Content area

|

Oprust det præhospitale

Det akutte sundhedsfaglige servicebehov er umætteligt, og der sker en uhensigtsmæssig belastning af akutafdelingerne. Løsningen er oprustning af og bedre samarbejde i det præhospitale.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Jesper Juul Larsen, ledende overlæge, MPG, Akutafdelingen, Nordsjællands Hospital, jesper.juul.larsen@regionh.dk & Thomas A. Schmidt, uddannelses- og forskningsansvarlig overlæge, klinisk lektor, dr.med. Akutafdelingen Nordsjællands Hospital og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet, thomas.schmidt@regionh.dk

Der er umættelig efterspørgsel på lettilgængelig sundhedsfaglig vurdering. Der rettes således i vid udstrækning henvendelse til præhospital akutvisitation grundet ikkeakut behandlingskrævende tilstande eller kronisk sygdom [1]. Blandt andet som følge heraf har der i Danmark været en stigning i antallet af akutte patienthenvendelser på landets akuthospitaler fra 1.067.390 henvendelser i 2005 til 1.221.601 henvendelser i 2016 [2], hvilket udgør en øgning på 154.211 patientkontakter (14 procent) med en befolkningstilvækst i samme periode på kun 5 procent [3], og udviklingen fortsætter: På en almindelig dag henvises 150-180 patienter til vurdering på akutafdelingen på Nordsjællands Hospital. Af disse hjemsendes cirka 110 patienter. Således er kritisk set cirka 60 procent af patientkontakterne på akutafdelingen ikke egentlig akut behandlingskrævende og skulle være håndteret præhospitalt. På et almindeligt døgn på en akutafdeling vil der kun være cirka 10-15 patienter, hvor det vil være afgørende for liv eller førlighed, at de kom på hospitalet. Der er således en diskrepans mellem, hvad borgere mener, er akut og ønsker en løsning på, og hvad sundhedsprofessionelle i hospitalssektoren mener, er umiddelbart behandlingskrævende. For stort indtag på akutafdelingen (overcrowding) er farligt for patienterne og stressende for personalet, hvilket desuden også påvirker søgningen til det akutmedicinske speciale negativt [4]. At lade akutafdelingen løse de borgernære problemer (hjemløshed, »uholdbar hjemmesituation«, manglende adgang til egen læge eller kommunalt akutteam) er sundhedsfagligt uholdbart og økonomisk problematisk. Hvad kan vi gøre ved det?

Efter vores mening kræver det 1) en anerkendelse af moderne borgeres behov for effektive sundhedsfaglige ydelser og 2) en optimering af samarbejdet mellem præhospitale sundhedsudbydere og akutafdelingerne.

Anerkendelse af moderne borgeres sundhedsfaglige behov

Som illustreret i Figur 1 er der to veje at gå som respons på et umætteligt behov for sundhedsfaglige ydelser: Myndigheder kan ved oplysningskampagner og lignende appellere til borgerne om at vise mådehold og kun rette henvendelse til akutberedskabet, hvis deres tilstand er akut eller livstruende. Borgere opfordres således til at overveje at vente, til egen læge åbner, fordi »det er egen læge, der kender dig bedst« [5]. På bundlinjen er det at opdrage på borgerne, hvilket ikke virker. Vi mener, at borgerne er ligeglade med, hvem der yder den sundhedsfaglige service, som de efterspørger, bare problemet bliver løst, når de har tid og behov. Man bør i stedet opfylde borgernes ønske om umiddelbar sundhedsfaglig hjælp på den moderne borgers præmisser. Det vil sige at anerkende, at begreberne akut eller livstruende reelt vægtes individuelt og forskelligt, og at der i et avanceret og moderne samfund er et borgerdrevet behov for sundhedsfaglig indsats over for enhver gene alle døgnets 24 timer. På samme måde som man i dag kan købe ind, når man vil. Der skal være et tilgængeligt sundhedsfagligt tilbud, der kan løse borgerens problem umiddelbart og nært. Det stiller krav til de præhospitale sundhedsaktører, som endnu ikke honoreres.

Optimering af samarbejdet mellem præhospitale sundhedsudbydere og akutafdelingerne

Som illustreret i Figur 2 er akutberedskabet inddelt præhospitalt og hospitalt bestående af praktiserende læge, akuttelefonen 1813/ lægevagtsfunktionen og akutafdelingen. Opbygningen er præget af organisatorisk og økonomisk kassetænkning, hvor borgere på hverdage kl. 08-16 skal henvende sig til praktiserende læge og på helligdage og på hverdage kl. 16-08 til akuttelefonen 1813/lægevagtsfunktionen. Akutafdelingen derimod har åbent altid.

Det synes i dag tiltagende vanskeligt for borgere at henvende sig til praktiserende læge, som traditionelt har været en central aktør. Praktiserende læge har typisk, med undtagelse af en enkelt aftenkonsultation kun åbningstider om dagen kl. 08-16. På det tidspunkt er de fleste borgere imidlertid optaget af arbejde, så denne begrænsede tid er ikke ideel og udfordrer tilgængeligheden af almen praksis. Borgere søger derfor andre veje, hvilket ses i presset på akuttelefonen 1813/lægevagtsfunktionen og slutteligt i den stigende henvendelsesgrad til landets akutafdelinger.

Oversvømmes af relativ raskhed

Praktiserende læger kan og er gode til efter telefonisk henvendelse at påbegynde behandling af simple sygdomme, udskrive recepter og give kvalificerede svar. Er den praktiserende læge ikke tilgængelig for det kommunale akutteam eller borgeren, henvises der til akuttelefonen 1813/lægevagtsfunktionen, som overvejende henviser tilbage til egen praktiserende læge, eller ved skønnet behandlingsbehov visiterer til akutafdeling og kun undtagelsesvis behandler eller skriver recepter. Det er en struktur, som uvægerligt medfører mange henvisninger til akutafdelingerne, der således bruger mange ressourcer på småting og oversvømmes af relativ raskhed. Det er derfor, at så mange patienter kan udskrives fra akutafdelingerne, men det ville være bedre at løse simple sundhedsfaglige problemer borgernært ved første kontakt og ikke et råd om at vente til i morgen eller at blive vist videre til akutafdelinger unødvendigt. Systemet har ikke fulgt med tiden. Det almindelige forbrugersamfund har fundet ud af det – sundhedsvæsenet har ikke. Vi foreslår, at praksiskoordinator og 1813/lægevagtsfunktionen samt akutafdelingen samarbejder og når til enighed om retningslinjer for umiddelbar, borgernær behandling af simple sygdomme, så behandling af disse ikke henvises til akutafdeling.

Mere præhospital vurdering

Når borgere ønsker en vurdering af simple sygdomme, bør det kunne gøres præhospitalt. I akutafdelingen ses i dag udslæt, blærebetændelse hos raske kvinder, halssmerter, øjenbetændelse, forkølelsessårsinfektioner, lændehold mv. Disse er typisk ikke alvorlige tilstande eller afklarede tilstande, som er forværret, og som bør kunne løses af akuttelefonen 1813/lægevagtsfunktionen ud over hos praktiserende læge. Effektiviteten af akuttelefonen 1813/lægevagtsfunktionen bør ikke vurderes på, hvor længe borgere bliver nødt til at vente i telefonen til vagtcentralen, men på, om det problem, borgeren præsenterer, bliver løst – samt om problemet om muligt løses borgernært uden blot at blive eksporteret til akutafdelingerne. Sundhedsaktørerne uden for hospitalet skal med andre ord træde ind i det 21. århundrede med service og vejledning, der matcher de behov og ydelser, som efterspørges – nemlig en konkret problemløsning og ikke en visitering til anden instans. Der bør satses på samarbejde i stedet for kassetænkning, og løftestangen burde indeholde en tværgående fælles IT-baseret sundhedsjournal, sådan at både det præhospitale og hospitale sundhedsvæsen ville kunne orientere sig hos hinanden. Dette er ikke tilfældet i dag.

Vi foreslår ganske enkelt, at borgernes behov sættes i centrum, og at simple sundhedsfaglige problemer løses så umiddelbart som muligt uden at generere unødvendigt arbejde for næste sundhedsfaglige instans.

Blad nummer: 

Right side

af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer
af Preben G. Berthelsen | 21/11
1 Kommentar