Julie Falkenberg Petersen

Vi har fulgtes ad i knap 17 år. Gennem flere vigtige faser af livet - fra de første skridt i forhallen på Panum, igennem maratoner på læsesalen, gode sorgløse stunder i klubben og på sommerhusture, endeløse eksamener og klinikophold, til vi stod i festsalen på KU og aflagde lægeløftet. Det virkelige liv stod for døren med alt hvad det indebar; de første år som yngre læger, bryllupper, barsler og børn. De 17 år, vi fik med dig, skulle vise sig at være nærmest halvdelen af dit alt for korte liv.

Selvom sygdom og død er en del af vores hverdag som læger, var det alligevel et chok, at det skulle ramme en af vores egne. Og en af vores - det var du, og det er vi dig evigt taknemmelige for. Vi vil altid huske dig som den sjove, smukke, søde, ærlige, kloge og hjælpsomme veninde, som man altid kunne regne med. Du var altid klar med et lyttende øre og en opmuntrende bemærkning, når livet føltes tungt, og du havde altid den helt rigtige kommentar til enhver situation - hvad enten det krævede et glimt af ironi eller et godt råd. Du hvilede i dig selv, og du havde en beundringsværdig evne til at løfte andre omkring dig - også når du selv havde det svært. At vi nu roser dig offentligt ville sikkert have gjort dig forlegen, for du var aldrig den, der satte dig selv i centrum, men stod aldrig tilbage for at lade andre få den fortjente opmærksomhed.

Efter lægeløftet faldt valget hurtigt på det almen medicinske speciale, som du bravt kæmpede for at færdiggøre hoveduddannelsen indenfor på trods af sygdom. Selvom vi sjældent har krydset veje professionelt, ved vi, at den flid og integritet du lagde for døren på studiet fulgte dig videre ind i lægelivet. Og vi ved fra dine tidligere kolleger, at du har været en meget afholdt - og vil være en meget savnet - kollega. Du var københavner af hjertet og havde planer om at blive i byen, som nu er gået glip af en fantastisk praktiserende læge.
Din sygdom har du tacklet med den største værdighed og med det vigtigste for øje; din søde og kærlige familie. Du efterlader dig din mand, Hans, og jeres to skønne piger. Selvom vi virkelig undte dig, at du skulle have set dem vokse op og stifte familie selv, så er vi ikke i tvivl om, at du har lykkedes med at fylde dem med kærlighed til hele livet.

Julie, det gør så ondt, at du ikke længere er her, men tak fordi vi måtte dele så stor en del af livet med dig. Må du hvile i fred.
 

Kærlig hilsen
Dine studievenner