Solidaritetsbussen

Nogle gange drømmer jeg om at blive sundhedsminister. Jeg er sikker på, jeg nok skulle få sat skik på sundhedsvæsenet på ingen tid. Så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke diktatorisk kan bestemme alt, og det bliver knap så tillokkende. Når jeg så også indser, at jeg ikke har patent på sandheden, og løsningerne ikke ville være de rigtige, hvis de kun er set fra min stol, ryger projektet på gulvet igen. Det bliver ved mine #rødvinsmeninger, som jeg nøjes med at belemre dem omkring mig med – så må de lægge ører til alle guldkornene.

Jeg oplever så ikke altid, at en lignende indsigt om egne begrænsninger præger debatten. Det kan være en smule anstrengende at følge med i vores tidsskrifter, på Facebook eller i nyhederne, hvor jeg gentagne gange skal se kollegaer lige give en kindhest til læger i andre sektorer eller andre steder i landet og ikke kun kommentere på deres egne udfordringer. Hvorfor ikke kun fremhæve, hvad vi hver især ser som områder, der kunne forbedres? Hvorfor skal vi tale andre ned for at tale os selv vigtige i sundhedsvæsenets komplekse kludetæppe af behov? Hvorfor kommentere på, at alle andre har det meget lettere, sagtens kan undvære ressourcer og i øvrigt omtale ressourcestærke patienter som parasitter, der snylter på vores samfund? Vi har ikke et gratis sundhedsvæsen, vi har et skatteyderbetalt sundhedsvæsen. Derfor mener jeg, alle har ret til at drage relevant nytte af de penge, de har spyttet i kassen, og ikke blive beskyldt for at være ressourcestærke, der rager til sig (en formulering tyvstjålet fra et FB-indlæg med frustrerede kollegaer – som kommentar på ventetiden og udfordringerne i psykiatrien. Jeg er overbevist om, at hvis jeg omtalte ressourcesvage patienter i samme lidet flatterende vendinger, kom jeg i gabestokken. 

Jeg ved intet om at være overlæge på en hospitalsafdeling, og selv om jeg fik en smagsprøve i min blokstilling på hospitalernes hverdag, gør det mig altså ikke til specialist i de udfordringer, mine hospitalskollegaer står med. Jeg ved heller intet om at drive praksis i vandkanten, og jeg tænker, mine kollegaer, der tror, at Østerbro er landet, der flyder med havremælk og spelt, heller ikke har forudsætningerne for at vurdere min arbejdsdag eller mine udfordringer.

Solidaritet mellem sektorerne ville være skønt, og jeg ville ønske, at vi hver især overvejer, hvordan beslutninger taget i den ene søjle påvirker de andre. Solidaritet på tværs af landet ville være skønt, og måske lysten til at stå på mål for hinanden som stand ville blive større, hvis man ikke i et berettiget nødråb samtidig skulle høre sig selv blive talt ned?

Kunne vi ikke spille på samme hold, bakke hinanden op og stå sammen? Så kan vi lade andre faggrupper eller politikere om at pille os ned og kritisere os. Jeg synes, det ville være forfriskende.