Skip to main content

Ny PLO-overenskomst skaber optimisme blandt de unge læger

Bedre mulighed for fagglig sparring, delepraksis og deltid er godt ved den nye aftale, skriver næstformand for fremtidens praktiserende læger.

Maria Bundgaard – næstformand for FYAM. Foto: Privat
Maria Bundgaard – næstformand for FYAM. Foto: Privat

Af Maria Bundgaard, næstformand for DSAM’s udvalg for Yngre AlmenMedicinere (FYAM)

22. sep. 2017
2 min.

Det er en god nyhed for rekrutteringen af unge læger til almen praksis, at PLO og Danske Regioner er blevet enige om en ny overenskomstaftale.

Overenskomsten viser, at der er politisk vilje til at satse på den nuværende struktur for almen praksis med privat praktiserende familielæger, og det gør unge læger som mig tryggere ved en fremtid i almen praksis.

Vi ved, at en del unge almenmedicinere i dag arbejder på sygehusene. Hvis vi skal løse lægemangelen i almen praksis inden for en overskuelig fremtid, så skal vi unge almenmedicinere fristes til at blive klinikejere og arbejde i almen praksis. Det tror jeg, at overenskomsten, sammen med de øvrige rekrutteringsinitiativer, vil bidrage til.

Spændende med klynger

Det er også meget spændende, at man i den nye overenskomst vil styrke kvalitetsarbejdet i almen praksis gennem dannelse af kvalitetsklynger. Vi ved fra FYAM’s medlemsundersøgelse fra 2016, at unge og kommende almenmedicinere lægger stor vægt på at have mulighed for faglig sparring, og jeg har allerede kunnet spore optimisme omkring idéen blandt mine yngre kolleger.

Det er desuden meget positivt, at muligheden for at oprette delepraksis i lægedækningstruede områder bliver styrket. Vi unge læger har længe kæmpet for at kunne være hele mennesker med tid til familien og samtidig gøre god lægegerning. Det er ingen hemmelighed, at mange af os unge læger har mindre børn, måske en ægtefælle, der også gør karriere, og oveni købet bor langt væk fra familien eller noget helt fjerde.

Gerne deltid

At være praktiserende læge i dag er for de fleste ikke et 37 timers job og slet ikke i lægedækningstruede områder eller områder med stor patienttyngde, og derfor efterspørger mange unge læger mulighed for reduceret patientantal og dermed deltid, så livet kan fungere som nynedsat praktiserende læge. Jeg tror derfor, at denne del af aftalen - sammen med det differentierede basishonorar - kan bidrage til at afhjælpe lægemanglen i landets yderområder.

Læs også: PLO's nye overenskomst: Ikke for sarte sjæle

Læs også: Så godt – men så sent!