Skal H-index hyldes?

Kære Videnskabelig Redaktion på Ugeskrift for Læger

Tak for jeres initiativ med at hylde personer bag lægevidenskabelige gennembrud i Danmark [1]. Det er et vigtigt initiativ at anerkende stabil, nybrydende eller ekstraordinær indsat i lægevidenskaben. Dog kan det undre os, at man lægger så stor vægt på kvantitative mål som H-indekset for at definere »danske forskere i særklasse«, som også beskrives som »superforskere«. Desuden mener vi, at det kan være problematisk at definere en særgruppe med titlen »The Nordic 100 Club«.

Kvantitative mål som H-indekset kan både være misvisende og kan tilskynde til en uhensigtsmæssig tilgang til videnskab. I lederartiklen refereres en tidligere artikel, der ovenikøbet beskriver H-indekset som »... en sjov størrelse, som man i ro og mag kan dyrke i sin fritid…« [2]. I en statusartikel i Ugeskriftet har man desuden understreget, at H-indekset kan være misvisende [3]. For eksempel vil indekset i nogen grad afhænge af forskningsfelt og emne. Store forskningsfelter vil helt naturligt danne grundlag for flere citationer (eksempelvis kardiologi versus sjældne sygdomme), da antallet af artikler er større, og citationspraksis kan variere. Derfor kan det være problematisk at sammenligne forskere på tværs af forskningsområder. H-indekset tager heller ikke højde for videnskabelige bidrag til artikler, da det ikke skelner mellem, om man har været førsteforfatter, sidsteforfatter eller et eller andet sted derimellem. Desuden vil H-indekset altid stige. Det vil sige, at en pensioneret forsker vil fortsætte med at samle citationer, selv om de ikke aktivt bidrager til forskning i nutiden. Indekset garanterer derfor på ingen måde, at en forsker har overblik over de nye tendenser eller udviklinger indenfor et område. Man udelukker derfor yngre »superforskere«, som er i gang med banebrydende forskning, som simpelthen ikke har haft tid nok til at øge deres H-indeks.

I sidste ende savnede vi den ovenstående nuancering i jeres lancering af »The Nordic Club 100« - som kunne omdøbes til det mundrette »The Nordic Heurekas« eller »Nordic Breakthrough Club«. Vi frygter, at kvantitative inddelinger tilskynder til en uhensigtsmæssig tilgang til, hvilken forskning vi hylder. Evidens fra USA tyder på, at for stort et fokus på bibliometriske mål kan gøre vores forskning mere konservativ [4]. Man fokuserer på at udgive så mange artikler som muligt, frem for at forsøge på at arbejde på potentiel banebrydende forskning eller skabe stor værdi for patienter (som måske ikke medfører mange citationer), fordi det bedre kan betale sig at sikre mange udgivelser. Man kan i høj grad have bidraget til forskning og medicinsk fremgang uden at have opnået et H-indeks på 100.

Som forskningsinteresserede og læsere af DMJ vil vi gerne eksponeres for inspirerende kollegaer, og vi er klar til at hylde dem. Men vores kollegaer er mere end deres H-indeks. Som alternativ til inklusionskriteriet H-index > 100, kunne I som tidl. beskrevet udvælge forskerne ud fra en kvalitativ bedømmelse [5]. Andre måder kunne være via en rundspørge hos Ugeskriftets abonnenter, Lægevidenskabelige Selskaber eller Lægeforeningen. Vi anerkender, at for praktiske formål er sådan et arbejde tidskrævende for en videnskabelig redaktion med mange andre forpligtelser. Men som Danmarks største sundhedsvidenskabelige tidsskrift har I et ansvar om at gå i front.

Referencer:

1. Gøtze JP, Benfield T. En hyldest til nordisk lægevidenskabelig forskning. Ugeskr Læger 2022;184:V205135.
2. Gøtze JP. Du er mere end dit H-indeks. Ugeskr Læger. 2020;182:1252.
3. Würtz M, Schmidt M. Det stratificerede H-indeks giver transparens i videnskabelig impact. Ugeskr Læger 2017;179:V12160886.
4. Bhattacharya J, Packalen M. Stagnation and scientific incentives. 18. February 2020. NBER Working Paper No. w26752. https://ssrn.com/abstract=3539319 (12. dec 2022).
5. Rehfeld JF, Gøtze JP. DORA versus JIF: et spørgsmål om kvalitetsvurdering af forskning. Ugeskr Læger. 2018;180:2312-2313.