Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg, i de 35 år jeg har været hospitalsansat læge, har deltaget i, været involveret i eller er blevet bedt om at kommentere diverse planer og projekter vedrørende »bedre samarbejde mellem primær- og sekundærsektor«. De fleste af gangene med helt ædle motiver om f.eks. at »begrænse unødvendige akutte indlæggelser«, »forbedre kommunikationen mellem primær- og sekundærsektor begge veje« eller andre overskrifter, der – isoleret set har været svære at erklære sig uenig i – ville være en forbedring.
Der har været afholdt mange møder med deltagelse af gode mennesker fra både kommuner og region. Men det har været mere reglen end undtagelsen, at der var en ikke uvæsentlig medspiller, der glimrede ved sit fravær. Det er meget sjældent, jeg har oplevet, at en repræsentant for praksissektoren deltog. Der kom ganske enkelt ingen praktiserende læger til møderne. Om det har haft sammenhæng med manglende interesse eller manglende mulighed for at skrive en regning, ved jeg ikke. Jeg fik jo min gode løn fra regionen for at sidde med ved bordet.
Når man nu har sat alle sejl til for på landsplan en gang for alle at prøve at få skruet noget sammen, der kan løse det, som i hvert fald 35 års møder og projekter ikke har kunnet løse på lokalt plan, kan man jo kun på forhånd være positiv stemt. Når man snakker om, at fordelingen af ressourcer skal resultere i, at flere penge skal kanaliseres over i »det nære sundhedsvæsen«, må det jo betyde til bl.a. primærsektoren.
»Jeg vil blot bede om, at man husker, hvor bolden (læs: patienten) altid ender, når alle andre har givet op eller er gået på weekend«Lars Hornshøj Thomsen, overlæge, Akut- og Traumecenteret, Aalborg Universitetshospital
Jeg vil blot bede om, at man husker, hvor bolden (læs: patienten) altid ender, når alle andre har givet op eller er gået på weekend. Hospitalernes akutmodtagelser er der, hvor patienten kommer, når:
– patienten ikke kunne komme igennem til egen læge/vagtlæge og derfor ringer 112
– alle privatpraktiserende øre-næse-hals-læger i nærheden holder ferie samtidig de tre dage op til påske
– den praktiserende læges sekretær tilbyder en tid til patienten samme dag kl. 14, og kan vedkommende ikke vente til det, må de jo ringe 112
– patienten har ringet ind til det ambulatorium, hvor vedkommende følges, men der synes de, det er bedst, at patienten lige kommer i akutmodtagelsen til en vurdering, foretaget af nogle andre end en selv
– personalet på plejehjemmet synes, at beboeren er »anderledes end sædvanlig«. Så enten ringer personalet 112 eller kontakter læge/vagtlæge. Resultatet er som regel det samme.
Betyder øgede ressourcer og mandskab til primærsektoren, at man f.eks. vil øge tilgængeligheden? Vil man også begynde at genopfinde de gode gamle dage, hvor man tog på hjemmebesøg? Vil man f.eks. tage lægevagten tilbage, eller er det her en snak, der kun gælder hverdage kl. 8-16?
Jeg håber virkelig, at man denne gang får gennemført noget, der grundlæggende forbedrer forholdene for også de akutte patienter og ikke udelukkende kræftpatienter, psykiatriske patienter og patienter på diverse ventelister.
