Hovedparten af de offentlige midler til medicinsk forskning går til basal- eller translationel forskning og ikke til kliniske forsøg, selv om større, velgennemførte kliniske forsøg meget hurtigt kan implementeres og komme patienterne til gavn i form af bedre behandling og nedsat mortalitet.
Den 9. maj 2018 blev der afholdt debatmøde på Christiansborg med titlen »Forbedret patientbehandling gennem opprioritering af kliniske forsøg« på initiativ af professor Anders Perner og professor Merete Nordentoft. Inviteret var en lang række kendte forskere, politikere og repræsentanter for Københavns Universitet med professor Henrik Ullum, formand for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) som ordstyrer. Formålet var at sætte fokus på klinisk forskning og på det faktum, at hovedparten af de offentlige forskningsmidler til medicinsk forskning går til basal- eller translationel forskning og ikke til kliniske forsøg. Dette står i skærende kontrast til, at kun 10-15% af de behandlinger, vi giver i dag, er evidensbaserede, og at større velgennemførte kliniske forsøg meget hurtigt kan implementeres og komme patienterne til gavn i form af bedre behandling og nedsat mortalitet. Kommer det patienterne til gavn, vil det kunne ses på bundlinjen i hospitalernes økonomi, idet evidensbaseret behandling ofte resulterer i færre komplikationer, reduceret indlæggelsesvarighed samt hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Men god klinisk forskning forudsætter oftest større kliniske studier, som er meget ressourcetunge, samt en lovgivning som mindsker de bureaukratiske barrierer, som klinisk forskning aktuelt kæmper med. Hvis man sammenligner med den del af sundhedsforskningen, som går forud for den kliniske forskning, er klinisk forskning den mindst ressourcetunge.
For den frie kliniske forskning er det ekstremt vigtigt, at politikerne ser kliniske forsøg som en investering i vores sundhed, så det ikke kun er medicinalindustrien, som løfter denne opgave.
Klinisk forskning møder mange barrierer og udfordringer, og en starter allerede på medicinstudiet. Generelt er der et stort ønske om akademisering af vores læger, og et vigtigt redskab er at involvere medicinstuderende i kliniske undersøgelser allerede under studiet. En oplagt model i en sådan sammenhæng er at involvere medicinstuderende i at indhente sundhedsdata via patienternes journaler. Da medicinstuderende ikke er autoriserede sundhedsfaglige personer, må man med den aktuelle sundhedslov ikke tilgå patienternes journaler som medicinstuderende. Dette medfører en meget stor begrænsning i forhold til at inddrage medicinstuderende i kliniske studier.
En anden udfordring er, at den langt overvejende del af forskningsstøttemidler både fra industrien og fra de statslige forskningsfonde tilgår de store universitetshospitaler. Set i lyset af, at den største forskningshøjde og tyngde findes her, er det en ganske naturlig konsekvens. Men vil man gerne have store kliniske undersøgelser i fremtiden, som rekrutterer et stort antal patienter inden for en kortere tidsperiode, må man dog have meget større fokus på, hvordan man styrker og inddrager forskningsmiljøerne decentralt. Et vigtigt skridt i denne retning kunne være at støtte nationale netværksstrukturer, der resulterer i, at der lokalt på de mindre hospitaler er forskningspersonale, som kan løfte opgaven med at rekruttere til de store nationale studier. Et forslag er økonomiske incitamenter, hvor hospitalet modtager økonomiske midler, såfremt de inkluderer patienter i forskningsprojekter. Med tiden ville disse aktiviteter formentlig også resultere i spirende forskningsmiljøer på de mindre hospitaler. Da klinisk forskning oftest også medfører bedre klinisk behandling, ville et sådant initiativ også kunne være med til at udligne ulighed indenfor sundhedsvæsenet.
En tredje udfordring er de bureaukratiske barrierer, som de kliniske forskere til daglig mødes af. Herunder den lange række af påkrævede tilladelser og registreringer, et klinisk forsøg er underlagt. Som eksempel kan nævnes et lægemiddelforsøg med medicin, som allerede er brugt i årevis på mange patienter med få bivirkninger. Hvis dette lægemiddel skal afprøves på en ny patientgruppe, skal forsøget godkendes både hos Datatilsynet, Videnskabsetisk Komité og Lægemiddelstyrelsen, ligesom forsøget skal registreres på EudraCT og Clinicaltrials.gov. Hvis der ovenikøbet skal følges op på patienterne, og data skal indhentes fra patienternes journaler mere end 6 måneder efter, at de er afsluttet fra afdelingen, skal Styrelsen for Patientsikkerhed også godkende projektet. Som forsker sniger meningsløsheden sig ind, og faren er, at flere og flere mister gejsten. Dette må kunne samles og gøres mere smidigt. Desuden kræver disse lag på lag af tilladelser og godkendelser forskningsmedarbejdere med stor ekspertise i lige netop den slags opgaver, og store forskningsenheder er derfor nødvendige.
Større patientinddragelse vil sandsynligvis lette gennemførelsen af kliniske forsøg. Med dette menes bedre oplysning og undervisning af befolkningen om, hvad kliniske undersøgelser er, hvorfor de er nødvendige for at bedre både nye og gamle behandlinger, og hvordan de kan gavne både den enkelt patient, men også kommende patienter.
Det er også nødvendigt at informere befolkningen og patienterne om, at kliniske forsøg er den del af sundhedsforskningen, som har til formål at forbedre kendte behandlinger til gavn for patienterne. Normen bør være, at man som patient forventer at blive mødt af et tilbud om at deltage i et klinisk forsøg, når man modtager behandling i sundhedsvæsenet.
Klinisk forskning er den mest implementeringsnære og omkostningseffektive del af sundhedsforskningen, her kan man med relativt beskedne midler opnå bedre behandling med lavere morbiditet og mortalitet.
Debatmødet på Christiansborg bød på mange spændende drøftelser, hvor politikerne fik øjnene op for, at kliniske forsøg møder store udfordringer. For den frie kliniske forskning er det ekstremt vigtigt, at politikerne ser kliniske forsøg som en investering i vores sundhed, så det ikke kun er medicinalindustrien, som løfter denne opgave. Mødet var startskuddet til større fokus på klinisk forskning både blandt politikere og i befolkningen. Alt i alt viste politikerne positiv indstilling, og forhåbentlig fik de større forståelse for den ressourceallokering og afbureaukratisering, som er nødvendig for den gode kliniske forskning i fremtiden.
Læs også Fokusartiklen "Forsker og forbryder", lederen "Skal patientværdi være et prioriteringskriterium i dansk sundhedsforskning" og Statusartiklen "Statens investering i kliniske forsøg".
