Heldigvis er vi allerede nu langt fra den automatik, der måske tidligere kunne ligge i en godkendelse fra Det Europæiske Medicinagentur/Lægemiddelstyrelsen og efterfølgende ukritisk behandling af patienter, skriver tre kræftlæger.
Karsten Juhl Jørgensen (KJJ) og Peter C. Gøtzsche (PCG) skal have tak for i en kronik [1] at bringe en fælles udfordring op: Hvordan sikrer vi den bedste behandling til den enkelte danske kræftpatient? Det er den opgave, der ligger Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) mest på sinde. Indlægget i Ugeskrift for Læger handler om effekt og bivirkninger til medicinsk behandling og habilitetsproblemer. For at tage det sidste først er åbenhed om mulige interessekonflikter det helt centrale. Interessekonflikter diskvalificerer ikke pr. automatik, men skal som alle andre bias redegøres for – det giver fagfæller et grundlag for selv at fortolke data og udlægninger.
Hverken Lægemiddelstyrelsen eller Medicinrådets beslutninger afgør dog, om en patient behandles med godkendt medicin. Det beror på en gennemgang sammen med patienten af alle relevante aspekter.
Mht. medicinsk behandling vil vi her gennemgå de principper, vi arbejder hen mod. Heldigvis er vi allerede nu langt fra den automatik, der måske tidligere kunne ligge i en godkendelse fra Det Europæiske Medicinagentur/Lægemiddelstyrelsen og efterfølgende ukritisk behandling af patienter. Det kan nemlig ødelægge den tillid, der skal være mellem onkolog og patient, og medvirke til dårlige forløb [2]. Både de store europæiske [3] og amerikanske [4] onkologiselskaber har offentliggjort retningslinjer som grundlag for en vurdering af, om en behandling har klinisk værdi. Der er stor opmærksomhed på at afveje effekt og bivirkninger, ligesom problematikken med surrogatmål og stærke endemål som overlevelse adresseres.
For at en medicinsk kræftbehandling kan gøres almindeligt tilgængelig i Danmark, skal der ske en samlet vurdering af effekt, bivirkninger, alternativer og økonomi i Medicinrådet. Både Medicinrådet og dets forløbere RADS og KRIS har afvist mange medicinske behandlinger – også blandt dem, der kritiseres af KJJ og PCG på baggrund af artiklen i the BMJ [5]. Medicinrådet er ganske ungt, og manddomsprøven endnu ikke bestået, men vi støtter op om processen og gør, hvad vi kan, for at finde de bedste repræsentanter fra onkologien til de enkelte fagudvalg. Disse onkologer kender alt til effektmåling og klinisk værdi – og er garanter for beslutninger, der accepteres ude på afdelingerne.
Hverken Lægemiddelstyrelsen eller Medicinrådets beslutninger afgør dog, om en patient behandles med godkendt medicin. Det beror på en gennemgang sammen med patienten af alle relevante aspekter. Disse aspekter er ikke bare effekt og bivirkninger som ovenfor nævnt, men også konkurrerende lidelser, og især patientens værdier og mål skal inddrages. Vi mener, at denne patientcentrerede tilgang og fælles beslutningstagning [2] er en effektiv måde at sikre, at den højeste faglighed bruges til den enkelte patients bedste. Alle kræftafdelinger i landet har initiativer i gang på dette område.
Vi deler derfor ikke den bekymring, som KJJ og PCG beskriver. Alt i alt mener vi, at danske kræftpatienter ikke har grund til at frygte underlødige behandlinger.
LITTERATUR
1. Jørgensen KJ, Gøtzsche PC. Lægemiddelstyrelsen og lægemiddelindustrien ligner et lukket kredsløb. Ugeskr Læger 2017;179:2336-7.
2. The responses to the “cancer drugs scandal” must fully involve patients – an essay by Tessa Richards. BMJ 2017;359:j4956.
3. Cherny NI, Sullivan R, Dafni U et al. A standardised, generic, validated approach to stratify the magnitude of clinical benefit that can be anticipated from anti-cancer therapies: the European Society for Medical Oncology Magnitude of Clinical Benefit Scale (ESMO-MCBS). Ann Oncol 2015;26:1547-73.
4. Ellis LM, Bernstein DS, Voest EE et al. American Society of Clinical Oncology perspective: raising the bar for clinical trials by defining clinically meaningful outcomes. J Clin Oncol 2014;32:1277-80.
5. Går det for stærkt med at godkende nye lægemidler mod kræft? Ugeskr Læger 2017;179:2013.
