Erik Kristian Holst
1.12.1929-7.11.2013
Læge, professor Erik Holst døde 83 år gammel. Danmark har mistet en markant personlighed.
I sine studieår var han meget aktiv i studenterbevægelsen. Som formand for de lægestuderendes internationale forening IMCC var han stifter af de lægestuderendendes verdensomspændende forening IFMSA og formand i den første tid. Han blev læge i 1956 og fungerede en række år ved københavnske hospitaler og Statens Serum Institut. Hans banebrydende indsats i Danmark i socialmedicin begyndte i 1966 ved Københavns Universitet. Han var professor i årene 1978-1992 og skabte hele kimen til den senere udvikling af folkesundhedsvidenskaben. Han var visionær og forstod at knytte en bred tværfaglig gruppe unge forskere til sig og skabe internationale kontakter til nogle af de fremmeste forskere i verden. Efter socialmedicinen brugte han resten af sit liv på at opbygge hjælp til torturofre. Det var igennem dette arbejde, at han traf sin nuværende hustru, leder af centeret mod tortur i Rumænien.
Hans organisatoriske indsats var legendarisk. Han var formand for Foreningen af Yngre Læger, formand for den samlede Lægeforening 1980-1986, formand for EU's stående udvalg for læger, formand for det faglige landsudvalg for sundhedsuddannelserne og formand for Akademikernes Centralorganisation, AC, 1972-1975. Hans personlige kontakter til centralt placerede personer og enestående forhandlingsevner har været meget vigtige for løsning af konflikter vedr. læger og vedr. akademikere mere bredt. Han har været formand for Dansk Selskab for Socialmedicin og faglig redaktør af Ugeskrift for Læger. Han fik i 1975 Lægeforeningens fornemste ærespris.
Erik Holst var en visionær leder og forstod magtens natur - og brugte denne indsigt flittigt. Han havde den sjældne evne, at han i et tåget landskab kunne ane konturer, kunne knytte mennesker til sig, som kunne give konturerne form, liv og sjæl. Gennem socialmedicinen var han med til at forme et nybrud i sundhedstænkning og i sundhedspolitik. Få månder før hans død nåede vi at samle et videomateriale om hans unikke faglige livsindsats. Vi er taknemmelige for hans visionære og banebrydende indsats.
Æret være hans minde