Content area

|

»Det er kun gået en vej – fremad og opad!«

En samtale med Hanne Sindbæk, som har skrevet den store bog om industrigiganten Novo Nordisk

August og Marie Krogh ankommer til København efter deres amerikaturné i vinteren 1922. Med sig i kufferten havde de »opskriften« på insulin, som de havde fået betroet på universitetet i Toronto. (Foto: Det kgl. Bibliotek).
Forfatter(e)

Af Christian Graugaard, chefredaktør, Bibliotek for Læger

Hanne Sindbæk, i »De renfærdige. Fortællingen om Novo Nordisk« fortæller du den komplekse historie om, hvordan vi i Danmark fik en medicinalgigant med en anslået børsværdi på 754 milliarder kroner og datterselskaber i 79 lande. Hvordan et par unge forskeres forsøg med at fremstille insulin af knuste bugspytkirtler i 1920’ernes Canada endte som danmarkshistoriens største erhvervseventyr – med en lægemiddelproduktion, som i dag kommer mere end 27 millioner diabetespatienter til gode. Men lad mig begynde med at spørge til bogens titel. Hvorfor »De renfærdige«?

               Når man møder medarbejdere fra Novo Nordisk, hvad enten de er 20 år eller 80 år gamle, mærker man tydeligt, at de er besjælet af … ét eller andet, som er svært at sætte ord på. Det er, som om de føler, at de arbejder for noget, der er større end dem selv. Da jeg dykkede ned i de historiske kilder, blev jeg overrasket over, at den samme »besjæling« gik helt tilbage til tiden med August og Marie Krogh. Jeg ledte efter et ord for det og fandt det gamle »renfærdig« mest dækkende.

               Det ord er jeg blevet drillet en del med af kolleger i erhvervspressen, for selvfølgelig er det ikke alle i Novo Nordisk, der er renfærdige. Det er der sandsynligvis ingen, der er. Men de har alligevel bestræbelsen i deres DNA. Det er for mig at se kernen i virksomhedens kultur, om du vil, at ens arbejde har et højere formål – forskningen, patienterne, samfundet. Det er smukt, det er flot, men det har også et lille anstrøg af selvretfærdighed. Det ligger der også i titlen.

               En af Novo Nordisk-direktørerne spurgte mig, om jeg mente »De renfærdige« ironisk. Men det gør jeg bestemt ikke. Jeg synes selv, det er det ord, der beskriver Novo Nordisk bedst. På godt og ondt.

 

Okay, og lad os så begynde med begyndelsen – det store power couple i dansk fysiologi, August og Marie Krogh. I fællesskab fik de opbygget et dynamisk forskningsmiljø på laboratoriet i Ny Vestergade, og dørene begyndte for alvor at åbne sig, da August i 1920 modtog Nobelprisen for sine studier i kapillærregulering. Det førte til en foredragsturné i USA i 1922, og det var vel på denne tur, at det danske insulineventyr tog sin begyndelse …

               Ja, Marie havde selv fået type 2-diabetes i 1920, samme år som August fik Nobelprisen. Men hun holdt meget lav profil med det. Det var kun August og hendes læge, Hans Christian Hagedorn, der vidste besked. Men det gjorde hende klart nok interesseret i, hvad der skete inden for diabetesforskningen. Hun kunne holde sin egen sygdom i skak med diæt, men for de fleste patienter var det dengang en sygdom, der forårsagede en langsom og pinefuld død.

               August skulle faktisk have været afsted på den prestigefyldte forelæsningsturné allerede i 1921, men han ville have Marie med, og hun var simpelt hen ikke frisk nok. Derfor blev turen udskudt til 1922, og det skulle vise sig at være heldigt for de skandinaviske diabetikere og for det danske samfund generelt! For da de rejste i september, var de kliniske forsøg med den nye canadiske opfindelse, insulin, godt i gang. Hvis August og Marie var taget afsted som planlagt, var det danske insulineventyr næppe blevet til noget, for da var Banting & Best slet ikke gået i gang endnu! Nyhederne om insulin var slet ikke nået frem til Danmark i 1922. Marie hørte for første gang om sagen, da hun og August var til en middag hos kolleger i London, hvor de gjorde holdt på vejen til Amerika. På det tidspunkt slog hun det hen, for der havde gennem årene været et utal af midler, som mentes at kunne afhjælpe diabetes, men ingen effekt havde.

               Men da de rejste rundt i USA og mødte læge- og forskerkolleger, hørte de igen og igen om det nye »mirakelmiddel«. I Boston hørte de om det fra selveste Elliott P. Joslin, tidens største diabeteskapacitet og manden, der stod bag de kliniske insulinafprøvninger. Det afgjorde sagen. Marie bad August om at skrive til universitetet i Toronto, hvor insulinen var blevet opfundet, og skaffe sig en invitation. Han fik prompte svar: den danske nobelpristager var velkommen!

               August tog til Toronto, og de canadiske forskere viste ham det hele: forsøgene, ekstraheringen fra kvægs bugspytkirtler, produktionsprocessen og patienterne. Intet blev holdt tilbage. Og da han tog derfra, var det med eneretten til at producere insulin på det skandinaviske marked. Det var dog ikke så helt ligetil, for det var jo kun de grove fremstillingsprincipper, han havde lært, så da han og Marie gik i land i København den 12. december 1922, forsvandt de straks ind i laboratoriet sammen med Hagedorn for at finde deres egen måde at producere insulin på.

               Allerede 21. december lykkedes det dem at udvinde den første insulin, og i marts 1923 blev de første danske diabetespatienter behandlet med danskproduceret insulin.

Hans Christian Hagedorn var en imposant herre, der både som forsker og menneske var lidt af en eventyrer. Her ses han ved siden af sin private flyvemaskine. (Foto: Det kgl. Bibliotek).Hans Christian Hagedorn var en imposant herre, der både som forsker og menneske var lidt af en eventyrer. Her ses han ved siden af sin private flyvemaskine. (Foto: Det kgl. Bibliotek).

Det er tydeligt, at forskerparret Krogh, klinikeren Hagedorn og farmaceuten og pengemanden August Kongsted fra Løvens kemiske Fabrik – som i fællesskab grundlagde Nordisk Insulinlaboratorium i 1923 – var et match made in heaven. Men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og også andre aktører fik snart færten af et lukrativt nyt marked. Det piblede frem med både statslige og private konkurrenter, og specielt én af dem viste sig vanskelig at verfe af …

               Ja, eneretten på insulinfremstilling var mere principiel end reel, for dengang kunne medicin ikke patenteres i Danmark. August Krogh havde regnet med, at andre ville afholde sig fra at forsøge sig med insulinproduktion af respekt for ham, men sådan blev det ikke. Den værste konkurrence kom uden sammenligning fra brødrene Pedersen, som var en slags »gøgeunger«, fordi de begge havde arbejdet i Nordisk Insulinlaboratorium (i daglig tale Nordisk Insulin). Harald som maskinmester og leder af værkstedet – i dag ville vi nok kalde det udviklingsafdelingen – og Thorvald som farmaceut.

               Brødrene var knalddygtige på hvert deres felt, og de havde deres egne meninger om, hvordan tingene skulle gribes an. Men i Hagedorns univers var der kun plads til Hagedorns mening! Han tålte ingen modsigelse og fyrede i hidsighed Thorvald Pedersen. Det blev hans bror Harald så fortørnet over, at han sagde op i protest. Han og August Krogh havde arbejdet tæt sammen i mange år, fordi Harald havde været leder af værkstedet på Kroghs fysiologiske institut. Og Krogh skulle blive endnu mere ked af det – for ikke at sige rasende! – da han spurgte Harald, hvad han og hans bror nu havde tænkt sig at lave. For svaret lød: »Vi vil lave insulin!«. Krogh troede ikke sine egne ører. Et sådant brud på loyaliteten var helt utænkeligt i hans verden.

               Det lykkedes ikke desto mindre brødrene Pedersen at udvikle deres egen insulin og tilmed en genial og brugervenlig sprøjte til erstatning for de tabletter, som patienterne selv skulle slæmme op i vand. Det blev starten på Novo.

 

H.C. Hagedorn stod jo stor og mægtig i spidsen for Nordisk Insulin i en menneskealder. Men hvad var han egentlig for et menneske? Når man betragter gamle fotografier, har man nærmest indtryk af en djærv og jovial dansk bondemand, men jeg fornemmer, at han også kunne være lidt af en strid børste …

               Hagedorn var hverken djærv, jovial eller bondemand … han var kaptajnssøn, og det var definerende for hans personlighed. Han havde rejst på verdenshavene med sin far, og ganske vist var han uddannet læge, men det var kaptajnsblod, der rullede i hans årer. Hvor han kom frem, var det ham, der bestemte. Han var ikke bange for at tage vidtrækkende beslutninger, og han var en entreprenant og foretagsom herre. Han fik oprettet et sygehus i Brande og blev allerede som 27-årig overlæge med ansvar for sit eget hospital. Han skrev doktordisputats og blev landets førende diabetesekspert, inden han gav sig i kast med at opbygge Nordisk Insulinlaboratorium.

               Hagedorn var fabrikkens enehersker i et halvt århundrede. Selv da han blev så syg, at han knap kunne tale og slet ikke gå, afgav han ikke magten. Men han var også et brag af et menneske. Der skete altid noget, hvor Hagedorn var. Han tog flycertifikat og købte sig en lille maskine, som han forsøgte at gemme for tyskerne under krigen. Og han tog på hvalfangst ved Sydpolen, fordi han havde en idé om, at man kunne bruge hvalernes bugspytkirtel i produktionen af insulin.

En af de allerførste prøvepakninger af danskproduceret insulin. På dette tidspunkt blev insulin forhandlet som tabletter, som patienten eller lægen selv skulle slæmme op i vand før injektion. (Foto: Hanne Sindbæk). En af de allerførste prøvepakninger af danskproduceret insulin. På dette tidspunkt blev insulin forhandlet som tabletter, som patienten eller lægen selv skulle slæmme op i vand før injektion. (Foto: Hanne Sindbæk).

Hvordan udviklede forholdet mellem de to insulinkonkurrenter sig i årene efter 2. verdenskrig og frem til fusionen i 1989? Herskede der åben krig eller snarere væbnet neutralitet?

               Da brødrene Pedersen havde udviklet deres første insulin, tilbød de faktisk Nordisk Insulin at indgå i et salgssamarbejde, men det ville Hagedorn ikke høre tale om. Derfor gik brødrene i gang med at opbygge deres egen salgs- og markedsføringsorganisation, og det var de enormt dygtige til. De prøvede igen at få et samarbejde op at stå, da Hagedorn havde udviklet en ny banebrydende insulintype, protamininsulin, som de gerne ville producere på licens. Men igen sagde Hagedorn blankt nej. Derpå udviklede de deres egen protamininsulin. Hagedorn var rasende og lagde sag an, for selvom man ikke kunne patentere medicin, kunne man godt patentere en fremstillingsmåde. Hagedorn tabte i Landsretten, men ankede til Højesteret, hvor han selv procederede sin sag. Og han vandt! Det kostede Novo dyrt og betød, at Nordisk Insulinlaboratorium skulle have en betragtelig andel af Novos fortjeneste. Det var i 1941, og Novo havde da for længst overhalet Nordisk Insulin indenom.

               Efter retssagen havde de to virksomheder i årtier intet med hinanden at gøre. De sloges ikke, og de stjal ikke medarbejdere fra hinanden. De prøvede hver især at ignorere den andens eksistens. Men de var og blev en sten i hinandens sko. I 1973 sendte Novo igen en føler ud til Nordisk Insulin for at se, om der var muligheder for et samarbejde. Det var Mads Øvlisen, der blev sendt ud på den opgave af sin svigerfar, der var topchef på det tidspunkt. Da Øvlisen kom tilbage, skrev han et notat, hvori han konkluderede, at »grunden til, et samarbejde ikke kunne etableres, var, at de to parter begge havde for høje tanker om sig selv!«.

 

En af grundene til Novos internationale succes handlede jo slet ikke om insulin, men om noget så jordnært som vaskepulver, nærmere bestemt enzymet Alcalase …

               Ja, den historie er meget sigende for forskellene på Novo og Nordisk Insulin – for den kunne simpelt hen aldrig have udspillet sig hos sidstnævnte! Her havde man været først ude med insulinproduktion, man rådede over landets fineste læger, forskere – sågar en nobelpristager! – og det blå stempel fra Frederick Banting i Canada. Novo havde intet af den slags estime. Brødrene Pedersen var fra starten tvunget til at opsøge mulighederne, hvor de opstod og til at tænke kommercielt.

               Enzymeventyret begyndte så småt under krigen, hvor der var mangel på bugspytkirtler fra slagtedyr. På det tidspunkt blev bugspytkirtler brugt til at fremstille to ting, nemlig insulin og enzymet trypsin, der var effektivt i skindgarvning. De to koncerner konkurrerede om at få fat i bugspytkirtlerne, og da var det, at Novo spurgte sig selv, om man dog ikke kunne finde en metode, hvor man kunne udvinde både trypsin og insulin af de samme kirtler. Det var teknisk vanskeligt, men det lykkedes. Og så var Novo pludselig producent af både insulin og enzymer, hvilket man ikke tog så nøje. En overgang producerede man skam også barbermaskiner!

               Trypsinet blev solgt til garverindustrien, men Novos udviklingsfolk havde fået smag for mere og ledte efter nye måder at bruge enzymer på. De eksperimenterede fx med at bruge dem i vaskemidler, så de kunne opløse vanskelige pletter. Først i 1962 lykkedes det dog for alvor, og man kaldte produktet for Alcalase for at indikere, at det ikke som andre enzymer blev nedbrudt af de alkaliske midler, der indgik i vaskepulver. Rigtigt stort blev det, da en hollandsk producent brugte det i et helt nyt vaskepulver, Biotex. Det blev omgående en stor succes, først i Europa og snart også i USA. Novo havde svært ved at følge med efterspørgslen og byggede fabrikker i et imponerende tempo. De købte blandt andet en enorm grund ved Kalundborg og byggede på under et år en fabrik på 13.000 kvadratmeter!

 

Det fusionerede Novo Nordisk har som bekendt også været involveret i nogle rigtige møgsager. Jeg tænker især på blødersagen fra 1990’erne og på den senere sag om salg af dyr hiv-medicin i udviklingslande. Hvad betød de sager på de indre linjer og for koncernens renommé udadtil?

               Den type sager gør virkelig ondt på en virksomhed, der har renfærdigheden i sit DNA! Hvor uskyldig man end er, bliver mediesager let en plet på renommeet. Blødersagen var virkelig ulykkelig for de danske blødere, men Novo Nordisk blev i både i landsretten og Højesteret frikendt for at have handlet forkert. I en mindre sag fra Gentofte fik de en bøde på 15.000 kroner, fordi medicinen indeholdt en indlægsseddel, som fejlagtigt oplyste, at blodplasmaet var screenet for hiv.

               Sagen om hiv-medicin til de fattige i Sydafrika var i og for sig ganske bizar, for Novo Nordisk producerede slet ikke hiv-medicin. De røg sidelæns ind i sagen, fordi den sydafrikanske regering så aids-epidemien som en undtagelsestilstand, der betød, at regeringen kunne ophæve medicinpatenter, så alle og enhver kunne producere billig medicin. Det var en trussel mod alle medicinalselskabers levebrød, og derfor anlagde 41 af dem sag mod den sydafrikanske regering. Det gav genlyd i en verden, der naturligvis havde al sympatien rettet mod de meget syge aids-patienter, som ikke havde råd til den livreddende medicin.

               Sagen endte med, at medicinalselskabet Merck besluttede at nedsætte prisen på sin aids-medicin i Afrika med op til 90 procent. Måneden efter blev retssagen mod Sydafrikas regering droppet, efter at de 41 medicinalselskaber havde fået garanti for, at regeringen ville følge de internationale patentregler.

               Men det sled da hårdt på Novo Nordisks omdømme, når en kendt debattør som Carsten Jensen sammenlignede firmaets adfærd med nazitysklands forfølgelse af jøder. Under overskriften »Kapitalens nye Holocaust« skrev han, at det nu åbenbart var sådan, at »vi uden at løfte et øjenbryn accepterer, at firmaer, som er en integreret del af vores nationale økonomi, sætter alt ind på sikre sig, at 24 millioner aids-ramte afrikanere dør bag den pigtråd, som en uhelbredelig virus lægger omkring hver eneste sygdomshærgede krop«. Barske ord.

               Begge sager fik den betydning, at ledelsen spurgte sig selv, om der var noget, man havde overset? I blødersagen lød konklusionen, at man var kommet for sent i gang med at varmebehandle blodplasmaet. Sverige og Norge havde været foran med et halvt år. Mads Øvlisen, der var topchef dengang, sagde efter den endelige frikendelse i Højesteret: »Det er svært at føle sig som en vinder, når der har været så store menneskelige lidelser involveret«.

               Selvom Lars Rebien, der var topchef under »sydafrikakrisen«, følte, at anklagerne mod Novo Nordisk var helt urimelige, fik sagen ham alligevel til at tænke over, om koncernen nu også opførte sig tilpas renfærdigt i udviklingslandene. Man producerede ganske vist ikke hiv-medicin, men diabetes var jo i stigende grad et problem i verdens fattigste lande. Det blev begyndelsen på World Diabetes Foundation, en selvstændig fond, som Novo Nordisk har doneret 500 millioner kroner til. Fonden fremmer forebyggelse og behandling af diabetes ved at yde finansiel og teknisk bistand til projekter i udviklingslande.

 

En lille kønspolitisk fodnote er måske også på sin plads her til sidst. For fraset Marie Krogh (der vel ret beset stod lidt i skyggen af sin feterede mand) og Lise Kingo (som blev koncerndirektør i 2002), er historien om Novo Nordisk i høj grad mændenes historie, er det ikke? Der optræder forbløffende få kvinder i din bog.

               Tja, hvad kan jeg sige? Big business er »a man’s world«, som James Brown synger … Selvom der er og har været mange kvinder i andet, tredje og fjerde geled. Og det er i høj grad folk i andet, tredje og fjerde geled, der har skubbet virksomheden fremad. Det bedste eksempel er nok forskeren Lotte Bjerre Knudsen, som har været med til at udvikle molekylet liraglutid, som udvikledes til lægemidlet Victoza. Det var Novo Nordisks første GLP-1-produkt, som repræsenterer et enormt spring fremad, og Knudsen fik tilnavnet »Mother of Liraglutide« (læs mere om GLP-1-forskningen på side X, red.).

 

Og her til sidst: Hvordan er det i store træk gået i årtierne efter fusionen, og hvor er Novo Nordisk efter din vurdering på vej hen i dag?

               Tja, hidtil er det jo kun gået en vej – fremad og opad! Novo Nordisk er blevet Skandinaviens mest værdifulde selskab – mere værdifuldt end A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Danske Bank, Lundbeck, Vestas og Coloplast tilsammen! Næsten halvdelen af verdens diabetikere bruger Novo Nordisks produkter, og virksomhedens betydning for det danske samfund kan næppe overvurderes. Foruden at være en af landets største arbejdsgivere, er koncernen Danmarks i særklasse største skatteyder, og den bidrog i 2019 med over 14 milliarder kroner alene i virksomhedsskat.

               Siden fusionen i 1989 er det gået så godt, at Novo Nordisk Fonden, der ejer den bestemmende del af aktieposten i virksomheden, er blevet en af verdens mest velhavende fonde med en formue under forvaltning på omkring 350 milliarder kroner. Det er på størrelse med Bill & Melinda Gates Foundation. Det siger ikke så lidt.

               Jeg tror, at Novo Nordisk vil have stor succes i mange år fremover. Ikke mindst på grund af arbejdet med GLP-1-produkterne. De har åbnet for helt nye og meget lovende muligheder og kan bruges til andet end diabetesbehandling. De er fx effektive i behandlingen af fedme, og der pågår i øjeblikket et fase 3-forsøg, som skal vise, om det også virker mod Alzheimers demens.

               Det vil selvfølgelig fortsat gå op og ned for Novo Nordisk. Især er det svært at spå om, hvordan det vil gå på deres helt store marked, USA. Men de har en lovende pipeline af produkter, en sikker og solid ledelse med Lars Fruergaard Jørgensen i spidsen og et trygt ejerskab i fonden, som ledes solidt af Lars Rebien Sørensen. Jeg forudser, at Novo Nordisk vil gå nye veje, men alligevel forblive i forgængernes renfærdige spor.

Hanne Sindbæk er journalist, forfatter og foredragsholder. Hun har siden 1998 beskrevet den danske erhvervslivstop indefra, blandt andet i »Tyren, bjørnen og banken« (om Saxo Bank), »Comeback kid« (om Anders Samuelsen), »Vi kan ikke sidde her til juleaften« (om Herman Salling og Dansk Supermarked), »Kammerherrens nye klæder« (om Fritz Schur) og »Seier – et roadtrip« (en biografisk rundrejse med Lars Seier Christensen). »De renfærdige« er udkommet på Politikens Forlag.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer