Content area

|

Rovtidsskrifter lever af publiceringspres

Det er ikke kun forskerne, der har ansvaret for at komme rovtidsskrifterne til livs. Det er i høj grad et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at stoppe det publiceringspres, der fodrer rovtidsskrifterne.
Forfatter(e)
Ph.d. Sanne Marie Thysen, formand for Lægeforeningens Forskningsudvalg E-mail: samt@dadlnet.dk Interessekonflikter: ingen

Jeg har været glad for at læse dette blads kronik: »Same-same … but different ...« [1] om rovtidsskrifter og de problemer, som har udviklet sig til et helt uacceptabelt niveau: Som forsker får man mange henvendelser fra den del af den videnskabelige »publiceringsindustri«, hvor ejerne tænker meget på penge og meget lidt på faglighed.

I de værste tilfælde er det deciderede humbugtidsskrifter, der har som mål at trække penge ud af de uheldige forskere, der ved en fejl har sagt ja til at publicere i det pågældende tidsskrift. I de mindre grelle tilfælde er det »bare« manglende faglighed, der er på spil: artikler, som bliver publiceret uden overhovedet at blive læst af en redaktør, eller hvor der ikke er sket en faglig ekspertbedømmelse, selvom tidsskriftet påstår at sikre høj faglighed via peerreview.

Kronikken er en god og vigtig hjælp for især unge forskere, til hvordan man undgår at blive snydt, når man får en henvendelse fra et tidsskrift i mailboksen: Brug tid på at undersøge tidsskrifterne, deres editorial boards, tjek relevante databaser etc. Vi har alle som forskere et ansvar for at sikre os, at det er lødige tidsskrifter, vi publicerer i.

Men det er ikke kun forskerne, der har et ansvar i denne udvikling. Rovtidsskrifterne »fodres« af det store pres, der i de senere år er kommet på forskerne for at publicere. Et pres, der dels kommer fra politisk hold, hvor man gerne vil se afkast af de samfundsmæssige investeringer i forskning, og hvor antallet af artikler i mangel af bedre bliver et centralt mål, og dels kommer fra en til tider overdreven evalueringskultur på universiteterne, hvor man fra ledelsesside stiller krav til forskerne om antallet af publicerede artikler. Begge dele fører til forkerte incitamenter og et skævt fokus på, hvor meget forskerne publicerer, frem for hvad de publicerer.

Når man på den måde gearer vores forskningsmiljøer til at publicere så mange artikler som muligt, er det til glæde for rovtidsskrifterne og til skade for forskningskvaliteten. Konklusioner fra forskning, der ikke er fagligt kvalitetssikret, og hvor forsøgsresultaterne ikke kan genskabes, kan være værre end ingenting. Vi skal derfor gøre op med den af og til syge publiceringskultur, der fører til eksistensen af rovtidsskrifter og ringe kvalitet i de publicerede artikler.

Klinisk forskning skaber stor værdi for omverdenen, men vi skal sikre kvaliteten af den forskning, der publiceres, så resultaterne kan bruges til bedre patientbehandling. Det er helt rimeligt, at forskningsresultater skal publiceres, så viden kan bringes videre. Men lad os i fællesskab blandt forskere, politikere og universitetsledelser arbejde for at stoppe fodringen af rovtidsskrifterne ved i højere grad at stille krav til forskningens troværdighed og kvalitet frem for kvantitet.

Læs også: »Same-same … but different …«

Blad nummer: 

LITTERATUR

  1. Wien C, Overgaard S. »Same-same… but different ...«. Ugeskr XXXXXXXXXXXXX

Right side

af Patricia Duch | 18/11
1 Kommentar
af Pål Ledaal | 18/11
3 kommentarer
af Hanne Pedersen | 17/11
1 Kommentar
af Mads Aage Toft Kristensen | 16/11
1 Kommentar
af Ketil Bjerregård | 15/11
1 Kommentar
af Jens Lund Ahrenkiel | 15/11
1 Kommentar
af Nicolaj Markus Stilling | 15/11
2 kommentarer