Jan Sørensen

Det er med megen stor sorg, vi har modtaget budskabet om Jans bortgang efter kort tids sygdom.

Jan og ut. mødtes på vores første arbejdsdag sat på vagt i afdelingen i 1984 på Viborg Sygehus, Organkirurgisk afdeling. Som forvagt var det en kæmpestor fornøjelse at have Jan som bagvagt. Allerede dengang var han både imødekommende, forstående og hjælpsom. Helt igennem en empatisk kollega.

Jan blev senere overlæge og ut. vendte tilbage som samme. Her blev også Vera Haahr, i egenskab af onkolog, en del af samarbejdet i den nytænkende underafdeling af organkirurgien, som Jan var primus motor for. Ambitionen var at lave et team, der forbedrede forholdene for patienter med mammacancer. Samarbejdet udvidedes naturligt til også at omfatte røntgenafdelingen, der blev placeret op af brystkirurgisk ambulatorium. Mammacenteret fik fast tilknyttet personale og afdelingen kom med sin stærke struktur med et meget loyale personale til at fungere som en yderst velfungerende, selvstændig enhed med faste operationsdage. Der blev endvidere plads til initiere den onkoplastisk brystkirurgi.

Centralt i den konstruktion havde vi Jan. Perfektionist til fingerspidserne i ordets bedste betydning. Et ekstremt ordentligt menneske, der altid var patienternes mand, også på det organisatoriske plan. Han havde altid tid og rum til at støtte kolleger, der havde brug for hjælp. Det var dog bedst at vente til efter klokken 10, hvor alle sluser var åbne, for Jan var ikke noget morgenmenneske. Til gengæld var han altid frisk på et humoristisk respons og hvis vi om end sjældent var uenige, ville man kunne se viskelæder flyve frem og tilbage, på vej mod modparten på den anden side af det store skrivebord, hvor der ellers altid herskede orden.

Jan og fru Bente holdt meget af at samle venner og kolleger til dejlige middage i deres smukke hjem. Perfektionismen slog også igennem på den front - hjemmet var præget af moderne kunst med en figur af en flodhest i centrum. Også madlavningen var genstand for stor omhu og sans for detaljer. For eksempel var det for Jan helt essentielt, at det var en bestemt kvædetype, der skulle bruges i en ny opskrift, selv om han måtte spørge højt og lavt om der var nogen, der kunne skaffe ham en sådan. Mine dameblade overtog Jan gladelig, for at pløje igennem for nye spændende opskrifter og i december havde han en tilbagevendende hverdagsfridag, markeret i vagtskemaet som »syltedag«. Vi vil savne de fantastiske og hyggelige sammenkomster.

Jan var en mand med stærke sympatier og antipatier. Når han ikke var på arbejde eller i køkkenet, kunne man måske finde ham på skydebanen, hvor han var ferm til pistolskydning. Eller på en af de mange rejser, som Bente planlagde med stor præcision. Til gengæld kunne man være helt sikker på IKKE at finde ham i gang med havearbejde, et felt, som ikke nød hans interesse.

Vores tanker går til Bente, de to sønner og svigerdatter samt de to børnebørn.

Æret være Jan Sørensens minde.