Replik på læserbrev fra Jørgen Nielsen

Tak for muligheden for at svare på Jørgen Nielsens kronik om pensionsordningerne i Lægernes Pension, der giver anledning til flere kommentarer og præciseringer.

Forsikringer til kostpris

Forsikringer i Lægernes Pension er dyre, og som pensionister betaler medlemmerne for forsikringer, de ikke længere kan få del i, lyder et af de første kritikpunkter. Her er det vigtigt at præcisere, at medlemmer kun betaler for de forsikringer, som de selv er dækket af. Er man f.eks. blevet pensionist og har ikke længere en forsikring, der dækker, hvis man bliver for syg til at arbejde som læge, så betaler man ikke for en sådan forsikring. Et yngre medlem, der indbetaler til pensionskassen, kan desuden skrue op eller ned for forsikringen, naturligvis mod at betale mere eller mindre for denne. Prisen for forsikringen er det, vi kalder »kostpris«. Det vil sige, at prisen er fastsat efter, hvor meget pensionskassen forventer at udbetale, plus et mindre sikkerhedstillæg, som skal sikre, at vi opfylder myndighedernes krav til økonomisk modstandskraft. Medlemmer af Lægernes Pension betaler heller ikke en merpris til f.eks. eksterne aktionærer. Opstår der overskud, går det enten til billigere forsikringer eller bedre dækninger.

»Forsikringspris« kan være en gevinst

Jørgen Nielsen undrer sig over, at han efter ni år på pension skal betale til forsikringer, han ikke kan få del i. Vi håber, at det kan berolige og glæde Jørgen Nielsen – og andre, som måtte have samme opfattelse – at det ikke er tilfældet. For pensionister, der modtager en livsvarig pension, er der tale om penge, som bliver sat ind på opsparingen ligesom afkastet. Penge, som de pensionister, der lever længere – populært sagt – arver fra medlemmer, som lever kortere.

Afkast større end inflation

Vi glæder os over, at det over en niårig periode er lykkedes at opnå et afkast på ca. 60% på en privat ratepension, hvilket er højere end inflationen. De langsigtede afkast i Lægernes Pension er også solide. Medlemmer med gennemsnitsrente i den obligatoriske pensionsordning, TraditionelPension, har også klaret sig bedre end både inflationen og mange private individuelle pensionsordninger. I perioden 2015-2024 har disse medlemmer opnået et akkumuleret afkast på lige over 75%.

Model bestemmer udbetalingsmåde

Oplever pensionerede medlemmer, at pensionen ikke følger med inflationen, kan det skyldes, at der er valgt en udbetalingsmodel, hvor ønsket har været at få udbetalt en højere pension i begyndelsen af tilværelsen som pensionist. Et valg, som ofte er (vel)begrundet i en erkendelse af, at tilværelsen som nyslået pensionist typisk er præget af højere aktivitetsniveau og større udgifter end senere i livet. Højere udbetaling i begyndelsen indebærer imidlertid, at mulighederne for senere regulering bliver beskedne. Konsekvensen er derfor, at købekraften bliver udhulet over årene. Alternativet havde været at vælge en lavere startudbetaling – mod en forventning om, at pensionen bliver reguleret op hvert år.

Medlemmer, som har valgt den høje udbetaling til at begynde med, kan dog også opleve, at udbetalingen af pensionen stiger. Det gælder for 2026 og skyldes, at medlemmerne i 2025 har fået forrentet deres pensionsopsparing med 5,9% før skat, hvilket er mere end forudsat i udbetalingen. Forrentningen er fastholdt i 2026, hvilket betyder, at medlemmerne også i 2027 kan forvente en stigning i pensionen.

Medlemsdemokrati som fundament

Vi deler synspunktet om, at en pensionskasses primære formål er at arbejde for at skaffe højest muligt afkast til medlemmerne. Det er ovenikøbet vores pligt. Ligesom bestyrelsen gennem årene har lyttet til medlemmernes ønsker til ansvarlige og bæredygtige investeringer udtrykt bl.a. på generalforsamlinger i årenes løb. Vi har fulgt beslutninger, som har fået opbakning fra et flertal af de demokratisk valgte delegerede. At der er forskellige holdninger blandt medlemmerne, og at holdninger skifter over tid, viser, at medlemsdemokratiet er et levende og vigtigt fundament for pensionskassen.

Medlemmernes penge

Sidst i artiklen omtales omvalget i 2009 som en skamplet i pensionskassens historie. Pensionskassen gennemførte korrekt omvalg i 2009 og derefter i både 2012 og 2015. Her fik medlemmerne mulighed for at skifte fra en ordning, hvor de var garanteret en bestemt pension, til en ordning, hvor pensionen kunne sættes ned, hvis renten faldt, eller medlemmernes gennemsnitsalder steg, og pengene derfor skulle strække længere. Grundlæggende har omvalgene været en fordel for medlemmerne.

I årene efter omvalget i 2009 faldt renten yderligere. Rentefaldet betød, at omvalget endte med at blive mere fordelagtigt for medlemmerne i 2012 og 2015. Var renten steget, havde det modsatte været tilfældet. Ligesom stigningen i værdien af pensionskassens investeringer i den mellemliggende periode naturligvis kom medlemmerne til gode.