Panelet
Ny direktør – nyt tilsyn?
23. okt. 2020
3 min.
Man kunne forledes til at tro, at problemerne med vores tilsyn er forsvundet, den larmende tavshed i debatten taget i betragtning. Dette er dog langtfra tilfældet.
Den bebudede ankeinstans er langtfra perfekt, sundhedsloven og »strammerpakken« er de samme, og intet tyder på, at Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS)’s praksis skulle have ændret sig.
Imidlertid er der kommet ny direktør, denne gang en læge. Det hilser jeg velkomment, simpelthen fordi jeg håber, at det betyder fornyelse.
For ja. I teorien skal læger bare gøre alting rigtigt, alle patienter skal behandles efter allerbedste lærebogsstandard i de allerbedste rammer, it-systemer er en supergod idé, og lægers arbejde skal måles efter alt dette.
STPS kan heller ikke selv leve op til den teoretiske utopi. De har tilsynssager med så lang sagsbehandlingstid, at de i praksis kan ødelægge en karriere blot på en mistanke.
Men i praksis er ingenting som i lærebøgerne, og selv den erfarne læge kan ikke sikre optimal behandling i suboptimale rammer, undgå lægelige fejlskøn med potentielt alvorlige konsekvenser for patienten eller lære at bruge hyperkomplekse it-systemer på patientsikker vis.
Og læger bliver ikke mere i stand til alt dette, ved at man hænger truslen om retsforfølgelse over deres hoveder på en basis af individuelt ansvar uanset rammer, erfaring m.v.
STPS kan heller ikke selv leve op til den teoretiske utopi. De har tilsynssager med så lang sagsbehandlingstid, at de i praksis kan ødelægge en karriere blot på en mistanke, og sender mistænkte ikkepatientsikre sundhedspersoner tilbage i klinikken pga. fristoverskridelse. Generelt er der indtryk af et tilsyn præget af manglende styring efter kerneformålet og nærmere efter politiske agendaer, intern fragmentering med uenighed mellem faggrupper og akut manglende ressourcer.
Det opleves ikke særlig trygt.
For hvordan kan et reaktivt tilsyn konkludere, at SundhedsPlatformen er patientsikker »forudsat at personalet kan finde ud af at bruge den« uden at undersøge, om det så også i praksis er muligt at lære at bruge den? Hvordan kan man acceptere at kriminalisere lægelige fejlskøn hos yngstemand, når man ved, hvor svær den kliniske virkelighed er at navigere i? Og hvis ovennævnte er forfejlede opfattelser, og praksis reelt er fagligt meningsfuld for patientsikkerheden, hvorfor har man så ikke formået at kommunikere dette, så vi som udenforstående læger kan indse det, og tilliden kan genoprettes?
Som samfundsmediciner kender jeg mange dygtige og flittige læger, der har hjertet og fagligheden på rette sted og løfter en stor og vigtig opgave i STPS. Jeg forstår også til fulde, hvordan man kan miste blikket for kerneformålet i virvaret af politiske agendaer, travlhed osv. Det er min egen største frygt.
Mit håb er derfor, at den nye direktør holder sig selv benhårdt op på selve tilsynets kerneformål, nemlig at sikre patientsikkerheden i den virkelige verden, og har modet til at gøre det, der skal til, for at vi får det tilsyn, som vi fortjener. Både for både læge- og patientsikkerhedens skyld.
Læs også
Ny direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed: »Jeg håber, at lægerne sænker skuldrene«