Svar til debatindlæg »Lægernes Pension – et pensionsselskab bygget på solidaritet«

I Ugeskrift for Læger nr. 1 har fire bestyrelsesmedlemmer i Lægernes Pension (LP) et indlæg om fordelene ved den solidariske pensionsordning i modsætning til den individuelle, som på nogle punkter er fejlagtig, og andre direkte misvisende.

LP var og er et stort gode for standen, især for den del, som har været selvstændige, fordi i hvert fald PLO-medlemmer så havde en tvungen pensionsindbetaling, hvilket mange selvstændige erhvervsdrivende desværre forsømte, (og stadig forsømmer.) Jeg er ikke helt present i viden om FAPS.

Forsikringsordningerne i LP er meget dyre. Efterhånden som arbejdsmarkedspensioner er kommet ind, kan man fravælge ægtefællepension, men alligevel har jeg i år betalt 20-25% af mit afkast på porteføljen til forsikringsordninger, som så må gå til invalidepensioner og børnepensioner. I øvrigt kan jeg undre mig over, at jeg efter ni år på pension stadig skal betale til forsikringsordninger, når jeg ikke længere selv kan få del i nogen forsikringer. Men det er nok det, man kalder solidaritet?

Administrationsomkostninger er korrekt meget lave, men afkastet hæmmes af, at man allerede ved ca. 60- årsalderen får øget sin andel af obligationer i porteføljen betydeligt. Lige nu har jeg, så vidt jeg kan se, 58% af porteføljen i obligationer. Nu er det sådan, at aktiemarkedet i over 100 år har givet et gennemsnitligt afkast på ca. 7% p.a. Så er det rigtigt, at nogle år falder markedet 30% og andre stiger det med 30%, og så må man leve med udsving, men gennemsnitligt stiger det. Nu har jeg jo tænkt mig, til glæde for mine omgivelser og familie, at blive ca. 90 år, så hvorfor skal jeg nøjes med et lavt afkast de sidste 30 år af mit liv? Jeg er godt klar over, at noget er lovbestemt, men ikke alt. Jeg har i øvrigt svært ved at se, at jeg kan nå at få udbetalt min del af formuen i LP, selv hvis jeg bliver 90 år ud fra de tal, jeg kan hente. Lige nu rækker det til 87 år, men der er nok også lidt afkast undervejs, hvis ikke det hele skal gå til forsikringer. Jeg kan så håbe, at nogle af mine kolleger dør, så deres portefølje kan blive fordelt til mig. Det er nok det, man forstår ved solidaritet. Det værste vil selvfølgelig være, at jeg dør, så min stadig pæne portefølje fordeles til kolleger. Der kan jeg så glæde mig over, at den ærgrelse opdager jeg nok ikke.

Min pension fra LP er næsten på krone den samme/mdr. som i januar 2017, da jeg fik første udbetaling. Nettoprisindekset er i samme periode steget 22%, så det tal er pensionen reelt blevet mindre værd med. I forvejen udgjorde LP kun ca. 30% af min slutløn. I am not impressed, som man siger på nudansk. (Og beløbet er ca. det samme i kroner, som min far fik fra LP ved sin død i 2010).

Når man sammenligner pris, risiko og vilkår, blander man æbler og pærer. For frie midler kan man købe lottokuponer, kryptovaluta , enkeltaktier og eksotiske investeringer, men der er faktisk også regler for private ratepensioner. Man kan ikke købe lottokuponer og kryptovaluta (hvis man ellers kan gennemskue, hvordan de har en værdi), og man kan kun købe enkeltaktier for op til 20% af porteføljen. Nu har jeg aldrig forstået, at når man har tjent 3-4 gange pengene på IT-Factory eller Novo, at man så ikke sælger noget og spreder risikoen, men det er en anden sag.

I en privat ratepension har man friheden til at ligge i rene aktieporteføljer. Man kan ligge i puljer, hvor der er anerkendte forvaltere og sprede risikoen. Selv om der de sidste år har været dyk ved corona, Ukrainekrig og Trump-idéer, er udbetalingen fra min private ratepension steget med ca. 60% på ni år. Det er langt bedre end nettoprisindekset på 22%. Jeg har så betalt langt højere omkostninger til formueforvaltere end hos LP, men »det kunne svare sig«, som vi siger i Jylland. Jeg kan jo så glæde mig over, at den løber til jeg bliver 90 år. Ellers glæder min kone eller mine børn sig nok.

At LP har større mulighed for at investere i infrastruktur, ejendomme, unoterede aktier og fonde er ikke noget argument. Det kan man også i Danske Banks ordninger og Formuepleje og sikkert flere.

Den største indvending mod en solidarisk ordning er, at man kan dø fra sine penge. Det gælder i hvert fald for mine årgange, selv om jeg er klar over, at pengene nu er mere individuelle i porteføljerne (og så ikke helt så solidariske?).

Hvis man har en privat ratepension, får ægtefællen glæde af pengene, og hvis ægtefællen er død, får arvingerne glæde af dem.

LP skal skaffe højst muligt afkast til medlemmerne. Man behøver ikke i repræsentantskabet eller delegeret-mødet, eller hvad det nu hedder, at tage en stor moralsk stillingtagen på mine vegne. Før Ukrainekrigen var krudt og kugler dubiøst. Nu er det vist OK. A-kraft er vel også ved at blive stuerent. Jeg kan ikke forstå, at man skal have så mange moralske skrupler over investeringer, så længe de er lovlige. Min grænse går ved russisk gas og andet, der kan styrke den russiske krigsmaskine. Nogle investeringer f.eks. i klima kan man have en vis sympati for, men kun hvis det giver et ordentligt afkast. Nogle pensionsselskaber har brændt mange penge af ved at holde fanen højt.

Og til sidst en skamplet i LP’s historie. I 2009 fik medlemmerne et tilbud »som aldrig kom igen« til at overgå til markedsafkast og få en pension, der var meget højere på sigt, end hvis man fortsatte i den daværende ordning . Tre år senere kom det samme tilbud til dem, som ikke havde valgt om i første omgang, denne gang krydret med vist seks milliarder i alt på depoterne, som stammede fra nogle kurssikringer (så vidt jeg husker). Det fik så resten til at vælge om, mens dem, der havde valgt i første omgang, stod med en lang næse.

Jeg ved godt, at den nuværende bestyrelse (og måske ledelse) ikke har nogen andel i dette, men jeg kan ikke lade være med at have en mistanke om, hvor uvildig rådgivning og information var dengang

De fire bestyrelsesmedlemmer synes vist, at LP er dygtig, og at en solidarisk ordning er fantastisk. Jeg bliver nødt til at sige, at en individuel ordning giver et langt højere afkast og pension over tid med indbetaling af samme sum. Det er nemmere at bære et negativt udsving på 20% et år, hvis man i forvejen har fået et merafkast på 50%.