Speciallægemanglen: oversete muligheder?

Lægeforeningens nye forkvinde, Josephine Rathenborg, har i Ugeskrift for Læger den 31. august et velargumenteret indlæg, der plæderer for, »at alle sejl sættes til for at løse manglen på speciallæger«.

Tallene er store, 2.000, selv om de måske i sig selv er i underkanten på grund af aldersfordelingen af eksisterende speciallæger, hvor en ikke ubetydelig andel nærmer sig pensionering, og antallet af læger under uddannelse til speciallæge måske ikke følger med.

En lidt betænkelig start på den nye sundhedsreform, som snart skal implementeres.

Og egentlig ejendommeligt, at det synes at have været umuligt for de relevante myndigheder og måske inklusive vores egen forening at foruddiskontere prognoserne for behovet for uddannelsesstillinger på en måde, så den aktuelle manko ikke var opstået. Oven i dette så problemet med det alt for store optag af medicinstuderende, som Josephine Rathenborg ligeledes vil kæmpe for at få reduceret.

Men nu vi snakker om at kæmpe, kunne vi ønske os, at forkvinden ville kæmpe for den store gruppe af udenlandske læger, som takket være et ulykkeligt politisk initiativ og et ukoordineret og tankeløst »samarbejde« mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for International Rekruttering og Integration er kommet til Danmark for at søge dansk autorisation.

Denne ordning er heldigvis bragt til midlertidigt ophør fra årsskiftet 2025-2026, men inden da er der de seneste 3-4 år kommet omkring 3.000 udenlandske læger til Danmark for at starte den møjsommelige proces at lære dansk på højt niveau, tage de forordnede faglige prøver og endelig komme i kø til de obligatoriske to gange seks måneders evalueringsstillinger, som stort set ikke udbydes af regionerne, fordi der ikke findes finansiering til disse.

Helt aktuelt er der omkring 250 af disse udenlandske læger, de fleste med mangeårig klinisk erfaring, som er klar til at få en evalueringsstilling, og spørgeskemaundersøgelser har vist, at ca. en fjerdedel af disse er speciallæger ligeledes med mange års klinisk erfaring fra deres hjemlande, mens de øvrige har flere års arbejdsanciennitet inden for almen praksis.

Desværre har SPS valgt at underkende de nævnte speciallægers kompetence under henvisning til, at specialuddannelsen i Danmark tager længere tid (omkring fem år) end den, som de fleste udenlandske speciallæger har gennemført (fire år). I den nævnte lov om autorisation til udenlandske læger er det klart formuleret, at udenlandske speciallæger skal gennemføre en evalueringsansættelse på seks måneder på en specialiseret afdeling inden for deres speciale, og at der her – i samarbejde med de regionale Råd for Lægers Videreuddannelse – kan lægges en plan for, hvad de eventuelt måtte mangle, så de kan få dansk speciallægeautorisation uden at spilde hverken deres ellers sundhedssystemets tid med, at de skal begynde fra bunden i et KBU-lignende forløb for derefter at skulle igennem endnu en speciallægeuddannelse.

Kort sagt findes der lavthængende frugter, p.t. helt konkret 37 udenlandske speciallæger, som det danske sundhedssystem kunne »høste« og således på den korte bane skaffe flere speciallæger mod en relativt beskeden udgift. Det vil kræve, at:

1) disse speciallæger tilbydes en centralt finansieret seksmåneders evalueringsstilling inden for deres speciale;

2) der under denne ansættelsen foretages en vurdering af, om de eventuelt efter yderligere uddannelse af SPS og de regionale Råd for Lægers Videreuddannelse kan godkendes som speciallæge;

3) disse læger tilbydes sådanne eventuelt nødvendige uddannelsesstillinger.

Der vil løbende inden for de næste par år komme flere af disse speciallæger igennem autorisationsforløbet, således at man inden for en årrække vil kunne få yderligere flere hundreder speciallæger – mod en meget beskeden udgift til det danske sundhedsvæsen.

Disse udenlandske kollegaer befinder sig p.t. i en meget penibel situation, idet de har investeret betydelige midler for med deres familie at komme til Danmark, tilegne sig det vanskelige danske sprog og nu risikere at blive udvist med uforrettet sag. Også i den dimension synes vi som medlemmer af Lægeforeningen, at Lægeforeningen har et vigtigt kollegialt og moralsk ansvar.

Alt dette har vi for nylig skrevet i et brev direkte til Lægeforeningens forkvinde, men synes, det fortjener en debat blandt resten af foreningens medlemmer og de myndigheder, som har med planlægning og finansiering af speciallægeuddannelsen at gøre.

Vi er spændte på Josephine Rathenborgs svar.