Rammer speciallægeloftet skævt? – eller er det skævt, at der ikke har været et loft før nu?

Sundhedsreformens mål er at skabe lighed og nærhed i sundhed for alle, uanset hvor man er bosat. En væsentlig forudsætning for, at det kan lykkes, er, at der er tilstrækkelig lægedækning i hele landet.

Speciallægeloftet så dagens lys som ét af grebene til at sikre, at antallet af speciallæger ikke stiger på de hospitaler, som i forvejen har flest læger pr. patient, før der er tilstrækkeligt med læger på de hospitaler, hvor der er for få.

Loftet i den nuværende form tæller antal ansatte speciallæger og ikke årsværk. Det betyder, at speciallæger, der er ansat på nedsat tid eller har forskning som en del af deres ansættelse, tæller lige så meget som en speciallæge, der leverer 37 kliniske timer/uge. Ydermere tæller speciallæger, der er på barsel, også med i regnestykket, og der skeles ikke til, hvilke speciallæger der er mangel på. Alt sammen valide og anerkendte slagsider. Et rigidt og unuanceret loft løser ingenting, og tiden er inde til at justere loftet, så man ikke risikerer, at det nogle steder skader mere, end det gavner.

Men at advokere for, at speciallægeloftet helt skal afskaffes, før de rette forudsætninger er til stede på de hospitaler, der mangler speciallæger, vil uden tvivl medføre mere skade end gavn.

Speciallægeloftet har en effekt

I Region Sjælland har speciallægeloftet haft en positiv effekt. I det seneste år er der kommet 92 flere speciallæger til regionen, og flere er på vej. Det er værdifuldt for både patienter og for de mennesker, der arbejder der. Det skyldes ikke speciallægeloftet alene, men også en investering på over 100 mio. kr., så der var budget til at ansætte.

På Midt- og Vestsjællands Hospital er afdelingerne for mave-tarm-sygdomme, lungesygdomme, gigt-, bindevævs- og rygsygdomme steget med 11 speciallæger, og på den klinisk biokemiske afdeling er antallet af speciallæger steget fra nul til tre.

På min egen afdeling kan vi se frem til at blive fuldtallige i løbet af 2027. Da det stod værst til, var vi ti ud af de 17 speciallæger, der skal til for at kunne levere de sundhedsydelser, vi burde. Det slider på arbejdsmiljøet ikke kun for lægerne, men også for de andre faggrupper i afdelingen.

Jeg er ikke blind for, at speciallægeloftet har en uhensigtsmæssig effekt på de afdelinger, der er underlagt loftet. Det taler vi åbent om i de cheflægekredse, jeg bevæger mig i. Vi må bare ikke glemme, at det også har haft en uhensigtsmæssig effekt for både patienter og læger, at der er hospitaler, der i årevis har haft for få speciallæger.

Er det skævt, at der ikke har været et loft før nu?

Ja, det overordnede synspunkt kan man godt komme frem til. Indtil nu har der været en stigning i antallet af speciallæger på de store hospitaler på samme tid, som perifere hospitaler har haft for få speciallæger. Ulighed i sundhed har vi kendt til igennem mange år, og jeg må med skam erkende, at det så også betyder, at vi igennem mange år har haft muligheden for at gøre noget ved det. Nu siger sundhedsreformen, at vi skal.

Hvis vi skal lykkes med at udligne ulighed i sundhed

Hvis vi skal vi lykkes med at skabe bæredygtige, stærke, faglige miljøer på alle hospitaler – ikke for vores skyld, men fordi alle patienter skal have adgang til lige og nære sundhedstilbud – må vi skride til handling. Det kræver:

En investering i de hospitaler, som i dag har for få speciallæger.

En investering i antallet af uddannelsesstillinger.

En investering i antallet af speciallæger.

En investering i efteruddannelsesmuligheder.

En investering i muligheden for forskningsansættelser.

Én ting er at kunne rekruttere lægerne, en helt anden er at have muligheden for at skabe et stærkt fagligt miljø, de har lyst til at forblive en del af.

Vi står over for at skulle transformere sundhedsvæsenet. Det er en kompleks opgave, der kræver, at vi kan stå i det svære sammen og træffe beslutninger, der gavner helheden uden at fortabe os i enkeltdelene.