Hun træder tyk og glad ind i konsultationen. »Det er fantastisk, jeg har slet ikke lyst til at spise chokolade, jeg er virkelig glad for, at du hjælper med den her medicin«. Vi vejer, og der er vægttab. Flere glade, tykke patienter kommer forbi, også fra rygkirurger og psykiatere, som har messet de hellige ord: gå til egen læge – hun kan hjælpe.
Vægtens røde tal viser tab af kilo. Patienterne smiler og kommer med glade kommentarer: »Jeg føler, at sådan som jeg spiser nu, er sådan normale mennesker spiser«. »Jeg får bare ikke lyst til mad. Hele aftenen er der madro. Jeg vandrer ikke frem og tilbage mellem stuen og køleskabet«. »Jeg tænker simpelthen ikke på mad, ligegyldigt hvad vi skal spise«. »Jeg kan ikke spise mere end en portion, så er jeg mæt«. Alle følger sig glade og frie uden madafhængighed.
»En klog befolkning, som har lært at sige fuldgenomsekventering, skal naturligvis også uddannes til viden om manipulerende faktorer i fedmesamfundet«Marianne Hansen, praktiserende læge
Vi bor i et fedmevenligt samfund. En ud af to er for tykke, en ud af fem er alt for tykke. Et dansk studie har vist, at fra 1980’erne og frem er der ikke sket ændringer i vores gener som forklaring på fedmeepidemien. WHO har vist, at energien i butikkernes fødevarer er steget svarende til vores overvægt. Størrelsen på enhåndsmad som fransk hotdog og is er steget med 20%, størrelsen på fastfoodserveringer er steget 2-5 gange. Studier har vist madafhængighed hos studerende (altså folk, der kan læse en bog) på 12% med præference mellem afhængighed af fedt og salt eller fedt og sukker. Ved sammenligning over to uger med to grupper, som fik forarbejdet kost mod ikkeforarbejdet kost, tog den første gruppe 0,8 kg på, og den anden gruppe tabte 1,1 kg. I supermarkedet bydes vi velkommen af frugt og grønt, men når vi venter ved kassen, er vi omgivet af forarbejdede produkter, der kan spises med en hånd på et minut.
Løsningen er nu glykogenlignende proteiner, som er designet til at efterligne kroppens normale reaktioner. Desværre ophører virkningen, når vi ikke spiser medicinen. Desværre er mit indtryk også, at det fucker med vores hjerne, så vi heller ikke vil væk fra den tilfredshed, som medicinen giver på humøret. I kroppen kan vi selv aktivere glykogen efter mere end 12 timers spisepause. I det fedmevenlige samfund har vi indlagt vaner og rutiner, som ikke passer til det spisemønster.
Så vend jer til mig og stivn af rædsel, læg hånd på mund!
En klog befolkning, som har lært at sige fuldgenomsekventering, skal naturligvis også uddannes til viden om manipulerende faktorer i fedmesamfundet. Så vi hver især kan vælge vores vej. Regionale klinikker for ME- og COVID-19-følger og kommunale tilbud til stof- og alkoholmisbrugere, patienter med KOL og diabetes har et til fælles: De er sikrede rettigheder for patienter og resultatet af politiske beslutninger. Det skal også gælde fremtidige fedmeklinikker. Vi kan noget med viden. Med udbredt brug af designerdrugs mod vægttab skal vi bruge den.
Læs også: