»Same-same … but different …«

Sidder du og mangler en overspringshandling og et par publikationer til din publikationsliste? Så har vi en – ikke særlig anbefalelsesværdig – men nem og hurtig opskrift.

Gå ind på følgende website: https://pdos.csail.mit.edu/archive/scigen/ – også kaldet SciGen: The Random Scientific Paper Generator. Indtast dit navn og tryk på knappen Generate a Random Paper. Mindre end fem sekunder senere vil du blive spurgt, om du ønsker at hente din nye »videnskabelige« artikel. Henter du artiklen, vil du konstatere, at den på overfladen ser rigtig ud, men består af sort snak uden hoved eller hale.

En sådan artikel skulle man ikke tro havde nogen muligheder for at blive bragt i et videnskabeligt tidsskrift, men hvis du vil betale 400-500 USD derfor, findes der tusindvis af tidsskrifter, der hævder at være videnskabelige og udføre fagfællebedømmelse, og som lover at offentliggøre din artikel på mindre end en uge.

Det er de såkaldte rovtidsskrifter eller Predatory Journals.

Lemfældig fagfællebedømmelse

Et rovtidsskrift er et svindeltidsskrift, der hævder at være videnskabeligt, men som udøver ingen eller kun meget lemfældig fagfællebedømmelse. Rovtidsskrifterne er opstået i Open Acces-bevægelsens let plumrede kølvand, hvor det i stigende omfang er os forskere, der betaler forlagene for at få udgivet vores artikler, sådan at vores arbejder kan være frit og gratis tilgængelige for offentligheden. For det er jo alt andet lige en fordel for os, at så mange som muligt – og ikke kun de, der har råd til at betale – har adgang til den forskning, vi producerer. Open Access er desuden et af de vigtigste våben i kampen mod de velbeslåede videnskabelige forlag, der hvert år suger mange millioner skattekroner op af lommerne på universiteterne for stadig stigende abonnementer.

Nemt at snyde

Hvor snedig denne forretningsmodel er, er der nogle især asiatiske forretningsmænd, der har fået øje på. For det er jo grundlæggende smart at få råvareleverandørerne, som også er de fremtidige kunder, til at levere og forarbejde råvarerne gratis og derefter sælge det færdige produkt tilbage til dem. Især hvis man har formået at etablere en slags fagligt monopol, der gør, at vi ikke har anden mulighed end at spørge »hvor meget?«, når forlagene siger »betal!«. Når situationen endvidere er den, at forskerne er under pres for at afsætte deres artikler hurtigst muligt, og at den kvalitetskontrol, som forlagene hævder at udøve, er obskur, er det i sagens natur fristende. For på grund af den gensidige anonymitet i den dobbeltblindede peerreviewprocess er det jo så nemt som ingenting at snyde. For når ingen reelt ved, hvad der foregår i reviewprocessen, hvorfor så ikke bare gøre det hele meget nemmere og droppe eller fake den og udgive revl og krat? Sådan arbejder rovtidsskrifterne.

Rent vrøvl, men antaget

I indledningen hævdede vi, at man kunne få sådanne tidsskrifter til at udgive hvad som helst. For at teste den hypotese udførte vi et forsøg på Syddansk Universitetsbibliotek. Vi genererede en artikel på SciGen. Vi kaldte den »The transformative hermeneutics of quantum gravity applied on altmetrics and traditional bibliometric measures«. Hvis man har interesseret sig for forskningskommunikation, er referencen til den såkaldte Sokal-affære ikke til at tage fejl af. Den vil vi af pladshensyn ikke gå i dybden med, men kort fortalt skrev den berømte matematikprofessor Alan David Sokal en videnskabelig fake-artikel med titlen »Transgressing the boundaries: towards a transformative hermeneutics of quantum gravity« og fik den publiceret i et højt rangeret lingvistiktidsskrift, hvorefter han afslørede, at det, han havde skrevet, var rent vrøvl. Man skulle tro, at det ville få alarmklokkerne til at ringe hos enhver redaktør. Vi ændrede problemformuleringen til: »Formålet med denne artikel er at undersøge, om vi kan få et tidsskrift, der kalder sig selv videnskabeligt, til at acceptere et paper som dette?«. Så ændrede vi alle referencer til forskningens storsvindlere som Milena Penkowa og Jan Hendrik Schön og en stribe forskere, som er blevet knaldet for videnskabelig uredelighed. Endelig forsynede vi artiklen med et metodeafsnit, der nøje beskrev, hvordan den var blevet til, og sluttede det af med ordene: »Denne tekst er komplet meningsløs. Hvis nogen fagfæller bliver bedt om at reviewe dette, bør de omgående afvise artiklen og undlade at læse mere«. Så skulle der ikke være mere at tage fejl af.

Ros fra reviewer

Der gik mindre end 24 timer fra, at vi havde indsendt den første gang, til den var antaget. Gennem et par måneder sendte vi artiklen til alle de tidsskrifter, der sendte os videnskabelige Nigeria-breve, med opfordringer til at udgive vores forskning hos netop dem. Særligt var vi overrasket, da vi modtog kommentarer fra en »reviewer«, der kaldte vores artikel »excellent«, gav den topkarakter for originalitet, beskrev den som »et markant bidrag til forskningsområdet« og roste den for dens klarhed og for den dybe indsigt i forskningsfeltet. Ved en anden lejlighed modtog vi en fagfællebedømmelse, der var lige så fuldgyldig sort snak som vores artikel. Det fik os til at spekulere på, om firmaerne bag rovtidsskrifterne måske har udviklet en fagfællebedømmelsesgenerator a la SciGen.

Spøg til side, for dette er faktisk et alvorligt problem, der i høj grad truer med at underminere tilliden til forskningen. Sagen er nemlig den, at rovtidsskrifter ikke altid er lette at skelne fra kvalitetstidsskrifter, og at de ikke lader sig opdele let og entydigt i rov- og ikkerovtidsskrifter.

Gode råd behøver ikke være dyre …

Medmindre du er en stor berømthed inden for dit felt, er det meget sjældent, at redaktører for højkvalitetstidsskrifter henvender sig direkte og uopfordret til dig for at bede dig publicere i deres tidsskrifter eller blive medlem af deres redaktion. Tag derfor altid den slags henvendelser med et kilo salt eller to.

Tjek om tidsskriftets hjemmeside ser professionel ud. Hvem sidder i editorial board? Forekommer det, de lover om eksempelvis tidsperspektivet for de redaktionelle processer, realistisk? Sendes artiklerne direkte pr. mail til en redaktør med et indisk eller afrikansk klingende navn eller gennem et professionelt redigeringssystem? Hvilke databaser hævder hjemmesiden, at tidsskriftet indekseres i? Er det nogen, du kender, som f.eks. MEDLINE eller Scopus? Tjek om det passer!

Hvis dit bibliotek abonnerer på Cabell’s Blacklist, så slå tidsskriftet op der. Cabell’s Blacklist holder efter bedste evne øje med tidsskrifterne og opsamler nye rovtidsskrifter.

Et alternativ hertil er Ulrichsweb, som ikke oprindeligt er et værktøj til at identificere rovtidsskrifter med, men blot er en fortegnelse over tidsskrifter og deres redaktionelle processer. Tidsskrifter, der er listet hos Ulrichsweb, kan godt være rovtidsskrifter, men det er dog et hint om, at noget kan være galt, hvis du ikke kan finde et tidsskrift, som du overvejer at indsende dit arbejde til, på Ulrichsweb.

Slå tidsskriftet op i en eller flere af de databaser, der indekserer (»gør søgbar«) tidsskrifter inden for dit område, f.eks. MEDLINE eller Scopus. Tjek om dine fagfæller udgiver i tidsskriftet.

Tjek om tidsskriftet er på Uddannelses- og Forskningsministeriets såkaldte Bibliometriske Forskningsindikator (BFI)-liste (https://ufm.dk/forskning-og-innovation/statistik-og-analyser/den-biblio…) også kaldet Autoritetslisten. BFI-listen angiver, hvilke tidsskrifter inden for de enkelte fagområder der udløser såkaldte BFI-point og dermed forskningsmidler til universiteterne, og er som sådan ikke egentligt et våben mod rovtidsskrifterne, men man kan være nogenlunde sikker på, at tidsskrifter, der findes på disse lister, er kvalitetstidsskrifter.

Læs også: Rovtidsskrifter lever af publiceringspres