Status om saltindtag (SI) med ukorrekt fysiologi

Statusartikler bør levere præcis information på basis af en solid biomedicinsk viden. Dette gælder ikke Graudal [1]. Formålet er her at »resumere den foreliggende evidens […] specielt med henblik på at vurdere den kontroversielle anbefalede øvre grænseværdi for daglig saltindtagelse på ca. 6 g [15]«, men [15] er et debatindlæg (af Graudal), som her er teknisk ubrugeligt. Det anføres, at Institute of Medicine i 2005 angav 6 g NaCl/dag som højeste anbefalelsesværdige SI, men reviderede i 2013 til en reduktion til 6 g/d [2]; dette nævnes kun kort i næstsidste afsnit. Herhjemme er diskussion af < 6 g/d irrelevant; målet er iflg. Fødevarestyrelsen at nedsætte SI med 3 g/dag mod omkring 6 g/dag.

Graudal skriver, at SI er reguleret, helt modsat fysiologibøgerne. Han anfører, at 95% af alle befolkninger har SI på 6-12 g/dag, og »Saltindtagelsen er således snævert reguleret i den lave ende af det tolerable interval (0,5-55 g/dag) og lige over det niveau, der fører til stigninger i hormonniveau (6 g/dag), hvilket er i overensstemmelse med, at saltindtagelsen er stramt neurohormonalt styret (Figur 1) [4].« Denne sætning indeholder fire fejl. 1) SI er ikke reguleret hos normale mennesker. 2) Det »tolerable interval« er udefineret og værdierne herfor tvivlsomme (jf. [3]). 3) Det er ukorrekt, at stigninger i hormonniveau begynder ved et bestemt SI (jf. [3]). 4) Man kan ikke argumentere, at fordi indtagelsen af et fødeemne finder sted i et interval, som subjektivt findes snævert, da er indtagelsen reguleret. Analog betragtning af kalium og raffineret sukker viser argumentets vægtløshed. Andres fejlopfattelse [4] er ingen undskyldning.

Status vedr. SI er, at mange pattedyr udviser salthunger, hvilket også kan findes hos patienter (binyreinsufficiens), men ikke hos normale. Graudal henviser til én, på dette punkt, underlødig oversigt [5]; tre af fire henvisninger omhandler patienter, og den sidste er uden klar relevans for reguleret SI. Det er i øvrigt i litteraturen veldiskuteret, at evnen til at regulere SI kan have undergået regression under udviklingen af hominider.

Graudals frygt for hormonudsving er malplaceret. Modermælk er saltfattig og spædbørn har høje reninværdier, formentligt vigtigt for nyrernes færdigudvikling. Niveauet af stresshormoner (katekolaminer) stiger massivt under træning. Disse forhold bør ikke begrunde tilsætning af salt til spædbørn eller lukning af fitnesscentre. Normalfysiologi omfatter betydelig variation.

Budskabet – at SI-reduktion måske er skadelig – er kontroversielt. Systematik og saglighed er vejen frem. Ny data er på vej. Næste status bør omfatte de nyeste kliniske undersøgelser og et bedre grundlag.