Skip to main content

Ny undersøgelse: Klinisk forskning svækkes på sygehusene

Klinisk forskning er afgørende for at give patienterne den bedste og mest sikre behandling. Men de seneste fem år er mulighederne for at forske på sygehusene blevet mærkbart forringet. Den udvikling skal vendes – også for at mindske ulighed i sundhed
Anne Nødgård Sørensen, specialeansvarlig overlæge, Kathrine Birch Petersen, specialeansvarlig overlæge, Peder Klement Jensen, overlæge, Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen
2. apr. 2019
06 min

Sygehusene og hele sundhedsvæsenet er under pres. Stadig flere medarbejdere og ledere advarer om, at ressourcerne ikke længere rækker til at indfri politiske løfter om hurtig behandling af højeste kvalitet. Flere læger forlader de offentlige sygehuse i frustration over manglende mulighed for at give patienterne en forsvarlig behandling.

Vi ser konsekvenserne i form af overfyldte afdelinger for ældre medicinske patienter, manglende opfyldelse af kræftpakker, psykiatriske patienter, der udskrives til gaden mv.

Men problemerne stikker dybere, viser en ny undersøgelse af vilkårene for den kliniske forskning, som Overlægeforeningen har gennemført.

Gennem de sidste snart tyve år har sygehusene været tvunget til at have et ensidigt fokus på at forøge produktionen, bl.a. for at komme ventelister til livs.

Når sygehusene ikke kan få enderne til at mødes, bliver den kliniske forskning på sygehusene nedprioriteret og svækket – til fordel for her og nu-behandling. Det kan få mærkbare konsekvenser for patienterne, for den kliniske forskning er en afgørende forudsætning for, at sundhedsvæsenet kan levere sikker behandling af høj kvalitet.

Overlæger har traditionelt spillet en nøglerolle i forhold til gennemførelse af klinisk forskning og for ibrugtagning af forskningsresultater til gavn for patienterne. Men de seneste år har deres arbejdsbetingelser ændret sig betydeligt, hvilket har medført mindre tid til forskning.

Udviklingen går den forkerte vej

Derfor besluttede en arbejdsgruppe nedsat af Overlægeforeningen sidste år at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt alle sygehusansatte medlemmer for at se nærmere på vilkårene for den kliniske forskning. I alt deltog 1.870 overlæger ( 29 pct. af medlemmerne) i undersøgelsen.

Undersøgelsen rummer både gode og dårlige nyheder. Den gode nyhed er, at undersøgelsen bekræfter, at et flertal af de danske overlæger gerne vil forske: Over halvdelen af de deltagende overlæger var forskningsaktive som en del af deres kliniske arbejde, i fritiden eller hyppigst begge dele.

Og indsatsen giver resultater. Blandt alle deltagende overlæger har 60 pct. publiceret en eller flere artikler i 2017. Samtidig angiver næsten 70 pct. af overlægerne, at de ønsker, at forskning skal være en del af deres fremtidige arbejde. Det burde jo love godt for forskningens fremtid i sundhedsvæsenet.

Men der er også en dårlig nyhed, som viser, at udviklingen går den forkerte vej. Ikke mindre end 62 pct. af de forskningsaktive overlæger oplyser, at det er blevet vanskeligere at gennemføre forskning inden for de seneste fem år.

Mange overlæger oplever på trods af opbakning fra leder og kolleger, at det er blevet sværere at få tid til dette arbejde, og at de administrative og økonomiske barrierer er blevet højere. Det afspejles i en række kommentarer fra medlemmerne i undersøgelsen. De afslører, at mange overlæger og kliniske forskere er dybt frustrerede over udsigterne for fremtidens forskning og konsekvenserne for patienterne, f.eks. i følgende citat:

»... vi er så pressede i klinikken, at forskningen bliver kvalt. For mig at se bør vi både arbejde for patienten i dag og den patient, der kommer i morgen, men lige nu er det stort set kun dagen i dag, man tænker på. Det er en farlig udvikling«.

Ud over mangel på tid nævnes følgende årsager i prioriteret rækkefølge: økonomi, fundraising og krav fra Datatilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed samt Videnskabsetisk Komité. Dette mønster er ensartet i alle regioner. Overlægerne peger på, at især bureaukratiske og lovgivningsrelaterede udfordringer er blevet større i løbet af de seneste fem år.

Patienterne bakker op

Mange ville måske tro, at debatten i medierne om forskeres adgang til sundhedsdata ville påvirke patienternes holdning negativt. Men det er ikke sket. Tværtimod er patienternes parathed til at medvirke i klinisk forskning ekstremt høj. Kun 2 pct. af overlægerne angiver patienters manglende ønske om at deltage som en barriere. Det svar falder i tråd med en undersøgelse fra Region Sjælland, som viste, at patienterne ønsker, at behandlingen baseres på nyeste forskningsresultater, og at det er langt vigtigere end f.eks. afstand til sygehuset.

Klinisk forskning er afgørende for, at patienterne får gavn af de bedste og mest skånsomme behandlingsmetoder. Derfor er det et alvorligt problem, hvis forskningen står svagt inden for bestemte specialer eller dele af landet. Desværre er begge dele tilfældet.

Der har i mange år været bred enighed om, at behandling af psykiske sygdomme er nedprioriteret økonomisk og politisk. Vores undersøgelse viser, at psykiatrien også er nedprioriteret, når det gælder klinisk forskning.

Mens mellem 53 pct. og 59 pct. af overlægerne i de medicinske, kirurgiske og parakliniske specialer er involveret i forskning, gælder det kun 30 pct. af overlægerne i psykiatrien. Tilmed er psykiaternes vilkår klart ringere. Kun 10 pct. af de forskningsaktive overlæger i psykiatrien har dedikeret tid til forskning, mens dette gælder ca. en tredjedel af overlægerne i de øvrige specialer.

Vi ser samme ulighed i regionerne. Her skiller Region Sjælland sig ud negativt. Overlæger i Region Sjælland har sjældnere en akademisk grad, publicerer mindre, er involveret i færre projekter og har vanskeligere ved at få økonomisk støtte end kollegerne i resten af landet.

Ulighed i sundhed

Det stigende pres på klinisk forskning og de regionale og specialemæssige forskelle medfører en stigende ulighed i patienternes mulighed for at deltage i projekter og blive tilbudt den bedste forskningsbaserede diagnostik og behandling. Det er særligt bekymrende, at forskningsindsatsen er mindst for mennesker med psykisk sygdom. Det forstærker en i forvejen alt for stor ulighed i sundhed.

Der har for længe været en manglende forståelse for, at klinisk forskning er en forudsætning for en effektiv evidensbaseret behandling. Forskning opfattes på ledende niveau ofte som en udgift og hindrende for effektiv produktion. Eller som det siges i en kommentar:

»Vi er en struktur, der er afhængig af viden – men vi sætter ikke ressourcer af til at pleje den viden«.

En nærliggende årsag kunne være, at forskning sjældent figurerer på afdelingernes budgetter. Kun 12 pct. af de deltagende overlæger havde kendskab til, at forskning var en selvstændig del af afdelingens budget. Udgangspunktet for at ændre det er en anerkendelse af, at høj kvalitet kræver klinisk forskning. Og derfor skal klinisk forskning på budgetterne, ikke som et mål for besparelse, men for at synliggøre forskningen som en vigtig del af sundhedsvæsnets raison d’être.

Dette er for længst erkendt i lande, vi sammenlignes med, f.eks. USA og England. I 2006 etablerede man i England National Institute for Health Research, som tildeles 1 pct. af hele NHS’ (National Health Service) budget til klinisk forskning. Formålet er bl.a. at sikre, at klinisk forskning indgår i alle dele af patientbehandlingen, samt at alle patienter sikres mulighed for deltagelse i forskningsprojekter.

Den kliniske forskning er under pres i det danske sundhedsvæsen. Vores undersøgelse dokumenterer, at overlægers muligheder for at udøve klinisk forskning er blevet betydeligt vanskeligere gennem de seneste fem år. Det skyldes især mangel på tid, men også stigende problemer med bureaukrati og faldende mulighed for finansiering.

Der er et presserende behov for at styrke klinisk forskning for at sikre patienterne let og lige adgang til den nyeste, bedste og mest sikre diagnostik og behandling – både nu og i fremtiden.

Læs også: "Hvis forskning bliver mere besværligt, dræber det min lyst"

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen