Psykiatrien har ikke brug for ro – men for udvikling

I forbindelse med Dansk Psykiatrisk Selskabs (DPS) udgivelse af oplægget »Gør psykiatrien rask« [1] som optakt til arbejdet med en tiårsplan for psykiatrien, bragte Ugeskrift for Læger den 17. august 2020 et interview med DPS’ formand, Gitte Ahle. Vi vil gerne kvittere for det arbejde DPS’ bestyrelse dagligt gør for at forbedre forholdene for vores patienter, men der tegnes et billede af psykiatrien, som vi ikke genkender. Vi vil med dette søge at bringe nogle væsentlige nuancer ind i debatten, idet vi overordnet finder bestyrelsens retorik for pessimistisk og ensidig.

Af interviewet fremgår det at »[…] Systemet er bygget op omkring en forventning om, at man bliver helbredt. Men det er forkert. […] Det [recovery] er en bevægelse, som mange har grebet, også patienter. Psykiaterne har aldrig rigtig troet på det«. At arbejde recoveryorienteret står helt centralt i moderne psykiatri, og det er ikke korrekt, at psykiatere ikke tror på det. Recoveryorienteret behandling handler om altid at have fokus på, at patienten kan opnå et meningsfyldt liv, og at vores opgave er at facilitere processen hertil. Dette er en grundsten i psykiatrisk behandling og ikke en trossag. De fleste kommer sig heldigvis helt af psykisk sygdom, andre lever et liv med begrænsninger, mens et mindretal vil have betydelige livslange gener, men håbet om muligheden for et meningsfyldt liv må ikke opgives, da vi ikke har data der berettiger sådanne prognoser for noget individ [2].

I pamfletten »Gør psykiatrien rask« beskrives psykisk sygdom som følger: »Skizofreni, bipolare lidelser og misbrugsrelaterede psykoser river i bogstaveligste forstand sindet i stykker og fratager mennesker evnen til at være sammen med andre og til at klare sig selv«. Dette er en privat og overdrevent pessimistisk opfattelse af psykisk sygdom, som ikke kan undersøges eller underbygges af nogen form for evidens. Det er derfor ikke en passende udtalelse fra et lægevidenskabeligt selskab. Ud over at være helt forkert er der risiko for, at beskrivelsen undergraver håbet om recovery og troen på et godt liv og derfor stigmatiserer og skader vores patienter. Som lægevidenskabeligt selskab bør vi holde os til saglige beskrivelser, der kan underbygges med faglig evidens.

Behovet for sengepladser

I interviewet citeres DPS for følgende: »Det er ikke alle patienter, der har brug for længere tid [-s indlæggelse]. Men det vil i starten være en stor del […] Der vil være behov for en del mere end de 2-3 dage, de i dag er indlagt«. Ovenstående kunne give det misvisende indtryk, at man kun kan forvente 2-3 dages indlæggelse, hvis man i svært forpint tilstand henvender sig i en psykiatrisk skadestue. Det er forkert. I en rapport fra Sundhedsstyrelsen fremgår det, at den gennemsnitlige liggetid i 2017 var 19,2 dage. Der har i mange år i psykiatrien været delte meninger om behovet for flere sengepladser. Hvor nogen håber, at det kan forebygge genindlæggelser, frygter andre, at lange indlæggelser fører til tab af funktionsniveau. En undersøgelse af Nordentoft et al fra 2010 sammenlignede tre indsatser for unge mennesker med psykose: opus, standardbehandling og længerevarende indlæggelse på Miljøterapeutisk Afdeling på et særligt afsnit på Sct. Hans. Der gik bedst for Opus og værst for dem, der fik længerevarende miljøterapeutisk indlæggelse på Sct. Hans, med hensyn til sengedagsforbrug og forbrug af institutionspladser i fem år efter behandlingsstart[4]. I disse år implementeres den hollandske FACT-model i den ambulante psykiatri. Hjørnestenen i denne model er, at recovery skal understøttes i patientens hjemmemiljø og indlæggelser så vidt muligt undgås ved at intensivere den opsøgende indsats i hjemmet, hvor der kan komme besøg flere gange i døgnet. Vi mangler i høj grad forskning, der kan guide os til kvalificeret brug af sengepladser. Debatten skal ikke være et enten eller, enten senge eller ambulant behandling, men fokusere på, hvordan patienten bedst opnår recovery. Og til dette har vi brug for meget mere forskning.

Slutteligt om følgende udtalelse: »Vi bliver skudt i skoene, at vi vil have asylerne tilbage. Men nej, det vil vi ikke. Vi vil bare gerne have, at de mest psykisk syge, dem med psykoselidelserne og det rigtig dårlige funktionsniveau, kan bo et sted og have en værdig tilværelse. Det kunne være i noget a la Sankt Hans i gamle dage […] «. Vi vil gerne advare mod at genoplive den gamle asyltankegang. Der forskes aktuelt i sociale indsatser, og det er den allerede genererede, nyeste viden, der skal anvendes, i stedet for at bruge forældede indsatser.

Afslutningsvis vil vi gerne slå fast, at der er behov for et kvalitetsløft i psykiatrien, men det skal baseres på evidens og med fokus på recovery. Dertil har vi brug for økonomiske midler, der kan sikre en systematisk implementering af de indsatser og behandlingstiltag, hvor der allerede eksisterer evidens for effekt, men som ikke systematisk praktiseres grundet underprioritering af midler til uddannelse og faglig kvalitetsudvikling. Endelig er der brug for en samlet forskningsstrategi, der sikrer udvikling af nye indsatser, organiseringsmodeller og behandlingsmodaliteter, hvor vores nuværende viden og muligheder er utilstrækkelige.

UNDERSKRIVERE: Merete Nordentoft, Henrik Søltoft-Jensen, Darius Mardosas, Birte Smidt, Lone Emilie Rasmussen, Toke Troelstrup, Peter Treufeldt,Anders Lindelof,Lisbeth Lund Pedersen, Nicolas Rescalvo Hansen, Benjamin Sneider, Signe Jørgensen, Jens Drachmann Bukh, PerSørensen, Lone Baandrup, Erik Simonsen, Vicki Kinimon, Mikkel Myat, Kristina Milting, Jens Holmskov, Ida Kim Wium-Andersen, Anne-Marie Bangsgaard Jørgensen, Ulf Søgaard, Ulrik Haahr, Hans Mørch Jensen, Anne Gry Bille, Simon Ploug Gartner, Ole Mors, Bolette Søndergaard, Kristian Sloth, Anne Lindhardt, Kasper Thybo Reff, Jonas Astrup, Iben Gammelgård Wallstrøm, Jannie Nørnberg Nielsen, Jeppe Nygaard Perrild, Jan Vestergaard, Clas Winding, Jimmi Nielsen, Anne Korning Sigvard.