Pakker sikrer flow i psykiatrien

I en kronik i Ugeskrift for Læger (2016;178:90-1) kritiserer Torben Heinskou & Francisco Alberdi, (TH/FA), begge speciallæger i psykiatri, indførelsen af behandlingspakker i psykiatrien. Deres kritik kan imidlertid ses mere som et udtryk for et oplevet tab af autonomi end en reel bekymring på patienternes vegne, hvilket kan anskueliggøres ved en gennemgang af argumentationen:

Pakker blev indført allerede i 2010 i Region Hovedstadens Psykiatri. Formålet med pakkerne er rigtigt nok at opnå en standardisering af behandlingstilbuddene. Det er dog ikke korrekt, at pakkerne er blevet reduceret – tværtimod er der på baggrund af argumentation fra klinikernes side sket en betydelig udvidelse af f.eks. pakken til behandling af personlighedsforstyrrelse, som TH/FA er optaget af. Denne pakkes størrelse blev fordoblet i 2014.

Ikke nødvendigvis kompleks

Der argumenteres herefter for, at man ikke kan tage en god idé fra somatikken og overføre den til psykiatrien. Dette fordi psykiatriske lidelser skulle være meget mere komplicerede end somatiske lidelser. Det er nok tvivlsomt. Lidelsernes konsekvens for patienterne kan sommetider udfordre en række forhold i deres tilværelse – men det gør jo ikke lidelsen kompleks – ej heller behandlingen. Behandlingen synes for TH/FA at bestå af psykoterapi, og det fremføres, at man ikke ud fra en diagnose kan afgøre, om psykoterapi vil have værdi for patienten. Det er sandt, men behandlerens opgave er ikke at have ét redskab i tasken og vurdere, om patienten kan profitere af dette. Hvis patienten ikke kan profitere af psykoterapi – hvad så? Behandlerens opgave er at vurdere, hvilken behandling patienten vil profitere bedst af. Diagnostikken i sin rene form beskæftiger sig med psykopatologi og sygdomsklassifikation.

TH/FA mener, at overvejelser om ressourcer er tæt på at være uetiske, men man kunne vel sige det samme om en tilgang til behandling, hvor man udelukkende ønsker at fokusere på én behandlingsform. Der er endnu ingen kurativ medicinsk behandling til rådighed for patienter med personlighedsforstyrrelser, men pakkeforløb i psykiatrien handler ikke kun om personlighedsforstyrrelser. En række diagnoser er dækket af pakkerne, og de fleste af pakkerne rummer da også muligheden for medicinsk behandling, men det lader til, at TH/FA udbreder deres erfaring fra behandling af personlighedsforstyrrelser til at gælde samtlige ikkepsykotiske lidelser. At TH/AF eller andre skulle glæde sig over, at patienterne udebliver fra behandling må vel stå for egen regning. Det synes ikke at være en etisk måde at forvalte de givne rammer på. Rammer har der altid været, og at rammerne nu kaldes pakker behøver ikke at forandre klinikerens fokus. Antydningen af, at rammerne ikke kan diskuteres synes malplaceret, og at dette skulle føre til en forråelse, synes besynderligt i og med, at synspunkterne er offentliggjort i en kronik.

Nødvendigt at sikre flow

Det kritiseres også, at de psykiatriske ambulatorier (kaldet psykoterapeutiske afsnit) skal behandle et vist antal patienter. Men når TH/FA samtidig fremhæver, at der tilsyneladende står patienter i kø for at få behandling, er det vel rimeligt, at nogen på hospitalet påtager sig ansvaret for at sikre, at de patienter, der endnu ikke er i behandling, faktisk kan komme det. Dette kan kun ske gennem en sikring af et vist flow i patientstrømmen (med fare for at bruge et for instrumentelt sprog). Hvis hospitalerne lader klinikerne behandle patienterne uden et krav om en vis gennemstrømning, er der en alvorlig risiko for stase i systemet. Indførelsen af pakkerne har været med til at sikre, at der er et sådan flow, og at flere patienter derfor kan behandles. Alt andet er vel næsten uetisk?

Hør også podcast med interview med Francisco Alberdi, der er en af forfatterne til kronikken.