne i medlemslandene.

Delepraksis

Jens Tilma drømmer om at få en delepraksis. Hvis tre læger f.eks. deler to lægekapaciteter, vil det betyde mere tid til patienterne og mere fritid til lægerne.

»For mig i almen praksis vil det være den mest realistiske model for at kunne få en kortere arbejdsdag. Det handler især om tre ting«. Jens Tilma holder hånden frem med tre strittende fingre.

»Fællesskab, familieliv og fleksibilitet. Vi ønsker at arbejde i et fællesskab, som er mere robust end en solopraksis. Vi ønsker kortere arbejdstid, så vi får bedre tid til et ordentligt familieliv, og vi ønsker mere fleksibilitet, så vi selv kan vælge, om vi vil bruge tiden på børn, hobby, forskning eller andet«.

Men går det ikke ud over patienterne, hvis lægen er mindre på arbejde i sin praksis?

»Ikke når vi har arbejdsfællesskabet i kompagniskabet. Når man deler arbejdet, kan man godt skære ned på arbejdstiden for den enkelte læge. Selvfølgelig skal patienterne passes. Det skal ikke gå ud over nogen«, svarer Jens Tilma.

Men delepraksis er reguleret i overenskomsten og tildeles kun efter særlige kriterier. Det kan være, hvis en læge eller lægens børn er ramt af alvorlig sygdom, eller hvis lægen f.eks. er plejehjemslæge eller praksiskonsulent. Endelig er der mulighed for at opnå tilladelse til delepraksis i en begrænset årrække, hvis man er læge i et lægedækningstruet område.

Du er jo i et lægedækningstruet område, så kan du ikke bare søge midlertidig delepraksis?

»Jeg er ikke interesseret i noget, der ophører om seks år. Og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke gør det mere attraktivt at slå sig ned her? Alle taler om, at »uh, vi skal have flere læger til udkanten«. Men hvis de vil have læger til at flytte væk fra de byer, hvor de har uddannet sig og slået rødder, så skal man gøre det attraktivt. Nu er det kun besværligt«, siger Jens Tilma, der understreger, at det handler om bedre tid – ikke om flere penge.

I almen praksis har I jo stor frihed til at indrette jer, som I ønsker det, I kan fordele overskuddet anderledes, I kan hyre vikarlæger, og I kan …«

»Det ved jeg godt, at de siger – alle dem i de større byer, der ikke er så belastede«, afbryder Jens Tilma. »Men i udkanten, hvor sygdomsbyrden er større, er der bare ikke de samme muligheder for at organisere sig ud af det, og der er ingen vikarer at trække på, hvis vi gerne vil have lidt fri. Vikarer tilbyder sig i Facebook-grupper i de store byer. Men der er få, der vil komme to dage om ugen til Vestervig«.

PLO: Svær balance

Vi skal lytte til de unge lægers ønsker om at kunne prioritere deres tid anderledes. Sådan lyder budskabet fra Lise Høyer, der er medlem af PLO’s bestyrelse. Men der er også lægemangel at tage hensyn til.

»Vi forstår, at det er en svær balance, og at de unge familier gerne vil prioritere mere tid til familien, når de har små børn. Det er naturligt, og de er hverken underlige eller arbejdssky. Vi er bare nødt til at være realistiske. Vi skal indgå aftaler med Danske Regioner, som på grund af den udbredte personalemangel har helt andre ønsker. Men det er vigtigt, at almen praksis er attraktiv og har gode arbejdsforhold, hvis vi skal kunne rekruttere de unge læger samt fastholde de ældre kolleger«.

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at der skal være mindst 5.000 praktiserende læger i 2035. Men det betyder ikke nødvendigvis mere tid til lægerne. For tanken er, at de senere års udflytning af opgaver fra sygehuse til primærsektor skal fortsætte ufortrødent.

Der er dog opbrud. Byggeklodserne til fremtidens sundhedsvæsen er i øjeblikket ved at blive undersøgt i forskellige kommissioner, og der er også fokus på lægernes honorarstruktur.

Lise Høyer siger:

»For PLO er det et mål, når vi er 5.000 læger, at de patienter, der har mest brug for lægehjælp, fremover skal have mere tid hos lægen. Og patientantallet pr. læge skal især ned i de områder, hvor man har mange ældre og multisyge patienter. Det vil være med til at gøre det mere attraktivt at nedsætte sig som praktiserende læge de steder, der mangler læger i dag«.

Skal det blive nemmere at få delepraksis?

»Det er noget af det, der bliver afstemt i den nationale overenskomst med regionerne, og lige nu er stemningen selvfølgelig præget af den aktuelle lægemangel. Her tror jeg også, at vi skal kigge mere på den frihed, vi faktisk har som selvstændige læger til at tilrettelægge arbejdet i den enkelte praksis – uanset hvilken form den har«.

Ikke doven

Danmark hører til de lande, hvor befolkningen gennemsnitligt arbejder færrest timer om ugen, viser tal fra OECD.

Men samtidig kan de unge generationer se frem til at være på arbejdsmarkedet, til de er et godt stykke op i 70’erne. Og presset på børnefamilierne er anseeligt, fordi danskerne nok har en kort arbejdsuge, men til gengæld er det normen, at begge forældre arbejder.

Og læger er nogle af dem, der arbejder meget.

I PLO’s seneste opgørelse over den ugentlige arbejdstid for praktiserende læger fra 2017 ligger den gennemsnitlige arbejdstid for dag- og vagtarbejde på cirka 45 timer ugentligt på landsplan. Men det er gennemsnitstal. Og vilkårene er meget forskellige.

Jens Tilma har for nylig læst om en læge i Hirtshals, der havde indgået et samarbejde med en koncern om driften af lægehuset. Det betød, at han kunne skære sin ugentlige arbejdstid ned. Fra 60 til 40 timer.

»For mig handler det nok mere om at komme ned i nærheden af noget, der minder om 37 timer. Jeg er ikke doven. Men vi er flere og flere unge læger, der siger, at vi ikke vil have et arbejdsliv, der får som konsekvens, at vi ikke har tid til vores familie«, siger han.

Arbejdssociologer og generationsforskere studerer tendensen og den ændrede indstilling til arbejdslivet. Jens Tilma har selv fulgt med og deltaget i debatten.

»Jeg hørte en generationsforsker sige, at de ældre hovedsageligt har været pligtopfyldende over for deres arbejde, mens de yngre er vokset op i en mere individualiseret tid med fokus på, hvad de hver især ønskede sig. Hvor det mere handler om, hvad man selv vil, end om at udfylde den plads i samfundet, man er blevet tildelt. Det tror jeg, kan være rigtigt«, siger han.

Når mormor kunne …

Det er tid til en eftermiddagstur. De to store er blevet hentet i børnehave og vuggestue, og hele familien hopper ind i landroveren med kurs mod Bulbjerg.

Her tager de ofte ud på aftentur for at blive blæst godt igennem og få sindet fyldt op af solnedgang og storslåede udsigter. Forleden klarede Axel på fire år alle 6 kilometer på sin lille cykel – for bare et par uger siden kæmpede han hårdt med skiftet fra løbecykel til pedaler.

Tiden går stærkt, når man har børn. Og Jens Tilma vil være til stede i sine børns liv – være en del af deres kvantespring og være ved deres side, når det hele ramler.

Det har altid været en balancegang for læger at vægte arbejde og familieliv. Hans mormor var også praktiserende læge, dag og nat, med otte børn hjemme i præstegården i Salling. Og så var hun organist i kirken og hjalp sin præstemand med at skrive prædikener.

Hvis mormor kunne klare alt det, hvorfor kan hendes barnebarn så ikke?

Jens Tilma smiler:

»Mormor havde helt sikkert nok at se til. Men det var også en anden tid at være læge i. Man kunne ikke behandle helt så meget, og folk søgte heller ikke læge på samme måde som i dag«, siger han.

»Hvorfor har jeg så selv valgt at blive læge? Jeg tror, det handler om, at jeg deler de samme værdier som mine forældre. Vi vil gerne have et meningsfuldt arbejde – og det har man i høj grad som læge«.

Det handler om »det gode liv«, forklarer han.

»Vi stræber jo alle efter livskvalitet. Men hvor de ældre generationer – hvad enten de var læger, lærere eller tømrere – har identificeret sig meget med deres arbejde, tror jeg, at det er anderledes for os yngre. Vores identitet er ikke i samme grad bundet op på vores arbejde«, siger Jens Tilma og fortsætter:

»Hvis man tænker på, hvordan man gerne ville have, at ens barndom skulle være, så ville jeg gerne have haft mere tid sammen med mine forældre. Det er det samme budskab, man hører fra gamle mennesker: De siger alle sammen, at hvis de kunne lave noget om, ville de gerne have haft mere tid med deres familie. Skulle vi så ikke begynde at lytte og gøre noget ved det?«