Specialister skal lave det, de er bedst til

»En læge er en læge«. Den forestilling møder man fra tid til anden – især når debatten handler om at løse udfordringerne med lægemangel uden for de store byer. Det er en intuitivt tiltalende tanke: Hvis vi blot tager nogle speciallæger fra universitetshospitalerne, hvor der er mange læger, så må problemerne vel være løst?

Det er også et synspunkt, der tydeligt afspejles i Sundhedsreformen, og som statsminister Mette Frederiksen fremførte på pressemødet om samme reform:

»Vi foreslår, at en del af speciallægerne på de store universitetshospitaler fremover også skal arbejde på de mindre sygehuse …« [1].

Det er forståeligt, at politikere ønsker hurtige løsninger, når vagtplaner i lægefattige områder ikke kan dækkes. Men sundhedsvæsenets problemer med ulighed i lægedækning løses ikke med symbolpolitiske tiltag. At flytte en invasiv arytmolog fra Rigshospitalet til Nykøbing Falster giver vist nok flere hænder, men ikke bedre patientbehandling.

Endnu mere bekymrende er det, når fortællingen bakkes op af vores egne faglige repræsentanter. Ved FAS’ årsmøde sagde Yngre Lægers formand:

»Det kan godt være, man blev kardiolog for at operere børnehjerter og ICD-patienter, men der er altså også nogen, der skal DC-konvertere AFLI-patienter på Nykøbing Falster« [2].

Det udsagn bygger på en misforståelse af, hvad specialisering handler om. En læge er ikke bare en læge. Vi uddannes og videreuddannes i forskellige retninger, fordi moderne medicin og kirurgi – og ikke mindst moderne patienter – kræver det. Den viden, erfaring og tekniske kunnen, der ligger bag et højt specialiseret indgreb som f.eks. en ICD, tager mange år at opnå. At tro, at højt specialiserede læger kan løse opgaver for en speciallæge i Nykøbing, vil svare til at bytte om på målmand og angriber på landsholdet. Det kan måske gå på juniorniveau i fodbold, men ikke i et moderne professionelt sundhedsvæsen.

Samtidig er det afgørende at understrege, at lægerne på de mindre hospitaler og i yderområderne ikke er »mindre specialiserede«. De er specialiserede i noget andet – nemlig i den brede og komplekse patientbehandling. De håndterer dagligt ældre patienter med flere kroniske sygdomme, polyfarmaci, skrøbelighed, sektorovergange og ofte også sociale og psykiske udfordringer. De ser hele mennesket – ikke kun ét organ. Det kræver et overblik og en klinisk dømmekraft, som er mindst lige så krævende som den tekniske specialisering.

Derfor skal vi værne om fagligheden på begge sider. De højt specialiserede miljøer på universitetshospitalerne er afgørende for innovation, forskning og kvalitet i den mest avancerede behandling. De mindre hospitaler er rygraden i den nære, helhedsorienterede behandling. Begge dele er uundværlige – og det giver ingen mening at svække det ene for at lappe på det andet.

Jeg anerkender fuldt ud lægedækningsproblemerne i udkantsdanmark. Det er reelle og alvorlige udfordringer, der påvirker både patienter og kolleger. Men løsningen er ikke tvang, detailstyring eller udvanding af specialisering. Løsningen er langsigtet planlægning, investering i uddannelse, positive incitamenter og attraktive karriereveje uden for de store byer.

Vi skal skabe fleksible stillinger, hvor læger kan kombinere klinik, uddannelse, forskning og familie. Vi skal bruge teknologi og telemedicin klogt, så specialiseret viden kan bringes ud, uden at menneskene nødvendigvis skal flyttes. Og vi skal åbne op for nye stillingstyper for læger, der ikke lige passer ned i den klassiske 37-timers arbejdsuge.

Sundhedsvæsenet har brug for flere læger – men i lige så høj grad brug for, at lægerne får lov til at arbejde med det, de er bedst til. Vi har ikke råd til at udvande specialisering eller overse den faglighed, der findes på de mindre hospitaler. Begge dele er nødvendige, hvis vi vil have et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen – i hele landet.