Samtykkekravet spænder ben for forskningen

Nutidens samtykkeregler gør forskning på væv fra retslægelige obduktioner unødigt tung og ressourcekrævende. Resultatet er færre studier og spildte muligheder. En løsning kunne være at sidestille retsmedicinske og lægevidenskabelige obduktioner, så de pårørende samtidig kan give samtykke til både obduktion og forskning.

Obduktioner har i århundreder været en af lægevidenskabens vigtigste kilder til indsigt i sygdom og død. Uden obduktioner ville vi ikke have haft samme forståelse af hjerte-kar-sygdomme, spædbarnsdød, infektionssygdomme, kræft eller skader efter trafikulykker [1-3]. Antallet af obduktioner er faldet drastisk, og tidligere på året bragte Ugeskrift for Læger en statusartikel med interviews af stats- og vicestatsobducenterne fra landets tre institutter, som enstemmigt problematiserede den faldende obduktionsfrekvens »Lad nu de døde hjælpe de levende« [Ugeskrift for Læger, 17. februar 2025]. Obduktioner udgør en særlig kilde til viden, fordi de afdækker pludselige uventede dødsfald og giver indsigt i sygdomsmekanismer og traumer, hvor kliniske data ofte er utilstrækkelige.

En lov med utilsigtede konsekvenser

I 2012 kom en ændring af Komitéloven, hvilket stiller krav til, at forskning på væv fra retslægelige obduktioner kun må anvendes med et særskilt samtykke fra afdøde selv eller de pårørende, efter de samme samtykkeregler som gælder de lægevidenskabelige obduktioner (Sundhedsloven § 187). Intentionen var at åbne for muligheden for forskning og samtidig beskytte de efterladte og styrke etiske hensyn, men lovgivningen har i praksis skabt en barriere for den forskning, der netop skulle fremmes.

Ved lægevidenskabelige obduktioner sker kontakten i hospitalsregi, hvor læger er vant til at tale med de pårørende om sygdom og død. Her indhentes typisk både samtykke til obduktion og forskning samtidigt, men det kræver et eksplicit tilsagn.

Ved retslægelige obduktioner (Sundhedsloven § 184) er det derimod politiet, der har kontakten til de pårørende, og som indhenter samtykket til obduktionen. De pårørende samtykker som regel, men oftest for at få afklaret dødsårsagen eller særlige omstændigheder. Det skal tilføjes, at politiet ikke har hjemmel til at indhente samtykke til forskning, da et samtykke skal gives på baggrund af både mundtlig og skriftlig information fra en læge om et konkret forskningsprojekt.

De retsmedicinske læger har som udgangspunkt ikke kontakt med de pårørende og må kun kontakte de pårørende, efter at der er givet tilladelse til dette fra politiet. Når der skal indhentes samtykke, er det med kontaktoplysninger fra politirapporter, som kan være forældede eller mangelfulde. Det gør det ofte vanskeligt overhovedet at etablere kontakt. Når kontakten endelig etableres, afgiver langt de fleste pårørende et samtykke, og mange udtrykker endda lettelse ved, at dødsfaldet kan bidrage til ny viden til gavn for andre. Men for mange er opkaldet også en uventet og smertefuld påmindelse om et tab. Det kan virke retraumatiserende, især når dødsfaldet har været voldsomt eller uforklarligt.

Sundhedsministeriet udstedte i 2013 en vejledning, der skulle »fremme mulighederne for at forske i pludselig og uventet død samt væv, der ikke kan udtages fra levende«. Selv om hensigten var at bane vejen for forskning, ser vi fortsat, at reglerne gør det unødigt besværligt, og hæmmer vores muligheder for at bidrage til viden og forebyggelse. I vejledningen fremgår det bl.a, at hvis pårørendes opholdssted er ukendt, kan vævet bruges, men hvis adressen kendes, og der ikke kan opnås kontakt, må det ikke bruges. Da kontaktoplysninger kan være forældede, kan det være vanskeligt at vurdere, hvornår et opholdssted er kendt eller ej. Ydermere kræver ethvert nyt forskningsprojekt eller udvidelse af eksisterende forskningsprojekt et nyt samtykke fra de pårørende, hvilket betyder, at pårørende kan blive kontaktet gentagne gange om det samme væv, hvilket forståeligt nok kan give anledning til frustration.

Der har da også politisk været interesse for at indsamle mere viden om pludselig og uventede dødsfald med henblik på forebyggelse i familier med mulige arvelige sygdomme. I 2018 blev det vedtaget, at regionerne kunne anmode om lægevidenskabelige obduktioner af personer, der døde pludseligt og uventet, udført af de retsmedicinske institutter (Sundhedsloven § 75 a). I praksis foretages mange af disse som retslægelige obduktioner, idet dødsfaldene falder ind under reglerne i sundhedslovens § 179 omkring indberetningspligt til politiet, og § 184 om, hvornår der skal foretages retslægelig obduktion. Men i de tilfælde, hvor politiet ikke ønsker en obduktion, kan regionerne anmode om en lægevidenskabelig obduktion. Dog sker dette blot i et fåtal af dødsfaldene, muligvis grundet manglende kendskab til denne ordning.

Et uforløst potentiale

Vi står fortsat overfor udfordringer, hvor forskning i svært tilgængeligt væv fra afdøde kan bidrage med uerstattelig viden. Særligt når det gælder forebyggelse af dødsfald som følge af en mulig arvelig lidelse ved pludselig uventet død hos yngre, giver det mening at undersøge dem, der dør, for at kunne hjælpe de overlevende [1, 2].

Under COVID-19-pandemien blev kliniske data hurtigt tilgængelige, men vævsbaseret indsigt forblev fragmenteret [3]. Inden for kardiometaboliske sygdomme kender vi de sene stadier hos patienter i behandling, men mangler viden om de tidlige ændringer i organer, som kan forklare pludselig død og alvorlig sygdom [4]. Også inden for miljø- og toksikologiområdet kan vævsstudier være afgørende, fordi blodprøver kun afsløre en del af billedet, mens organvæv kan dokumentere ophobning af toksiner, som ellers forbliver skjult [5].

Samtidig er de teknologiske muligheder vokset markant. Nye protokoller for vævsudtagning og opbevaring sikrer i dag en højere vævskvalitet end tidligere, og fremskridt inden for multiomics, og kunstig intelligens gør det muligt at kortlægge biologiske sygdomsprocesser med langt større detaljegrad [1, 2]. I praksis er det lettere at få adgang til væv udtaget før 2012, før lovgivningen trådte i kraft, mens nyere materiale sjældent anvendes til forskning. Det betyder, at vi mister muligheden for at studere aktuelle sygdomsmekanismer, nye lægemidlers bivirkninger og de sundhedsmæssige konsekvenser af nutidens miljøforandringer. Resultatet er et hul i vores viden, som kun bliver større, jo længere vi fastholder de nuværende regler.

Veje til revision

Der er flere veje frem, som både respekterer etiske hensyn til de pårørende og giver forskningen bedre vilkår. I dag kan de pårørende ved lægevidenskabelige obduktioner give samtykke til, at væv må bruges til forskning, mens der ved retslægelige obduktioner ikke findes en tilsvarende mulighed. Et oplagt skridt ville derfor være at sidestille de to ordninger, så de pårørende i forbindelse med en retslægelig obduktion også kunne give samtykke til forskning. En anden mulighed er at bruge vævsanvendelsesregistret mere aktivt: Borgere kan allerede framelde sig forskning, og samme princip kunne gælde her. Endelig kunne man indføre en latensperiode, hvor væv efter f.eks. fem år kan anvendes uden særskilt samtykke, medmindre de pårørende aktivt har sagt nej. Komitésystemet bør fortsat godkende alle projekter for at sikre etisk forsvarlighed. Disse er blot et par eksempler, for der findes mange løsninger, som kunne forbedre processen.

Kravet om et ekstra samtykke til forskning i væv, der allerede er udtaget og opbevaret, er både ressourcekrævende for forskningen og belastende for de pårørende, som igen skal forholde sig til deres næres krop og død. Samtykkekravet hæmmer derfor ikke blot forskning, men også forebyggelse og sundhedsfremme. Det er på tide at modernisere reglerne, så vævet kan bruges til at skabe ny viden – til gavn for de levende.