Kritik for at indhente oplysninger
Selv om forskerne gør, hvad de kan, for at navigere korrekt i systemet, kan de alligevel ende med at gå på grund.
Det kan bl.a. ses i en afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn fra april i år. Sagen handler om en ph.d.-studerende, der var i gang med et forskningsprojekt – godkendt af Videnskabsetisk Komité – hvori hun anvendte data fra et tidligere forsøg inden for brystkræft.
Patienterne, der deltog i det gamle forsøg, havde givet samtykke til, at forskergruppen kunne kigge i deres journaler i op til 15 år bagefter.
Den ph.d.-studerende slog i god tro nogle journaloplysninger op for at supplere de data, der i forvejen lå i den relevante database. Det var i juni 2016.
Men så fandt patienter fra det gamle forsøg ud af, at en sundhedsperson, som de ikke kendte, havde slået op i deres elektroniske journaler. En af dem fandt frem til den ph.d.-studerende og fik en forklaring.
Så vidt så godt. Men forskeren kom til at tænke på, om hun egentlig skulle søge særskilt tilladelse til sådanne opslag hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Hun fortæller, at hun hele to gange ved telefonisk henvendelse til Styrelsen fik at vide, at det behøvede hun ikke. Disse samtaler blev imidlertid ikke registreret hos Styrelsen, og hun har ikke selv noteret navnene på de pågældende medarbejdere.
Men så klagede en af patienterne fra det gamle forsøg over "uretmæssigt journalopslag", og sagen havnede hos Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Efter mange juridiske overvejelser finder nævnet, at den ph.d.-studerende læge har overtrådt reglerne.
Der er nemlig forskel på, at oplysninger fra patientjournaler kan videregives, og så på, at de kan indhentes. Det første må man godt, og det sidste må man ikke.
Forskeren skulle altså have henvendt sig til den afdeling, som patienterne i det oprindelige forsøg var tilknyttet, og bedt nogen der om at videregive oplysningerne til hende i stedet for selv at slå dem op.
Det spiller ingen rolle, at patienterne, som i dette tilfælde, gav 15 års samtykke til udnyttelse af deres oplysninger. For samtykker kan kun gives i op til et år, siger afgørelsen. Den regel kom godt nok først ind i sundhedsloven fra 1. juni 2017, altså omkring et år efter den ph.d.-studerendes famøse journalopslag, men afgørelsen hviler alligevel på denne nye lovgivning. Før stod der ikke noget i sundhedsloven om forskeropslag i patientjournaler efter samtykke.
Forskeren dømmes altså efter en lov, der ikke var trådt i kraft, da hendes forseelse blev begået. En sådan praksis er ganske normal – det står i straffelovens § 3, stk. 1 - men bruges kun, når det ikke stiller den indklagede dårligere.
Det hjælper heller ikke forskeren, at hun havde godkendelse fra Videnskabsetisk Komité.
Heller ikke det faktum, at Styrelsen for Patientsikkerhed to gange telefonisk har oplyst, at hun ikke behøvede nogen særskilt tilladelse derfra, gør nogen forskel. Ej heller, at oplysningerne på Styrelsens hjemmeside sender samme signal.
Nævnets medlemmer er enige om, at der er begået en fejl, og et flertal mener, at ansvaret ligger hos lægen, mens et mindretal mener, at miseren skyldes Videnskabetisk Komité, der har rådgivet lægen forkert. Summa summarum: Lægen får kritik for at have overtrådt sundhedslovens § 42 d, stk. 1.