Content area

|

Udsatte grupper under coronakrisen og sundhedsvæsenets udfordringer

Der er større forekomst af COVID-19 blandt etniske minoriteter og visse udsatte grupper. Morten Sodemann, Indvandrermedicinsk Klinik, OUH og praktiserende læge Lise Dyhr har indsamlet erfaringer i klinikken på OUH og fra almen praksis med grupperne, og de afslører blandt andet et stort behov for målrettet information.
Tegning: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Morten Sodemann, klinikchef, Indvandrermedicinsk Klinik, OUH , og Lise Dyhr praktiserende læge

I forbindelse med den øgede forekomst af COVID-19 blandt etniske minoriteter og formodede større risiko blandt socialt udsatte [1] skal vi her komme med nogle erfaringer og reaktioner indsamlet blandt vore patienter og kollegaer fra hhv. almen praksis og Indvandrermedicinsk Klinik (IMK) i Odense. Det viser et bredt spektrum og understreger betydningen af, at vi i sundhedsvæsenet er omhyggelig med vor kommunikation og tager individuelle afsæt for rådgivning og behandling. Det understreger også behovet for samarbejde – ikke mindst med sociale og andre myndigheder i forbindelse med strukturelle tiltag i form af isolation af smittede og målrettet og intensiveret information til udvalgte grupper.

Angst og bekymring

IMK i Odense har oplevet, at mange var bange for, at Danmark ville blive ligesom Italien, og følte, at det var dét medierne fremførte. Flere bad om mundbind. En patient var ked af, at hun ikke havde råd til at hamstre, sådan som »danskerne« kunne. Der var erfaringer fra hjemlandet for, at situationen er farlig, når politiet er på tv sammen med ministre, butikshylder er tomme, og gaderne er øde.

Der er en udbredt angst for smitte. Mange var af den opfattelse, at man blev smittet, bare man gik udenfor. Udenfor er farligt, luften er farlig, og mennesker er farlige. Adskillige havde levet helt indelukket og afsondret fra omverdenen. Det var en generel oplevelse blandt de ansatte, at dem, de kontaktede, var meget mere bange, end der var grund til. De fleste havde den opfattelse, at man helt sikkert dør, hvis man bliver smittet.

Alle har en person i familien, der er syg, f.eks. med astma, så alle er bekymrede, fordi medierne siger, det er farligt, når børnene skal i skole, at de tager smitten med hjem. Hvis børnene har polypper, så er de syge, og så er det farligt, fordi polypper er lig vejrtrækningsbesvær. De følte ikke, deres danske sprog var tilstrækkeligt til at forstå forskellene mellem forskellige samværsformer og mellem forskellige sygdomme. Der var også angst for, at børnene skulle blive fjernet, hvis de ikke holdt dem hjemme eller passede ekstra godt på dem.

Der har været problemer med at finde ud af, hvordan man kommer til læge med syge børn.

Man har været bange for at gå til læge og har oplevet, at læger har været usikre på, hvordan de skulle håndtere det – det har skabt ekstra utryghed, at dem, de plejer at stole på, var usikre. En søn til en patient forklarede: »Jeg har været adskilt fra min far i fire år (grundet lang sagsbehandlingstid på familiesammenføring). Jeg vil ikke tage i skole og tage corona med hjem, så min far dør af det«.

Retningslinjer har skiftet så hurtigt, at det i sig selv har givet forvirring og stress. Det har været svært at finde ud af, hvad der er god information – man søger på eget sprog i udlandet og på sociale medier. Hører kun nyheder fra udlandet – ofte meget mere dramatiske nyheder og fremstillinger end i Danmark. Det gav anledning til tvivl om, hvorvidt informationer blev tilbageholdt eller misforstået i Danmark. Andre var helt holdt op med at høre nyheder, fordi de var bange for dem og deres egen reaktion på dem. Facebook er det foretrukne medie, det er nemmere at forstå – og viden er »fordøjet« og opleves som mere relevant og forståeligt i deres kontekst – men skaber tilsyneladende en del misinformation og tvivl om, hvorvidt de danske medier giver et »sandt« billede.

Patienterne stillede generelt mange spørgsmål til uklarheder omkring, hvorvidt man er i risikogruppe samt om det er tilladt at gå til lægen eller tage på sygehuset (en patient var f.eks. faldet ned af en trappe og havde slået sig ganske pænt samt havde udviklet vejrtrækningsproblemer). Patienten turde ikke opsøge læge pga. opfattelsen af, at man slet ikke måtte tage til læge grundet COVID-19.

Mange var glade, for at der er ro i forhold til kommunen, fordi der ikke var samtaler hos sagsbehandleren, men mange var bekymrede for, om deres sociale ydelser blev taget fra dem. Der blev udtrykt bekymring for udredningsforløb og arbejdsprøvninger i kommunen. Ville man f.eks. komme bagerst i køen til fleksjob senere?

Re-traumatisering

Flere patienter fra IMK oplevede re-traumatisering og nævnte stilheden inden bomberne, som den oplevelse de havde. Man ved der vil ske noget, noget vil ramme én, men ikke hvad, hvor eller hvornår. Mange klagede over, at den bedring, de havde oplevet efter behandling for traumer, forsvandt igen. De oplevede dårligere søvn, flere mareridt. Mange føler, at de er tilbage til den tilstand, der gjorde, at de flygtede.

Flere holder børnene hjemme og inde, selvom kommunen og skolen beder dem sende børnene i skole.

Flygtninge regredierer hurtigt til flugt og krigstanker, især nyankomne flygtninge, der har undtagelsestilstande i tydeligere erindring, som f.eks. syriske flygtninge, der oplever mange lighedspunkter på en undtagelsestilstand med mennesketomme gader, politi og alvorlige regeringsledere i medierne. Flere troede, at nu ville strømmen begynde at gå ligesom i hjemlandet. Hamstringsbølgen og de i starten tomme butikshylder skabte velkendte billeder og frygt. Mange ventede kun på, at situationen ville eskalere, sådan som de er vant til i hjemlandet. Som en patient udtrykte det: »Vi er flygtet fra krig i vores hjemland, nu føles det som krig i Danmark«.

Familie og børn

Forældre blandt de adspurgte på IMK havde ikke tænkt, at børnene skulle opleve det forældrene flygtede fra – nu oplever de det alligevel, og det fører til skyldfølelse hos forældrene, der ikke føler sig i stand til at beskytte børnene. Forældre føler også, at de kommer til kort, når børnene beder om forklaring på det, der sker. De føler, de bør beskytte deres børn, men føler sig magtesløse. Mange er kommet helt ud af normale døgnrytmer, fordi de ikke ved, hvordan man styrer en familie i den aktuelle situation.

Forældrene føler sig låst med mange mennesker på lidt plads og ude af stand til at ændre på situationen.

Børnene får ikke undervisning, og der er mange, der ikke har computere – skolecomputere, som børnene normalt har adgang til, er lukket inde på skolen. Skolen var hjælpsom, men først da de blev gjort opmærksom på problemet.

Fjernundervisning er svært når man ikke er stærk på it – mange har ikke computere. Flere har fået fravær pga. manglende aflevering, fordi de ikke havde en computer.

Siden har forældre havde svært ved at forstå det tvetydige budskab: Du skal isolere dig, men dine børn skal i skole. Man oplevede heller ikke, at skoler søgte at motivere til at sende børnene afsted i skole

Forældrene havde generelt svært ved at bede om hjælp – dels hvor og hvordan, dels bekymring for at børnene ville blive fjernet, hvis de bad om hjælp fra kommunen.

Ansattes vurdering

Det er en meget tidskrævende og følsom opgave for de ansatte på IMK at informere og at afbalancere de tvetydige budskaber om hensigtsmæssig adfærd under coronaepidemien.

De ansatte følte, at de kunne hjælpe her og nu med råd og vejledning og nogle tilfælde med kontakt til skolen eller kommunen. Kontakten var meget værdsat, og det var en generel oplevelse, at patienterne var bange og ensomme med et stort behov for støtte og mere præcis viden om situationen. Det var sværest med de patienter, der ikke havde været i klinikken første gang endnu. Hvis der var tillid, og patienten kendte den ansatte, var det lettere at informere.

Forældrene havde i høj grad overimplementeret de dele af rådene, de har forstået. Forældrene oplevedes som overbekymrede for deres børn og manglede viden og handlemuligheder. Forældrenes angst er overvældende for børnene og smitter dem, bl.a. fordi angsten for at blive smittet er blandet med angsten fra krigsoplevelser, undtagelsestilstand etc. Budskabet om, at det er sundt at komme ud, er et svært budskab, når man samtidig skal forstå vigtigheden af at være isoleret. Ligeledes er det svært at forklare forskellen mellem at bære virus og at have sygdomssymptomer som følge af virus, mens man stadig kan smitte, selvom man ikke har symptomer. Mange blev lettede over at høre, at det ikke er så restriktivt som de troede. Der var et stort behov for stressreduktion.

Manglen på fortrolige rum blev tydelig. Mange kunne ikke tale særlig længe i telefon om deres angst og bekymringer, fordi ægtefælle og børn var omkring dem hele tiden. De manglede de gode samtaler uden familiens tilstedeværelse.

De officielle budskaber blev opfattet som alt for komplekse og sammensatte – de har svært ved at omsætte det, der bliver sagt, til deres eget liv. Der var f.eks. tvivl om betydningen af begreber som f.eks. »afstand«, »isolation« og »smitte«. Flere nævnte, at de var glade for de oversatte lydfiler om corona, som hurtigt blev spredt på sms’er, rygter og via Facebook og Whatsapp. Men det samlede indtryk var, at de fleste informationer blev hentet i hjemlandets medier, ofte mere dramatiske vinkler, og at disse informationer kontrasterede de danske informationer: hvor alvorlig er virus, behandlingsmuligheder, beskyttelsesmidler og hamstring.

Det har vist sig beroligende at gentage de officielle forholdsregler langsomt og med tolkning af en person de kender. Det har virket, telefonisk, afstressende at oplyse om, hvordan tallene for smittede så ud i Danmark, og at udviklingen var på vej mod det bedre, hvilket ikke var klart for mange af patienterne. Det var også hjælpsomt at forklare, at virus nok skal blive mindre alvorlig og blive til at leve med. De ansatte har i nogle tilfælde hjulpet med kontakt til egen læge, når patienten ikke turde pga. angst for at blive smittet.

Børnenes situation er en af de største bekymringer efter telefonsamtalerne, da mange af børnene i forvejen er udsatte. Det er klar oplevelse hos de ansatte, at patienterne har været med til at vække bekymring/angst hos børnene på et grundlag, der ikke baserer sig på korrekt information. Den manglende eller dårligt tilpassede information fra myndighederne har haft en utilsigtet hård effekt hos børn af forældre med angst, depression og/eller posttraumatisk stress-syndrom. Der er ikke blevet gjort nok for at beskytte børnene og hjælpe forældrene i en tid, der er svær for alle forældre, men ikke mindst de sårbare familier.

Rigtig mange har haft det svært med at være på standby i forhold til afklaring i kommunen uden en klar deadline – svært at vente og øger stressniveauet.

Almen praksis

I almen praksis synes billedet mere mangfoldigt, om end vi kan genkende beskrivelserne fra IMK blandt dele af vore socialt udsatte patienter og dele af vore etniske minoriteter. I den sammenhæng skal det bemærkes, at især de unge (anden- og tredjegeneration) spiller en stor rolle i informationen til deres ældre pårørende i risikogruppen. De tager også et stort ansvar i forhold til at etablere lægebesøg og søge relevant viden. Samtidig synes flere af dem at være pressede, i og med at flere bor under samme tag med forældre og evt. bedsteforældre, som giver god mening under normale forhold (man hjælper hinanden) men udfordrer aktuelt. Dette sammenholdt med, at en del arbejder i frontlinjen (ældreplejen, bus-/taxachauffører supermarkeder osv.) gør dem indføleligt nervøse for at tage smitte med hjem. Vi har mange forespørgsler i den anledning, og hvorledes de ved erkendt smitte kan isolere sig. Også ved forespørgsler om at deres børn i og med genåbningen skal i institutioner og skole.

Det har været og er stadig en udfordring at etablere rammerne for en god kommunikation under de nye forudsætninger i almen praksis, hvor konsultationen/det fysiske fremmøde er omdrejningspunktet for vor patientkontakt. Ikke mindst i forhold til de udsatte grupper. Nu skal vi så vidt muligt undgå at mødes fysisk med vore patienter og i givet fald, så kort tid som muligt. I stedet skal vi etablere video- og eller telefonkonsultationer [2]. Heldigvis kan mange af os knytte an til tidligere kontakter og den tillid og tryghed, vi sammen har etableret gennem årene. Men det bliver aldrig det samme med en videokonsultation som et fysisk møde, som her, hvor der er så mange og også så nye elementer på spil. Godt nok, kan vi se og høre patienten – i modsætning til telefonkonsultationer, men vi kan ikke røre og sætte os ind i, hvad der ellers foregår i rummet. Er der andre, der lytter med, forstyrrer børnene osv.? Det kan forstyrre kommunikationen, at du som medsamtaler ikke ved, hvad der er på spil og kan tage højde herfor. Som i eksemplet med en yngre kvinde, der følte sig meget træt, varm og tung i kroppen udover »måske« hoste. Hun kunne »næsten ikke løfte et øjenlåg«. Det er vanskeligt at »objektivisere« og handle ud fra – på afstand. For fremmedsprogede patienter er der endnu ikke etableret sikker tilkobling af tolke. Der er derudover tekniske udfordringer for patienter, som ikke har it-kendskab og eller digital signatur, selvom vi prøver at guide.

En anden udfordring er at være imødekommende, når flere af os har været nødt til at låse dørene til klinikken og sætte skilte op. Velvidende, at vi ikke kan dække behovet for patienter, der er læsesvage af den ene eller anden grund. Det er et signal, som – hvis du som patient ikke har forstået baggrunden – forstærker angsten og bekymringen og måske får nogle til at holde sig væk/ikke komme igen og eller kontakte klinikken på en anden måde.

Og så er der lige det med at få tiden til det hele. Almen praksis med relativ mange udsatte patienter skal håndtere disse udfordringer samtidig med, at vi »skal gøre som vi plejer«. Dvs. behandle og diagnosticere patienter med alle de andre sygdomme, hvilket er nok så væsentligt. For ikke at glemme, at vi selvfølgelig også skal følge med i de skiftende retningslinjer og praksis i de forskellige regioner og kommuner, så vore patienter ikke bliver utrygge, når de spørger os om råd.

Forslag

De aktuelle erfaringer er stort set identiske med erfaringerne fra H1N1 (svineinfluenza), fugleinfluenza og viden om HPV-vaccinationer og screening for underlivskræft. I mangel på fyldestgørende viden skabes hybrid viden med informationsbidder fra dansk presse, Facebook, Whatsapp, nyhedsmedier i evt. hjemland og rygter i lokalmiljøet.

Der er et behov for en sundhedspædagogisk strategi som proaktivt kan imødegå de misforståelser, der opstår, når man ikke følger eller forstår danske medier. Eksempelvis:

  • Havde det været godt at forklare, at udbrud i Europa var meget forskellige – og at Danmark ikke ville ende som Italien eller i hjemlandet for dem, der har udenlandske rødder.
  • At følge op på, hvordan de officielle råd blev modtaget og implementeret i familierne og blandt de enkelte borgere, især læsesvage/health illiterate. F.eks. om hvordan man går til lægen.
  • Indsamle og imødegå misinformation eller kilder til utryghed.
  • Imødegå forestillinger om krigstilstande, undtagelsestilstande og vareknaphed.
  • Meget tidligere etablering af myndighedsbetjente tolkede hotlines og udarbejdelse af patientinformation på fremmedsprog på forskellige medietyper[ 3]. F.eks. om hvorledes man går til lægen.
  • Sikre, at der oparbejdes tværkulturelle/sociale sundhedskompetencer hos sundhedsmyndighederne (Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Regionerne og kommunerne) med henblik på monitorering af, hvordan sundhedsbudskaber modtages og anvendes, hvorved der skabes mulighed for tilpasning og justering.
  • Der bør være en aktiv og opsøgende holdning hos kommunerne i forhold til børn, der lever i sårbare familier.
  • Endelig er der behov for at inddrage klinikerne – de af os, der arbejder derude – for at indsamle flere erfaringer og forslag til, hvorledes udfordringerne kan håndteres i praksis.

[1] Fattigmandssygen. Weekendavisen 3.5.2020; Seruminstituttet: Epidemiologiske trends og fokus, herkomst (etnicitet) ; Ugeskrift for læger: De udsatte kæmper mod alt under krisen - bare ikke corona

2] https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Retningslinjer-for-haandtering-af-COVID-19

[3] www.coronadenmark.dk

Right side

af Anna Birthe Holmehøj Bach | 04/12
1 Kommentar
af Susanne L. M. Bülow | 03/12
1 Kommentar
af Andreas Gothardt Lundh | 02/12
1 Kommentar
af Michael Uldall Steinfath | 01/12
1 Kommentar
af Pedram Kazemi-Esfarjani | 01/12
1 Kommentar
af Bjarne Stigsby | 30/11
2 kommentarer
af Camilla Bang | 29/11
2 kommentarer
af Stine Madsen-Østerbye | 29/11
1 Kommentar