Tak til Kjeld Møller Pedersen (KMP) for en omfattende og sober gennemgang af økonomien i sundhedsforsikringerne i Danmark – om man så ser sundhedsforsikringerne som en gøgeunge eller ej, er vel en vurderingssag. Dog er antallet af personer med private sundhedsforsikringer gennem de seneste 20 år steget markant, men ud over det økonomiske aspekt giver de private sundhedsforsikringer også faglige og logistiske udfordringer.
Derfor vil jeg i det følgende supplere KMP’s gennemgang af økonomien i sundhedsforsikringerne med enkelte faglige indspark. Et af dem er KMP selv inde på i kronikken.
Han skriver lidt kryptisk: »De almenpraktiserende læger fungerer som gatekeepers for de arbejdsgiverbetalte ordninger, i den forstand, at de praktiserende læger henviser til flere af de ydelser, som forsikringen dækker, og hvor konsultationshonoraret dækkes af sygesikringen. Det er der ikke udelt begejstring for blandt de praktiserende læger«.
Hvad er det, de praktiserende læger ikke er udelt begejstrede for? Det fremgår af reference 4 i KMP’s kronik (i en artikel som KMP i øvrigt selv er medforfatter til), nemlig en spørgeskemaundersøgelse om de praktiserende lægers oplevelser med private sundhedsforsikringer.
Undersøgelsen viser, at næsten halvdelen af de praktiserende læger føler sig pressede til at henvise patienter med private sundhedsforsikringer til undersøgelser eller behandlinger, som ikke er medicinsk fagligt indicerede. Patienter med private sundhedsforsikringer opleves som mere insisterende, hvilket muligvis forklarer, at lægerne henviser, selvom de forbinder private sundhedsforsikringer med overbehandling og ulighed i sundhed.
11% af de praktiserende læger angiver, at de henviser patienter med private sundhedsforsikringer uden nærmere spørgsmål eller undersøgelser.
Når patienter med private sundhedsforsikringer så skal have tid på privathospitaler eller hos de privatpraktiserende speciallæger, får de sædvanligvis en tid inden for 10-14 hverdage (også, må man antage, i de tilfælde, hvor egen læge ikke mener, at der er behov for henvisningen). Den gennemsnitlige ventetid for patienter, der ikke har en privat sundhedsforsikring, er tit måneder.
I sundhedsreformen fra maj 2022 (vedtaget af en lang række partier) taler man om en styrkelse af et sammenhængende, nært og stærkt sundhedsvæsen. Der er selvfølgelig mange elementer i sådan en styrkelse, men et af de helt centrale elementer er, at flere patienter skal behandles i det nære sundhedsvæsen. Det kræver »flere muskler« til sundhed og sygdomsområdet i kommunerne, men også en styrkelse af almenpraktiserende læger og praktiserende speciallæger. Samtidig kræver det, at funktionen for de praktiserende læger som gatekeepere igen kommer til at fungere, så det kun er patienter, der ud fra en faglig vurdering henvises videre til det mere specialiserede sundhedsvæsen.
Få forestiller sig, at man helt kan undvære private sundhedsforsikringer, men hvorfor ikke starte med at fjerne de privatpraktiserende speciallægers »knækgrænse«, så de ikke behøver at arbejde både for sygesikringen og de private sundhedsforsikringer, men får mulighed for at arbejde fuldtids for sygesikringen? Og hvorfor ikke også fjerne kravet om lægehenvisning i forbindelse med de private sundhedsforsikringer, når det formentlig er meget sjældent, at en anmodning om henvisning fra patienten bliver afvist af den praktiserende læge?
