Peter Souza Ric-Hansen

Ingen bryder sig om den opgave, man må løse, når ens bedste ven er gået bort. Men jeg vil forsøge at gøre det ærligt, værdigt – og frem for alt i Peters ånd.

Jeg mødte Peter første gang på Thalia (FADL’s kursusejendom) i september 1986 under den obligatoriske rustur. Her stod en ung og solbrun mand på 25 somre, netop hjemvendt fra Sydamerika – med en hepatitis A på slæb.
Han skilte sig ud fra flokken med sin ro, sit overblik og ikke mindst sin humor og livsvisdom, som han delte gavmildt ud af. Alt sammen noget, jeg beundrede og ønskede at have mere af.

Jeg kunne til gengæld tilbyde en læsemakker, der kunne planlægge studiet strategisk og berolige ham med, at det her skal vi nok få lært og bestået. Dette makkerskab kom til at vare i 39 år.

Den 16. december 2022 fik Peter et epileptisk anfald efter vores traditionsrige juleløbetur. En MR-skanning viste en rumopfyldende proces, som viste sig at være et glioblastom.
De fleste ville være gået i sort, men Peter sagde, at det tog ham omkring ti minutter at blive afklaret – velvidende, at ingen før ham havde overlevet denne sygdom.

Fra den dag har jeg tænkt meget over, hvad man kan sige om et menneske, der har fyldt så meget i ens liv. Peter ændrede, som en komet, min livsbane og mange andres – ved at være et ordentligt, empatisk menneske med en integritet og en varme, der var hans helt egen.

Peter elskede at rejse. Han betroede mig, at diagnosen havde givet ham mulighed for at forberede sig på »den sidste rejse« – en, han kaldte spændende, fordi han glædede sig til at finde ud af, om der virkelig er noget på den anden side. Han lovede at give besked, hvis der var.
Selv i sygdommens alvor forlod humoren ham aldrig.

Vi rejste meget sammen – blandt andet til Sydøstasien i 1990, hvor vi havde studieophold på et thailandsk universitetshospital og senere på et provinshospital. Vi lærte hurtigt, at studiet dér i høj grad var mesterlære: See one, do one, teach one. Vi nøjedes dog oftest med see one – og måske two.

Vi besøgte også Sydamerika sammen. Peters evne til at navigere i ukendt terræn var en gave. Han fik alt til at virke overskueligt og muligt.
Hans ro, beslutsomhed og frømandsgen – arvet fra sin far, som var med til at grundlægge Frømandskorpset – prægede ham hele livet. Han kunne overkomme selv de mest umulige opgaver med en vedholdenhed som en grønlandsk slædehund.

Den stædighed, vedholdenhed og positivitet, han bragte ind i alt, han foretog sig, var beundringsværdig og inspirerende. Han viste os, at vi kan langt mere, end vi tror.

Peter valgte ikke den akademiske eller karrieremæssige vej. Han sagde, at det ville være synd for de svenske træer, hvis han skulle skrive doktorafhandling – og han havde ikke lyst til at sidde bag et skrivebord og gøre livet surt for andre.

I stedet fulgte han sin passion og blev overlæge i Søværnet – specifikt som dykkermediciner – hvor han nød stor respekt for sin dedikation og sit engagement. Det var også en stærk forbindelse til hans fars liv som marineofficer og Grønlandsfarer.

Peter valgte bevidst ikke at få børn. Han sagde, at livet ganske enkelt er for kort til det– og han fandt Mette, som delte samme syn. Set i bakspejlet må man sige, at det var det rigtige valg for ham. Som han selv sagde: “I’d rather have a half life full, than a full life half.”

Peter gav altid livet fuld gas. Han kunne med rette have sagt: »I did it my way.«
For mig har Peter altid været som klippen – et fast holdepunkt, man kunne bygge sin tro og tillid på.

Jeg vil ære hans minde ved at tænke på ham, hver gang jeg ser ud over vandet – helst fra en klippe.

Der vil jeg mindes de mange fantastiske oplevelser, vi delte, og som nu er vores fælles arv.

Det er svært at sige lidt om noget, der betyder så meget.

Men kære Peter – tak.

Tak for alt, du var, alt du gav, og alt du lærte mig.

Tak for, at du tog dig tid til at sige farvel – hensynsfuldt som altid.

Du har fået lov til at flyve på din sidste rejse.

Ingen dårlig samvittighed for at tage af sted før tid – kun taknemmelighed over, at du slap for alderdommens forfald.

God rejse, Peter.