Påbud om behandling af depression med virkningsløs medicin

Uden større ståhej eller offentlig opmærksomhed er landets læger i sommerens løb blevet forpligtet til at anvende virkningsløs medicin til behandling af deres patienter med depression. Det står at læse i den nylig udgivne retningslinje fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut om farmakologisk behandling af unipolær depression [1].

Ifølge retningslinjen bør »behandling med et antidepressivum [bør] overvejes hos patienter med en unipolar, depressiv episode af moderat grad. Hvis episoden er af svær grad, skal antidepressiv medicin tilbydes« [1].

Det er rigtig mange patienter, denne retningslinje drejer sig om. I 2021 havde 10% af den danske befolkning indløst en recept på antidepressiv medicin, og var man 79 år og derover, drejede det sig om 18% af befolkningen [2].

Det anføres i retningslinjens tekst, at anbefalingerne »ikke i sig selv er juridisk bindende«. Ikke desto mindre tilføjes det, at retningslinjen vil blive anvendt i forbindelse med »tilsyn samt klage- og erstatningssager til vurdering af ,omhu og samvittighedsfuldhed’«. Yderligere hedder det, at »det derfor er hensigtsmæssigt at dokumentere evt. afvigelser fra retningslinjeanbefalingerne i patientjournalen« [1]. Med andre ord vil det være meget uklogt ikke at gøre det.

Til grund for anbefalingen lægges en metaanalyse, der fandt, at behandling med antidepressiv medicin er signifikant bedre end ingen behandling. Ifølge forfatterne af retningslinjen er standardized mean difference (SMD) 0,24 (95% KI: 0,18-0,30,) og det er indiskutabelt signifikant [3, 4].

Der er bare det ved det, at SMD 0,24 er udtryk for en lille behandlingseffekt – endog en meget lille en af slagsen. Omskrives behandlingseffekten til numbers needed to treat (NNT), svarer det til, at kun en ud af ti behandlede patienter har effekt.

Men lidt er vel bedre end ingenting, kan man med god ret hævde. Der er bare det ved det, at de ni, som ikke har effekt af behandlingen, må slås med ubehagelige bivirkninger, så samlet set må behandlingen derfor anses for virkningsløs.

Retningslinjen har været i høring. Vi har selv afgivet høringssvar og påpeget, at den videnskabelige litteratur utvetydigt viser, at medicin ikke har mærkbar effekt på unipolar depression. Vores høringssvar har imidlertid ikke efterladt sig aftryk i retningslinjens tekst.

Det har undret os, for vi er ikke de eneste, der finder, at antidepressiv medicin ikke er anvendeligt til sit formål. Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut hænger deres anbefaling op på, at SMD er 0,24 (95% KI: 0,18-0,30) og dermed signifikant bedre end placebo, men ifølge The UK National Institute for Health and Care Excellence (NICE) skal SMD være ≥ 0,5 for at være klinisk relevant [5].

Sund fornuft tilsiger, at læger kun undtagelsesvist gør brug af lægemidler, der går under navnet antidepressiva, eftersom de med altovervejende sandsynlighed vil være uden den tilsigtede virkning. Ikke desto mindre er lægerne nu fra »højeste sted« [1] forpligtet til at tilbyde antidepressiva, der højst sandsynligt vil være uden virkning, og hvis de lader være, skal det begrundes i journalen. Det giver vel sig selv, at det er meningsløst.

Vi er begge såre bevidste om depressionssygdommens alvorlighed, og vi synes også, det er fortvivlende, at der ikke findes medicin til behandling af lidelsen. Men sådan er det altså, og lægen må hjælpe sin patient gennem livet på anden vis. Indtil videre løser medicin ikke problemet.

Kan Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut forklare sig?