Skip to main content
Mindeord

Ernst Walter Matthias Goldschmidt

Hans C. Fledelius, Nina Jacobsen, Hanne Jensen, Danuta Marushak, Ruth Riise, Jørn Wegener.

24.8.1933-12.1.2025

Ernst Goldschmidt blev født i Tyskland i 1933, året hvor nazisterne indledte deres jødeforfølgelser. Grundet faderens status som ingeniør blev Danmark via Christiani og Nielsen for nogle år en rolig base, dog med svenskrettet exodus fra oktober 1943 og frem til verdenskrigens afslutning. I 2023 blev 80-året for flugten mindet i det Kongelige Teater, med både Ernst og søn Henrik blandt arrangørerne. Ernst bidrog både oralt og musikalsk fra scenen; han var en kompetent pianist lige til det sidste.

Ernst blev medicinsk kandidat i 1958, speciallæge i øjensygdomme 1966, dr.med. i 1968, øjenprofessor i Odense 1979-85. Fra 1983 overlæge på regionale øjenafdeling Hillerød Sygehus, med hovedansvar for nyoprettet kirurgisk funktion. Under orlov 1992-94 forskningsprofessor i HongKong.

Udvikling af nærsynethed var emnet for hans disputats, og udgjorde også hovedtemaer for yngre kollegers afhandlinger (doctores Ann K Sjølie, Hanne Jensen, Nina Jacobsen). Hertil kunne føjes en prospektiv populationsbaseret opfølgen over 50 år af højmyope 14-årige, i samarbejde med Hans Fledelius og Nina Jacobsen; sammenholdt med selekterede serier kunne der påvises en væsentlig bedre prognose. Ved en konference i Tübingen kunne chairman endog humoristisk kommentere, at høj myopi ofte medfører øjenkomplikationer, undtagen i Danmark. Vort lille team stod for internationale myopikongresser på dansk grund, i 1980 og 1987.

Han var en fremragende analytiker og forhandler, såvel hjemme som ude, og antallet af tillidsposter er legio, f.eks. vedrørende FAYL, FAS, DADL, Værn om Synet, struktur- og uddannelsesudvalg, med meget mere. 1979-83 formand for Dansk Oftalmologisk Selskab. Blandt højeste ombud var European Council of Ophthalmology. Han så hellere store linier end små.

Ernst var et varmt familiemenneske. Bitte, Henrik og Jacob var børn af 1. ægteskab, mens børnepsykiateren Vibeke Vejlsgaard (1938-2012) som hustru nr. 2 medbragte Ulrik og Nikolaj. Alt iberegnet nærmer summen sig nu de tredive; fotos måtte tages med vidvinkel kamera. Familie og venner har liberalt nydt Ernst og Viva's lejlighed i smukke Schweitz. Som et sideformål: man kan aldrig helt vide, hvordan verden ser ud i morgen …

Også overfor unge kolleger var han unik og generøs. Han var et udpræget festmenneske. Blev dialogen træg, kunne Ernst drilsk spørge »Why not think big?« Det var han selv god til!

Vi vil savne ham.

Kolleganyt