Tamara Dardari Petersen

Kære Tamara.

For blot få dage siden endte dit alt for unge liv på ganske tragisk vis. Det har efterladt kolleger fra nær og fjern i chok og forfærdelse. Og sorg, ikke mindst.

På Brystkirurgisk Afdeling i Roskilde startede du en ny karrierevej som overlæge i en certificeringsstilling i brystkirurgi. Du var nemlig aldrig bange for at kaste dig ud i nye faglige udfordringer. Af den årsag var du – udover mave-tarmkirurg – også en erfaren læge i Akutmedicin, kørte lægevagt og havde vagter i 1813. Og det jonglerede du mellem i dagligdagen – for du var arbejdsom og lærenem.

Hos os brystkirurger blev du uddannelsesansvarlig overlæge, hvilket du også var i Akutmodtagelsen i Holbæk. Du tog dig nænsomt af nye AP-læger i afdelingen, arrangerede kurser og simulationstræning. Du havde masser af ideer og var ikke sen til at føre dem ud i livet. Gennem de seneste år arbejdede du for at højne uddannelsen for AP- og HU-læger, der er i forløb hos os.

Din egen uddannelse tog du også ansvar for og man var aldrig i tvivl om, at ‘jo højere, jo bedre’. Du elskede kirurgien, og var aldrig bange for at kaste dig ud i nye udfordringer. Eller tage det ansvar, der fulgte med jobbet.

Du var arbejdsom, nysgerrig og lærenem. Du lod dig ikke begrænse af dit oprindelige speciale, men tillod dig at følge dine drømme om faglig udvikling – både kirurgisk, medicinsk og i videreuddannelsen af kommende læger og kolleger.

Vi to lærte hinanden at kende i Holbæk, vi var begge nye i Akutmedicin. Trods vores forskelligheder både personligt og fagligt fandt vi hurtigt sammen og knyttede et tæt kollegialt bånd, der gjorde, at talen ofte faldt på mere private anliggender. Din familie. Min familie. Dine børn var din stolthed, Mathias og Mathilde. Og jeg var så priviligeret at møde din familie og se dit dejlige hjem. Jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at jeres hjem stod åbent for din søns kammerater, der kom og spiste med – du kendte dem tydeligvis godt.

Af sind var du glad og smilende. Sjældent i dårligt humør. Det er da også kun få uger siden du glad stod midt i kontoret og sagde: »Jeg er så lykkelig!« Du havde det bedste arbejde og du følte det hele kørte på skinner.

Kære Tamara. Det er med dén følelse, at vi, dine kolleger, tager afsked med dig: At du følte dig lykkelig.

Æret være dit minde.

Vores tanker går til Tamaras efterladte, ikke mindst hendes to børn.